Gamle talemåder får det glatte lagen

I en ny bog tages danskernes brug af faste vendinger under kærlig afhandling – og viser, at de er knap så faste igen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Verden er af lava.« Vil man gå ad sprog­korrekthedens smalle sti, gælder det om at holde tungen lige i vejret. For dansk er et sprog i stadig udvikling, og det er let at blive hæklet af, når man vil bruge talemåder til at beskrive, hvad man har på hjertet.

De faste vendinger er nemlig knapt så faste igen. Og selv om sprogkamæleonernes talegåder trækker i smilebåndene hos nogle, får det også mavesyren til at skumme hos mere konservative sprogbrugere, som mener, at konversationen på den måde slår knude på sig selv.

Men er det sjusk eller sjov, når talemåder tilpasses tidens tant?

»Det fører jævnligt til sådan noget gnisk surmuleri, når sproget udvikler sig. Men man kan også se det som positivt. Det betyder, at det danske sprog er i live og følger med udviklingen i vores samfund,« siger sprog­forsker Michael Ejstrup fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

I en ny bog har han sammen med cand.public. Anders Elsig samlet en række af de bedste – eller værste, om man vil – anvendelser af vendinger, som i den seneste tid har set sagens lys. Fraserne, som denne artikel er fuld af, er indsamlet fra flere års noter foran TV og radio, ligesom private Facebook­brugere har ageret øjne og ører for forskerne.

Bogens formål er ifølge forfatterne at skabe større bevidsthed om de sproglige bøffer, der sniger sig ind som finker på panden hos især yngre generationer. Og at debattere, om det nu også er så slemt, når sprogbrugere tager skeen i den anden hånd og lader udtryk skifte ham, så længe essensen bevares.

Selv mener Michael Ejstrup, at ændringer først bliver problematiske, når brugen bliver direkte forkert. Som at bytte rundt på elementerne i »tæring efter næring«. Men heldigvis er sproget så viseligt indrettet, forklarer han, at dårlige eksempler oftest dør ud af sig selv, når folk studser og holder tand for tunge med dem.

Transformationen ser Michael Ejstrup som et naturligt udtryk for vores sprog og den tid, vi lever i. Mange traditionelle talemåder stammer nemlig fra århundreders mundtlig overlevering om landbrugs­samfund og søfartstraditioner, som stadigt færre forstår.

»Fra 50erne og frem er det hele pludselig blevet afviklet. Det gør, at vores diamanter nede i sprogkassen, vores faste vendinger, har et problem, fordi de danner billeder og refererer til elementer, vi faktisk ikke rigtig kender mere. For eksempel til måleenheder som gran og pægle. Så vi bliver nødt til at lave dem om,« siger han.

Med et gram salt

Derfor tager Michael Ejstrup det med et gram salt, når forbrugersamfundet i stigende grad sniger sig ind i vendingerne. At man ikke skal skyde bjørnen, før skindet er solgt, passer fint til tidens tanker om efterspørgsel og dyrevelfærd, ligesom der i dag ikke er grund til at slå et større brød op, end man kan spise. Og modsat for hundrede år siden kan man nu leve sit liv i overhalingsbanen eller nødsporet og komme op og ned i gear.

Skulle man alligevel savne et fast holdepunkt, beroliger Michael Ejstrup med, at der trods alt findes enkelte evergreens:

»»Højt at flyve, dybt at falde« giver stadig mening, for tyngdeloven fungerer endnu. Det samme med at »ligne hinanden som to dråber vand«. For vand er vand og danner dråber, som det plejer.«

Det går hurtigt i dag

At tingene er, som de plejer, gælder altså til gengæld ikke altid sproget selv. Det kan man skrive under på hos Dansk Sprognævn, der løbende registrerer forandringerne.

»Det går hurtigt i dag, både skriftligt og mundtligt. Hvor noget tidligere blev anset som fejl og måske rettet i en dansk stil, er der ikke meget kontrol over den store produktion, som i dag finder sted på blandt andet sociale medier,« siger seniorforsker Pia Jarvad, som beskæftiger sig med nye danske ord.

Hun fortæller, at talemåder bruges til at give tingene ekstra mening. Men når man ikke nødvendigvis forstår det oprindelige indhold, griber man måske i den forkerte pose. For eksempel med det forkætrede ord »bjørnetjeneste«, som over tid har skiftet betydning, da de færreste efterhånden kender fablen bag begrebet.

Selv om det diskuteres, hvorvidt Dansk Sprognævn i større grad burde tage en rolle som håndhæver af sprogets korrekthed, er det fortsat kun i forhold til stavning, nævnet tillader sig at skride ind. Men der skal også løbe meget vand gennem åen, før et nyt udtryk registreres officielt.

»Det er vigtigt, at det er udbredt i hele samfundet. Det skal forekomme hos både stærke og mindre stærke sprogbrugere i hele landet og på tværs af samfundslag og genrer. Det skal ikke bare findes i Jylland, på Mors eller hos de unge. Det skal bruges bredt,« siger Pia Jarvad.

Man skal sjældent gå over broen efter vand, for nye fraser opstår ofte på baggrund af eksisterende, som enten for sjov eller utilsigtet blandes sammen.

Ligesom Michael Ejstrup mener Pia Jarvad dog ikke, at der er tale om et sprogligt problem eller ugler i mosen - et udtryk, som i sig selv menes at være forvansket fra det oprindelige »ulve i mosen«, inden rovdyret stak halen mellem benene og forduftede fra den danske natur.

»Jeg tror ikke, at den skæve brug giver store konsekvenser eller ret mange misforståelser. Konteksten siger som regel også, hvad det betyder.«

Hvis man gerne vil have et statisk, fuldstændig ensartet sprog, er der selvfølgelig grund til at græde over spildt mælk.

»Men med en forestilling om dansk som et dynamisk sprog, som skal passe til fremtiden og nye kommunikationsformer, kan man også vælge at sige »so what«,« siger Pia Jarvad.

Flere fraser kan findes i bogen »Hvad tiden er fuld af, flyder munden over med«. Den er netop udgivet på Hans Reitzels Forlag.

Er det sjusk eller sjov, når talemåder tilpasses tiden?

Posted by Berlingske on 12. august 2015