»Det er politiet. Er Kaj Munk hjemme?«

Den ene var præst i Vedersø og den anden bondesøn fra Hochwald i Schweiz. Deres liv førte dem sammen 4. januar 1944 i Hørbylunde Bakke, og kun en af dem kom levende fra det. Her er historien om den nat, da Louis Nebel og hans medgerningsmænd dræbte Kaj Munk.

Vedersø Præstegård: Kun 26 år gammel blev Kaj Munk præst i Vedersø i Vestjylland – og her forblev han i 20 år, fra 1924 til 1944. Han var lollik og langt hjemmefra, »så anderledes af sind,« som han selv skrev, men han kom til at elske egnen med dens »gammeldags troende, gæstfrie mennesker, høj sol over øde vidder, fugletræk og farende vinde, i lange mørke nætter ligskarer på vejene, hovedløse heste i luften og gengangere i havbjergene.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De var seks mænd i bilen, og de vidste alle seks, at de snart ville være fem.

De fem vidste det, fordi de havde planlagt at slå den sjette ihjel. Den sjette vidste det, fordi han i måneder havde syntes besat af en vished om sin død.

Han havde fået breve, han havde fået besøg, han havde fået telefonopringninger, han havde fået henvendelser i alle de former, som kommunikationen i 1940erne tillod det. »Pastor, de kommer efter Dem. Gå under jorden.« To dage forinden havde han brændt 25 breve uden at åbne dem, fordi han vidste, at det var advarsler.

Kaj Munk insisterede på at blive som en mand, der insisterer på sit martyrium. Så han blev, og han blev, indtil han blev hentet. Indtil de kom.

De var individuelt mindre frygtsomme end det store dem. De var tre tyskere, en østriger og en schweizer; de var en konditor, en ekspedient, en banebetjent, en teologistuderende og en vinhandler, og tre af dem anede ikke hvem, pastoren var. Men de var alle klædt i det samme mørke og den samme Opel Kaptajn, ekviperet med den samme ordre og tyske og britiske pistoler og maskinpistoler og først og fremmest bundet af en ed til den samme mand og den samme sag, og nu sad de dér i bilen:

Seks mand, som snart ville være fem.

Kaj Munk var som en overspændt gymnasiast i en tid, der netop var fyldt med overspændte spørgsmål, og som kaldte på den slags mennesker, som også befolker Hans Scherfigs roman »Idealister« – der var trotskister, kabbalister, spiritister, nudister, seksualister, okkultister, nazister, stalinister og alle de andre -ister og -ismer, som uafbrudt syntes at stille verden i et valg mellem Gud og Fanden, frelse og fordømmelse, og for hvem midten var, hvad prærien er for amerikanerne, et ubeboet land mellem de lovende kyster.

Den tid skabte Kaj Munk og slog Kaj Munk ihjel. Som en romantiker sværmede han – som så mange andre af tidens tænkere – for ekstremen, især for den stærke mand, for handlingens og holdningens mand, der fik kontinentpladerne til at skælve, og han foragtede det forarmede demokrati, der solgte sig selv for den højeste fattigydelse.

Hvis neuropsykiatere studerede tiden, ville de sikkert diagnosticere den med ADHD, der var en galoperende hyperaktivitet og overstimulation, som fristede kloge hoveder og gode mennesker, som i en anden tid ville foretage mere subtile valg, men som nu altid synes at finde løsningen blandt de mest dramatiske.

Således også i Hochwald i en del af Schweiz, som kun kunne takke en tilfældighed for, at byen var i Schweiz og ikke i Tyskland. Landsbyen bestod af 500 mennesker på en bjergtop, og det er forståeligt, at Louis Nebel søgte væk. Som han selv senere sagde i en afhøringsrapport. »Jeg flygtede fra småborgeriet.«

Mindre forståeligt var det, at han flygtede ind i nazismen. For Schweiz var ikke et såret land, demokratiet var sikkert, beboerne forholdsvis rige og lige, og nazismen var ikke sådan et sted, det store og brede »man« gik hen. Nazismen vil forandring af alt, og schweizerne var heller ikke dengang til forandring af alt. De ville have det bedre, men ikke anderledes.

Nebel forklarede selv, at alle eleverne på hans gymnasium var interesserede i politik, og at store tanker blev tænkt og talt, og de fleste af de andre søgte mod venstre, hele vejen fra socialdemokratismen til Moskva, men ikke ham. Han hadede den »småborgerlige skole«, han hadede reglerne og lærerne, der altid var efter ham. Han ville netop have forandring, sagde han, ud med den lumre parlamentarisme, ind med noget nyt, og til sidst førte hans rastløshed, hans flakken mod det mest fluorescerende lys, ham til nazismen, og som hans lærer sagde til ham: »Louis, enten vil du en dag blive en stor mand. Eller også kommer du i fængsel.«

Drabet på Kaj Munk var et politisk drab, og derfor er der en vis makaber ironi i, at drabsmand og offer i 1930erne politisk var tættere på hinanden, end »drabsmand« og »offer« antyder.­

Munk var aldrig nazist, han var aldrig til heil og hagekors, men han idealiserede på et tidspunkt Adolf Hitler, han var antidemokrat, og malet med meget grove træk befandt Nebel og Munk sig derfor på den samme side i 1930ernes værdiopgør.

Men ikke i 1943. Ikke på fjerde år af den krig, som Hitler havde kastet verden ud i, og som havde kastet alle sværmeriske idealer om Hitler ud af mænd som Kaj Munk. Nu befandt han sig på den ene side af kridtstregen, Louis Nebel på den anden, og Danmark befandt sig på mange måder lige midt imellem, mellem samarbejde og modarbejde i en luftig tilstand af et land.

Danmark havde længe været Tysklands kæledægge, et lille tæppesvøbt land vest for krig og nord for savn, men det ændrede sig over årene. Først med Telegramkrisen i 1942, da Hitler rasede over et ordknapt takketelegram fra Christian den Tiende, og dernæst med Augustoprøret i 1943, som førte til indførelsen af et embedsmandsvælde under tysk kontrol. I 1943 turnerede Kaj Munk land og rige rundt og læste højt af sit skuespil »Niels Ebbesen«, som handlede om en dansk ridder, som i 1300-tallet slog en tysk panthaver ihjel, og symbolikken var så tyk, at tyskerne i den grad forstod den. I det tyske hovedkvarter på Dagmarhus bugnede Kaj Munk-mappen med indberetninger fra stikkere og agenter.

Samtidig tiltog den danske modstand, og i Berlin krævede både Hitler og SS-chef Himmler gengældelsesaktioner. Den tyske ledelse på Dagmarhus var ikke fintfølende humanister, de var alle fortrolige med den slags ordrer, som førte til massegrave, ghettoer og gaskamre, og de kunne også fint acceptere et dansk mord hist og en bombesprængning pist, men en dramatisk optrapning ville gøre ondt værre, argumenterede de.

Men Berlin var Berlin, Berlin ville have handling, og i december 1943 stod det klart, at den tyske politiledelse måtte gøre noget.

Chefen for sikkerhedspolitiet i Danmark, Rudolf Mildner, indkaldte 5. december 1943 til et krisemøde. Mildner ledede mødet, og han bad sin efterretningschef, Hans Wäsche, om forslag til danske gengældelsesofre. En af mødedeltagerne har senere forklaret, at Wäsche virkede »uforberedt « på spørgsmålet, og han foreslog først skuespilleren Poul Reumert, men han var et nationalklenodie, og det ville formentlig føre til national opstandelse. Det ville heller ikke være en god idé at sprænge Det Kongelige Teater i luften. Det ville føre til revolution. Og nærmest som et greb i panikmappen busede han ud med to navne – redaktør Christian Damm og sognepræst Kaj Munk.

Begge havde tidligere været venligtsindede over for tyskerne, sagde Wäsche, men nu var de ledere af modstanden.

Og det blev konklusionen på mødet. Berlin ville få sine gengældelsesdrab, og måske kunne Berlin til gengæld sende et par rutinerede drabsmænd til København for at gøre det?

I Berlin havnede forespørgslen hos Otto Skorzeny. Han var en af byens mest feterede helte, en Hitler-yndling, efter at han og hans mænd i september 1943 havde befriet den italienske fascistdiktator Benito Mussolini fra allieret fangenskab, og Skorzeny ledede nu en afdeling af kommandosoldater og sabotører.

Og, jo, han havde tre mand til opgaven i Danmark, svarede han.

To af dem var et par veteraner fra Mussolini-aktionen, Otto Schwerdt og Anton Gföller, og den tredje var manden, som han ifølge Schwerdt udså til at være skudmanden: Louis Nebel.

Nebel var kommet langt fra sin opvækst på bjergtoppen i Schweiz. Hans nazisme havde kostet ham dyrt i hjemlandet, han havde forsøgt sig med en lille tobaksforretning i Basel og som familiefar, men hans politik kom uafbrudt i vejen og kostede ham forretning, familie og fængselsophold. I 1940 havde han deltaget i noget, der mindede om et nazistisk kupforsøg – Schweiz skulle indordne sig i det nye nazistiske Europa, sagde Nebel og hans fæller – og de havde bl.a. saboteret schweiziske militærfly.

Anklagemyndigheden forberedte en sag for højforræderi, og i 1942 kom han den i forkøbet ved at flygte til Tyskland, hvor han først blev grænse­agent – han skulle udfritte schweizere om forholdene i hjemlandet – og i 1943 blev han uddannet til sabotør på SS-spionskolen i Haag i Holland. Som han senere forklarede – når der et sted i det tysk besatte Europa skulle foregå en bombesprængning – blev han fløjet ud til stedet, og han koordinerede planer og materiel ... og bum!

Han var blevet en stor mand, som hans gamle lærer havde profeteret.

27. december 1943 blev han så kaldt ind til Skorzenys adjudant, som beordrede ham til Danmark sammen med Schwerdt og Gföller. De rejste først til Flensborg, hvor de samlede en dansktalende kontormand, Kurt Carstensen, op, og 29. december 1943 ankom de så til København. Det var gengældelsestid.

Deres første aktion fandt sted 30. december 1943 og blev en pinlig fiasko. De skulle slå redaktør Christian Damm ihjel, men Louis Nebels pistol klikkede, Damms kone og søn var til stede og skreg op, og Damm overlevede. Samme aften forsøgte danske nazister at slå to konservative politikere ihjel, og det mislykkedes også. Hvis tyskerne ikke engang kunne slå tre ubevæbnede fjender ihjel i en tysk besat hovedstad, hvordan i himlens navn skulle de så overbevise nogen om, at de kunne regere Europa? Berlin rasede, Dagmarhus rasede, og beskeden lød hele vejen fra den øverste top til pistolmændene – den næste operation skal lykkes, og den næste operation skulle være snart.

Kurt Carstensen håbede, at de var på vej hjem til Tyskland. Han var ikke gjort til den slags krig, som de andre kaldte »gengæld,« og han forbandede sikkert, at han i 1930erne som konditor i København havde lært sig dansk, og at han derfor nu var blevet rekrutteret til en gruppe, hvor han var en fremmed fugl, og hvor blodet kom fra andet end papirsnit. Han glædede sig til at komme væk fra København og tilbage til den krig, han kendte – som kontormand hos politiet i Flensborg.

Som det hed i referatet fra grundlovsforhøret efter krigen:

»Carstensen havde efter attentatet på Christian Damm ingen ro på sig. Han vandrede rundt i byen og talte næsten ikke med Schwerdt, Nebel eller Gföller. Han spurgte dog flere gange Schwerdt, om de snart skulle tilbage til Tyskland igen, og denne svarede, at det ville vare et par dage. Carstensen havde på det tidspunkt ikke hørt navnet Kaj Munk nævnt, og han havde intet hørt om, at de skulle foretage endnu en aktion«.

Retsreferatet bruger udtrykket »komparenten«, som her og ved andre citater er udskiftet med navnet på den person, der forklarer sig.

Datoen var nu 3. januar 1944, det havde været et ensomt og glædesløst nytår, og Carstensen håbede, at de nu skulle hjem. Han havde overnattet privat hos en SS-underofficer i København, og underofficeren havde om morgenen sat ham af på et gadehjørne tæt på Rådhuspladsen, og her skulle han vente på at blive samlet op. Han vidste ikke hvem og hvad, han ventede på, men kort efter dukkede en grå Opel Kaptajn op. Carstensen steg ind; Schwerdt, Nebel og Gföller var i forvejen i bilen, og Carstensen gik ud fra, at det var gode nyheder.

Men han skulle blive klogere. De nåede middagsfærgen over Storebælt, og først på eftermiddagen kom de til Husmandsskolen i Odense, som husede Gestapos fynske hovedkvarter, og her stødte en femte mand til sjakket, nemlig Wolfgang Söhnlein.

Han var en rundkindet kommis-figur, en tidligere teologistuderende, som var tysk, men vokset op i Slagelse, fordi hans far en overgang havde været chef for en lokal konservesfabrik. Han havde været tilknyttet SDs kontor i Aarhus, men var i 1943 blevet chef for SD i Esbjerg. Han hadede Esbjerg, et forblæst klondike, som marinerede i fisk, og hans kone hadede byen så meget, at hun var flyttet væk.

Det var Söhnlein, som havde fået ordre til at gøre forarbejdet til drabet på Kaj Munk, og han var ganske ubegejstret. Han foretrak også sin krig på papir, og hans foresatte måtte drive ham med stok og gulerod. Under krigen »har du bare hygget dig i Danmark i tre år og ikke lavet noget,« lød stokken, og guleroden var, at hvis drabet på Munk lykkedes, kunne han komme væk fra Esbjerg. Auf marschieren.

Før jul havde han været i Vedersø for at se sig omkring, og under foregivende af at være en handelsrejsende havde han også været i præstegården, og to uger senere, på Husmandsskolen i Odense, kunne han så fremlægge sin plan og sine skitser for de andre mørkemænd, og han kunne også fremvise et eksemplar af Billed-Bladet, det danske ugeblad, som i 1943 havde været på besøg hos familien Munk i præstegården. Söhnlein pegede på et af billederne, som viste Kaj Munk i sit studereværelse på loftsetagen, og at det sikkert var deroppe, man skulle finde ham.

Nebel forklarede senere, at han kiggede på billederne i ugebladet og noterede sig Munks kone og børn – og det huede ham ikke. Han havde fået nok af kone og børn efter den fejlslagne aktion hos Christian Damm, og Söhnleins plan lød i det hele taget, som om den var undfanget af en sølle amatør. De skulle buse ind i præstegården med to maskinpistoler og skyde manden på stedet? Foran kone og børn og med risiko for, at andre overfaldt dem? Det var en idé fra en billig roman.

Nebel foreslog i stedet, at de skulle bortføre præsten og så likvidere ham på bekvem afstand af præstegården. Schwerdt købte ideen, og så kunne de også efterlade en seddel, som indikerede, at det var modstandsbevægelsen, som havde dræbt Munk som forræder.

Planen var i kassen, og kort efter kørte de fem mænd fra Odense.

Om aftenen nåede de Herning, hvor de indlogerede sig på to lokale hoteller, og de gik tidligt i seng, forklarede en af dem, for den følgende dag ville kræve hver en fiber i dem.

Telefonen ringede 4. januar klokken 18.11.

Normalt tog Kaj Munk ikke telefonen, normalt tog Lise Munk telefonen, men tilfældighederne ville, at præsten selv besvarede opkaldet.

Bagefter forklarede Lise Munk til politirapporten, at hun blot kunne høre sin mand svare:

»Jeg kender Dem ikke og kan altså ikke modtage Dem.«

Munk fortalte, at det var en »stud.theol. Johannes Sørensen«, som ville besøge ham – og at han havde sagt nej, for han ville ikke have besøg af folk, som han ikke kendte.

Lise Munk grundede over hvem, det kunne være. Måske præstens søn fra nabobyen Hee?

Men forkert, for opkaldet kom fra Wolfgang Söhnlein. Han og de fire andre var sidst på eftermiddagen kørt fra Herning og nået til torvet i Ringkøbing. De ville ikke risikere at stå i en præstegård uden præst, og Söhnlein gik ind i en kiosk, han bad om lov til at se telefonbogen, og kort efter bestilte han et opkald til abonnement »v3« ved Ulfborg Central. Både kioskens ejer og ekspedienten beskrev ham til politirapporten som en »pæn mand« iklædt blød hat. Han »talte et pænt kultiveret dansk, købstadsdialekt,« sagde ekspedienten.

Den pæne mand betalte 30 øre for samtalen og gik ud til de andre og meddelte kort:

»Han er hjemme.«

Bagefter er gerningsmændene blevet beskrevet som koldsindige mordere, som nærmest ivrede efter at slå en af de mest berømte danskere ihjel.

Men som de kørte i januarmørket fra Ringkøbing til Vedersø, kørte de så langsomt, at man skulle tro, at de håbede, at krigen ville slutte, inden de nåede frem. For mindst tre af dem var alt andet end begejstrede for at være, hvor de nu var.

Tyske dokumenter viser, at Otto Schwerdt havde været direkte imod at rejse til Danmark; han havde i Berlin protesteret til alle, der gad høre på det. Han var soldat, sagde han, ikke terrorist, og på Husmandsskolen i Odense havde han i al hemmelighed ringet til Rudolf Mildner. Han havde bedt Mildner om at aflyse likvideringen, men Mildner havde sagt nej.

Udadtil kunne han ikke vise sin tvivl, han var trods alt gruppeleder og skulle stive sin gruppe af, og undervejs måtte han stive Söhnlein af. For kioskejeren og ekspedienten havde ikke ret. Söhnlein var ikke en pæn mand med blød hat, men en blød mand med pæn hat, og han var tydeligvis havnet i en krig, som var ham alt for stor – og han var bange. Han var bange for, hvad der skulle ske, og han var bange for, at det ville ende med, at han skulle skyde. På et tidspunkt havde han trukket Otto Schwerdt til side og betroet ham sin frygt.

»Du skal ikke være bange. Vi har ham »den sorte« til at slå ham ihjel,« sagde Schwerdt og pegede på Nebel, som stod uden for hørevidde. »Hvis det kommer til ildkamp, er jeg der, og vi har også Gföller,« sagde han beroligende.

Og så var der Carstensen. Politirapporten taler sit eget sprog om hans sindstilstand på vej til Vedersø. »Fra det øjeblik (...) han blev klar over, at pastor Kaj Munk skulle dræbes, havde han på hele turen ikke noget højere ønske end at slippe bort fra Schwerdt og hans kammerater, men han var klar over, at selv om han slap bort, ville de søge at fange og dræbe ham og hævne sig på hans kone og børn (...) derfor så Carstensen ingen udvej til at slippe bort fra det, han var beordret til.«

Det var stemningen i bilen, mens de fem mænd i tavshed brugte næsten to timer på at køre de små 25 kilometer fra Ringkøbing til præstegården i Vedersø.

Den grå bil nåede præstegården klokken 20.00.

Tre mænd steg ud og gik mod døren, en fjerde mand blev stående på gårdspladsen, og den femte mand vendte bilen, så den holdt og spærrede indkørslen og var klar til flugt.

Inde i præstegården ringede telefonen igen, Kaj Munk besvarede den, og denne gang var det en sagfører fra Ringkøbing, som ville tale med Munk om en lokal sag, som præsten med sans for ballade havde rodet sig ind i – alkoholbevillingen på Hotel Vedersø.

De tre mænd bankede imens på døren – Otto Schwerdt, Louis Nebel og Wolfgang Söhnlein.

Kokkepigen lukkede op. Söhnlein trak et messingskilt frem og sagde på dansk: »Det er kriminal­politiet. Er Kaj Munk hjemme?«

»Jeg skal se efter,« svarede hun.

Kokkepigen vidste, at Munk var i soveværelset og talte i telefon, men det var en ordre i huset, at hvis fremmede spurgte efter præsten, skulle hun holde dem hen. Uden at vente på en invitation gik de tre mænd ind i køkkenet og fortsatte ind i stuen, hvor Lise Munk opholdt sig med børnene. Igen førte Söhnlein ordet. Han præsenterede sig som »kriminal­politiet«, men uden at sige, om det var dansk eller tysk kriminalpoliti, som Lise Munk senere fortalte. »Vi vil tale med Deres mand,« sagde han.Lise Munk vidste naturligvis, at manden var inde i soveværelset, men hun lod som om, at han kunne være ovenpå – i studereværelset. »Lad mig se efter, om han er deroppe,« sagde hun, og Schwerdt og Nebel fulgte efter. Schwerdt frygtede, at de var på vej i en fælde, og at sabotører lå på lur deroppe – men han fortsatte. Der var imidlertid ingen og heller ingen Munk.

Munk var i mellemtiden kommet ud fra soveværelset med nogle illegale blade, som han puttede ned i komfurilden, og derefter gik han ovenpå og præsenterede sig.

Her var han.

Han skulle med til afhøring, sagde Söhnlein på dansk og beordrede præsten til at pakke en kuffert med nogle få ejendele. Kokkepigen fandt hans overfrakke og et rejsetæppe, og hun hørte også noget, som tydede på, at tyskerne ikke for alvor troede på deres egen maskerade – for en af mændene tiltalte pastor Munk på tysk, og præsten svarede på tysk.

De var altså tyskere, ikke danskere.

En anden af tjenestepigerne forsøgte at løbe til en nabogård for at ringe efter hjælp hos dansk politi, men Kurt Carstensen stod på gårdspladsen og gennede hende ind igen.

Derefter gik det hurtigt.

Tyskerne fik Kaj Munk ud ad døren og ud i bilen, som Gföller havde køreklar, og da Lise Munk kom løbende for at tage afsked, så hun kun bilen forsvinde i mørket.

Vedersø er selv under de bedste betingelser ikke nem at nærme sig eller lægge sig bag. Byen ligger som en strøtanke nordvest for Ringkøbing, midt mellem søer og fjorde og plantager, lige langt fra hovedvejen og klitvejen, og uden anden forklaring end at den nu engang ligger der.

Så de havde haft deres hyr med at komme væk, ad biveje, postveje, småveje, indtil de endelig ramte hovedvejen til Aarhus.

Kaj Munk sad bag i bilen. På den ene side af ham sad Schwerdt, på den anden side Nebel, og foran sad Gföller, Carstensen og Söhnlein.

De kørte uendelig langsomt, lyden af den firecylindrede motor blev kun lejlighedsvis afbrudt af ufarlig konversation mellem Schwerdt, Nebel og Munk på bagsædet – og af Schwerdt, som fra tid til anden beordrede bilen til at stoppe for at sikre sig, at de ikke blev forfulgt.

Under et stop ved Herning hørte Carstensen tumult på bagsædet, og bagefter blev Kaj Munk tavs og fjern, døsig. Carstensen havde en mistanke om, at Schwerdt havde givet ham en beroligende sprøjte, gerningsmændene havde forinden talt om en sprøjte, sagde han. Munk fik et rejsetæppe over sig, og de kørte i tavshed gennem et Midtjylland, som krigen i mere end end forstand havde mørkelagt.

Hvor længe skulle de køre? Söhnlein havde fortalt dem om en stor plantage før Silkeborg, ved Hørbylunde Bakke, og den var det uudtalte mål. Da træerne begyndte at tætne, ved 72-kilometer stenen, gav Schwerdt ordre om at stoppe »under foregivende af, at de skulle forrette deres nødtørft«, som der står i politirapporten. De svingede over i venstre side af vejen.

Klokken var omkring midnat, og der var ingen andre biler. Carstensen og Söhnlein steg ud i højre side, mens Nebel, Schwerdt og Munk steg ud i venstre. Munk virkede åndsfraværende, og han var tavs, forklarede Söhnlein, og Carstensen fortalte senere, hvad han så:

Kaj Munk stod ved et træ, han bøjede let i knæene og stirrede ud i luften, Nebel og Schwerdt var bag ham, og så lød skuddene. Tre skud. Munk sagde ikke et ord. Han sagde ikke et ord ved det første skud, heller ikke ved det næste, og så fulgte det tredje skud.

Kaj Munk var død.

Murer Anton Seithen skrev sig selv ind i en birolle i danmarkshistorien den følgende morgen, en klar, kold morgen med let frost og et solidt rimlag.

Seithen kom klokken 8.15 »cyklende op ad Hørbylunde Bakke, i retning mod Pårup, og i højre side af vejen«, som det hed i politirapporten. Det var muligvis koldt, det var muligvis tidligt, og mureren skulle muligvis skynde sig på arbejde – men han havde ikke desto mindre sanserne med sig. På toppen af den 131 meter høje bakke så han, at der umotiveret lå »en sort genstand« ved et vejtræ, og han stoppede for at se, hvad det var. Det var en hue, en sort pelshue.

Rapporten fortsætter: »Straks efter fik han øje på en mand, der lå på ryggen i vejgrøften. Mandens ansigt var aldeles oversmurt med blod, og han var derfor klar over, at der var sket noget alvorligt, hvorfor han i største hast cyklede til Pårup Kro, hvorfra han ringede til læge Kronholm i Engesvang.«

Anton Seithen cyklede derefter tilbage til manden i grøften og ud af danmarkshistorien.

Han havde fundet Kaj Munk, og Kaj Munk var død.

Politiet kom til, læger kom til, teknikere kom til, og det blev til en efterforskning, som mange år senere stadig kan aftvinge beundring. Hvert et projektil, hver en læsion, hver en nok så perifer involveret person, hvert et nok så underordnet spor, blev undersøgt og endevendt, Munks mulige fjender i Vedersø og Stadil blev overvejet, hans kontroversielle nytårsprædiken og den lokale effekt blev vurderet, og politiets eksperter nærstuderede den seddel, som var blevet fundet ved liget: »Du svin har alligevel arbejdet for Tyskland.«

Til sidst endte efterforskningen, hvor den skulle ende. Med vidner, som havde aflæst nummerpladen på en grå Opel Kaptajn, og vicepolitiinspektør Otto Himmelstrup skrev i sin rapport: »Ved en fra København foretagen undersøgelse og forhøring blev det konstateret, at den omtalte bil, »Pol. 198-935«, var udgået fra Dagmarhus den 3. januar 1944. Da det forsøgtes at skaffe oplyst hvem, der havde været kørende i bilen, blev der nægtet yderligere oplysninger fra Dagmarhus.«

»Kort efter blev undersøgelsen beordret stoppet af de tyske myndigheder.«

Sagen var opklaret uden at være opklaret.

Otto Himmelstrup var tidens mest legendariske opdager. Som Berlingske dengang skrev i et portræt – hans blotte tilstedeværelse ved et forhør fik gerningsmanden til at tilstå.

Helt så simpelt var det ikke, og helt så let kom han ikke til sine store gennembrud; han var en nidkær systematiker, og hans efterforskning af drabet på Kaj Munk beviser det. Han var på det tidspunkt vicepolitiinspektør og chef for Rigspolitiets Rejseafdeling, og Munk var tydeligvis en sag, som han ville opklare, og efter befrielsen genoptog han efterforskningen.

I sommeren 1946 havde han fået fat i fire af gerningsmændene: Wolfgang Söhnlein, Otto Schwerdt, Kurt Carstensen og Louis Nebel. Den femte mand, Anton Gföller, blev på det tidspunkt betragtet som omkommet på Østfronten, og han havde også kun spillet en mindre rolle, viste efterforskningen.

Men hvem havde gjort det? Hvem slog Kaj Munk ihjel?

Diskussionen om drabsmanden er ofte endt i noget, der minder om en Blekingegade-situation, hvor gerningsmanden var ingen og alle, og siden er fire af de fem mænd på skift blevet udnævnt til Munks morder. Se og Hør bragte en falsk tilståelse fra Söhnlein i 1986, og Ritzaus Bureau skrev i 2007, at det kunne være Gföller, men hvis man læser retsreferaterne, politirapporterne og de kriminaltekniske undersøgelser, tager indicierne sig anderledes ud:

Kurt Carstensen bevidnede drabet, han stod et sted, hvor han uhindret kunne se, hvad der foregik, og ifølge ham steg Otto Schwerdt, Kaj Munk og Louis Nebel ud i den samme side af bilen. De stod stille et øjeblik, Munk støttede sig til et træ, og Schwerdt trak sin pistol og pegede mod Munks nakke og skød ét skud. Munk sagde intet og blev stående. Derefter trådte Nebel frem og affyrede to skud – mod Munks tinding.

Söhnlein bakkede Carstensens forklaring op. Han stod med siden til begivenhederne, men han fortalte, at Nebel, Schwerdt og Munk stod sammen, og at han hørte ét skud, og derefter så han Schwerdt komme hen til bilen, hvor Gföller sad bag rattet, og så fulgte de øvrige skud. Hvis Schwerdt stod ved bilen, kunne han ikke have affyret de øvrige skud.

Schwerdt forklarede, at Nebel skød alle tre skud, »som det jo var aftalt på forhånd«.

Hvis vi lægger de forklaringer til grund, så var Louis Nebel drabsmanden, uanset om Schwerdt skød det første skud. For de retstekniske undersøgelser viste, at det første skud var fra en tysk halvautomatisk pistol, og at kuglen tilsyneladende var defekt – og ikke gennemborede Kaj Munks kranium. Det forklarer også, hvorfor Munk ikke sank sammen ved det første skud. Det var et forfejlet skud og ikke dødeligt.­

Det var det skud, som Schwerdt kunne have affyret, ifølge Carstensens og Söhnleins forklaringer.

De to næste skud var dødelige. De to skud gennemhullede Munks kranium og skabte skudkanaler på tværs af hans hoved, og de slog ham ihjel. De blev affyret fra en 9 mm Colt, en pistol, som stammede fra en britisk våbennedkastning. Nebel havde sådan en pistol, og Carstensen, Söhnlein og Schwerdt er enige om, at han affyrede mindst to skud.

Selv benægtede Nebel at have begået drabet, og han pegede på Anton Gföller, som alle andre placerede bag rattet af den grå Opel på drabstidspunktet. Som det hedder i politirapporten: »Nebel blev foreholdt hans tre medskyldiges overensstemmende forklaring om, at Nebel skød skud mod præsten, efter at det første skud var affyret mod præsten med en lydløs pistol. Nebel nægter fremdeles at have skudt på præsten og påstår, at han overhovedet ikke havde skydevåben i hænde, da skuddene faldt.«

Politirapporten udtrykker således skepsis over for Nebels benægtelse, og de øvrige oplysninger i materialet kaster en tilsvarende skepsis af sig. Det fremgår, at Carstensen, Söhnlein og Schwerdt var lede og kede af at skulle deltage i drabet på Kaj Munk, og at de forsøgte at undslå sig opgaven. Omvendt fremgår det, at Nebel nok »undrede sig over« ordren fra Skorzeny, men at en ordre nu engang var en ordre, og at han ikke kunne svare andet end med et – som han på et tidspunkt udtrykte det – »Jawohl, Herr Obersturmbannführer, zu befehl.« Politirapportens skepsis illustreres også af, at kriminalbetjenten ordret citerer Nebels forklaring på sin dårlige hukommelse om begivenhederne, nemlig at drabet på Munk i den store sammenhæng »kun var en ringe ting.«

De andre gerningsmænd betragtede tydeligvis Nebel som gjort af et ufølsomt materiale. Carstensen var bange for Nebel, fremgår det, og selv en forhærdet soldat som Otto Schwerdt kaldte ham »den sorte«, og det havde intet med hudfarve at gøre; Söhnlein betragtede ham som en forhærdet forbryder, en »typisk terrorist«, og han havde fået det indtryk, at Nebel havde været gangster i Amerika, forklarede han til Otto Himmelstrup.

Nebel talte også over sig på et tidspunkt i de danske afhøringer. Han pralede af sin »erfaring« med den slags opgaver.

Betyder det, at vi kan udnævne bondesønnen fra Hochwald til manden bag det mest omtalte drab under besættelsen? Det er op til domstolene. De valgte ved retsopgøret en løsning, som får det til at se ud som om, at det mest berygtede drab under besættelsen blev begået af alle og ingen, og det efterlader i dag et gabende hul i danmarkshistorien.

Vi ved, at Kaj Munk for 70 år siden blev skudt, men vi ved officielt ikke hvem, der skød ham. Det er et spørgsmål, som er ubesvaret, men som ikke behøver være det.

Louis Nebel blev anholdt i 1946 og sad varetægtsfængslet, indtil han i 1949 blev idømt 12 års fængsel for sin deltagelse i drabet på Kaj Munk. I 1950 blev dommen i landsretten skærpet til 16 års fængsel. I 1952 blev han løsladt og udvist til Tyskland.

Nebel afsonede knap seks et halvt års fængsel for forbrydelsen.

Køb singlen om manden, der dræbte Kaj Munk og blev amerikansk spion »... Så læg en blomst i mit navn« her.