»Interessen for Kaj Munk var væk. Kun særlinge læste ham«

Kærligheden til Kaj Munk mødte jeg hos min morfar og mormor, der var jævnaldrende med ham.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lørdag den 1. januar 1944, nytårsdag, gik Kaj Munk ikke op på prædike­stolen under gudstjenesten i Vedersø Kirke, og han havde ikke sin præstekjole på, men var iført overfrakke og havde sit højrøde tørklæde om halsen. Han blev stående nede på kirkegulvet ved siden af juletræet, og han forklarede hvorfor:

»En dyb sorg og smerte har opfyldt mit sind. I den senere tid er der begyndt at gå skred på det gode nationale sammenhold i vort sogn. Folk, der ikke har det behov, går i tyskernes tjeneste. Dette må i sandhedens navn påtales her i denne kirke, der er bygget for at være et sandhedens tempel«.

Det var dem, der arbejdede for tyskerne med at bygge befæstninger langs vestkysten, han rettede sine øjne imod.

Denne prædikens utvetydige opfordring til at tage parti for Danmark mod Hitler-Tyskland blev som mange af hans prædikener holdt uden manuskript, men på opfordring skrev han den ned efter hukommelsen samme dag. Tre dage efter blev han som bekendt myrdet.

I 1946, på hans dødsdag, den 4. januar, udsendtes en lille bog, »I Guds bismer«, hvori denne prædiken blev trykt for første gang sammen med hans øvrige seneste prædikener. På dette tidspunkt stod Kaj Munk som inkarnationen af dansk retsind og modstandsvilje under krigen.

Kærligheden til Kaj Munk mødte jeg hos min morfar og mormor, der var jævnaldrende med ham. Hans højstemte skuespil talte til dem. Da jeg selv studerede ved Københavns Universitet i 1970erne, købte jeg Kaj Munks mindeudgave i ni bind for 50 kroner i brødrene Grubbs berømte antikvariat i Nørre­gade.

En foræringspris. Interessen for Kaj Munk var væk. Kun særlinge læste ham.

Det var lykkedes socialdemokraterne og marxisterne at slå vores største dramatiker ihjel. Det hedder sig jo, at alle store forfattere er venstreorienterede. En myte skabt af de middelmådige. Kierkegaard og H.C. Andersen var konservative. Henrik Pontoppidan blev det, og nogle af det 20. århundredes bedste forfattere med Martin A. Hansen i spidsen var konservative.

Det blev og bliver stadig brugt mod Kaj Munk, at han i 1930erne havde været begejstret for Hitler og kritisk over for demokratiet. Man glemmer, at han fik et andet syn på Hitler, da nazismen viste sit sande ansigt. Var Hitler død i 1938, ville han være gået over i tysk historie som en af nationens største statsmænd, konstaterede en Hitler-specialist som den højt respekterede historiker Joachim C. Fest.

Og man glemmer, at det i 1930erne ikke var usædvanligt at have en kritisk holdning til demokratiet. Først efter Anden Verdenskrig, der fra vestlig side med Churchill i spidsen blev gjort til et korstog for demokratiet, fik demokratiet sin fundamentalistiske status i den vestlige verden.

En af de konstant udfordrende egenskaber hos Kaj Munk er, at han som Søren Kierkegaard insisterer på valgets nødvendighed. For Kaj Munk var det ikke muligt at forholde sig passiv under den tyske besættelse, skønt han vidste, at det ville koste ham livet. I 2003 gjorde statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tale på Søværnets Officersskole i anledning af 60-året for samarbejdspolitikkens ophør 29. august 1943 op med de tre første krigsårs samarbejde med den tyske besættelsesmagt:

»Danskerne slap for de værste ødelæggelser. Landbrug og industri tjente på krigen. Så ud fra et gustent overlæg vil nogle måske kalde samarbejdspolitikken nødvendig, klog og hensigtsmæssig. (…) Men det er en meget farlig tankegang. Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk«.

Det ramaskrig, der rejste sig i kulturradikale kredse efter Foghs tale, viser, at Kaj Munks udfordring til stadighed er aktuel: valgets imperativ.

Den skarpsindige Georg Brandes, som de kulturradikale ser sig som arvtagere efter, skønt han temmelig hurtigt blev nationalkonservativ, konstaterede i sin berømte indledningsforelæsning, 1871, at dansk litteratur er lyrisk af natur. Dette er ikke forkert. Den store epiker er ligesom den store dramatiker sjælden i dansk kultur. Kaj Munk er dramatiker i den høje, lidenskabelige stil, den eneste i det 20. århundredes Danmark. 

Folketeatrets tidligere direktør, den fremragende og fortsat meget aktive teatermand, skuespiller og instruktør Preben Harris vil have Kaj Munk tilbage på en naturlig plads i dansk teater som den store dramatiker, han er. Det ønske tilslutter jeg mig.

I 2008 blev hans skuespil »Ordet« – som mange vel kender fra Carl Th. Dreyers mesterlige filmatisering – opført både på Odense Teater og Det Kongelige Teater i to vidt forskellige iscenesættelser, Lars Noréns på Det Kgl. og Carsten Brandts i Odense.

Jeg foretrak klart den meget følelsesstærke forestilling i Odense, men begge blev store succeser. Der er adskillige ting af Kaj Munk, der kalder på at blive spillet, ligesom vi mangler et solidt udvalg af hans tidsbundne, men utroligt levende journalistik.

Kaj Munk er en genial udfordrer. Så rige bliver vi aldrig, at vi har råd til at glemme ham.