Munk og jødehadet

Kaj Munk var oprørt over jødehadet i Tyskland. Han troede imidlertid i begyndelsen ikke, at det var Adolf Hitler, der stod bag forfølgelsen.

Fotografi af digteren og præsten Kaj Munk i sit hjem i Vedersø, sandsynligvis 1942. Kaj Munk var allerede tidligt kritisk over for nazisternes antisemitisme, men han mente ikke, at Adolf Hitler stod bag jødehadet. I løbet af 1930erne forstærkedes Munks kritik af antisemitismen, og hans skuespil »Han sidder ved Smeltediglen« spillede en rolle for at vaccinere danskerne mod jødehadet sydfra. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kaj Munk var i 1930erne og 1940erne det nærmeste, man kan komme på et nationalt ikon. Hans teaterstykker gik for fulde huse både i Danmark og i udlandet. På et tidspunkt havde han hele fire teaterstykker opført samtidig i Danmark. Han blev sammenlignet med Ludvig Holberg og prist som tidens største danske forfatter. Hans styrke var at gennemspille alle sine personlige dilemmaer i sine stykker, både de moralske, religiøse og politiske. Og dilemmaer var der nok af, ikke mindst i forholdet til Nazityskland.

Det var de dilemmaer, som både i Munks samtid og også helt op til vor egen tid har gjort Kaj Munk til en både elsket og kontroversiel skikkelse. Munks forhold til jøderne, nationalsocialismen og Adolf Hitler undergik i løbet af 1930erne ændringer, som reflekterede mange andre danskeres splittelse mellem afsky for antisemitismen, beundring for Adolf Hitler og en vægelsindet holdning til de selvsamme jøder, som nazisterne forfulgte. Netop fordi Kaj Munk kæmpede sig igennem disse dilemmaer og politisk tvivlrådighed og nåede frem til en klar afstandtagen til både antisemitisme, nazisme og Førerskikkelsen er han så spændende en skæbne.

Kaj Munk var længe forblændet af håbet om at se Adolf Hitler som Tysklands dynamiske leder. Han var allerede tidligt bekymret over nazisternes behandling af jøderne, men han kunne ikke tro, at Adolf Hitler stod bag jødeforfølgelserne. Op gennem 1930erne blev han konfronteret med »jødespørgsmålet«, og han vaklede mellem sympati for jøderne og at give dem en del af skylden selv for forfølgelsen.

Kaj Munk havde op til 1930ernes begyndelse ikke personligt bekendtskab med jøder, og en af hans første berøringer med emnet var, da han læste og anmeldte den tysk-jødiske forfatter Lion Feuchtwangers bog »Succes« i 1931. Feuchtwanger var en af Centraleuropas store forfattere, og hans bøger oversattes til mange sprog – også dansk. Munk var ikke imponeret, og det, der gjorde ham negativ over for bogen, var, at Feuchtwanger gav en kritisk skildring af Adolf Hitler og dennes kup i 1923. Munk kritiserede i sin anmeldelse af bogen billedet af nationalsocialismen og mente, at Feuchtwangers hårde ord måske skyldtes, at jøderne selv havde det hårdt. Det var Munks synspunkt, at Tyskland efter nederlaget i Første Verdenskrig måtte blive en verdensmagt igen. Tyskland skulle ifølge Munk ledes af en førerskikkelse som Adolf Hitler, og Munk vendte sig derfor mod Feuchtwangers negative skildring af Hitler. Per Stig Møller, nuværende folketingsmedlem for de Konservative, litterat og forfatter til flere bøger om Kaj Munk, bemærker syrligt i sin biografi om Munk, at mens han kom til at dyrke Hitler, så dyrkede Feuchtwanger snart efter Stalin. Sandt nok.

Kaj Munk var i 1930erne Danmarks ubestridt bedste dramatiker. Han nød ikke alene anerkendelse i brede kredse i Danmark, men udlandet havde også øje på den temperamentsfulde forfatter, der satte nutidens problemer til debat. I Berlin levede oversætteren Erwin Magnus, som oversatte skandinavisk og engelsk litteratur til tysk og solgte skandinaviske teaterstykker til tyske teatre. Erwin Magnus havde et nært forhold til Danmark, og hans første hustru, Elna Nathansen, var en dansk-jødisk kvinde. Erwin Magnus var som mange andre i den tyske film- og teaterverden jøde. Han fik øje på Kaj Munks dramatiske talenter og skrev til ham i oktober 1931 for at bede om lov til at oversætte teaterstykket »Cant« og sælge det til tyske teatre.

»Cant« var et historisk teaterstykke om den engelske konge Henrik VIII og Anne Boleyn, men som alle Munks stykker handlede det om store principielle emner som religion, kirken og diktatorer. Munk var godt bekendt med Tysklands kunst og besøgte flere gange Berlin og oplevede tysk teaterliv, som havde kronede dage med bl.a. instruktøren og skuespilleren Max Reinhardt, som også var jøde, som den førende tyske teatermand.

Samarbejdet med Erwin Magnus fortsatte, og Magnus oversatte først »Cant« og senere stykket »En idealist«, og Magnus arbejdede på at få solgt stykkerne til tyske teatre. De to udviklede, ifølge litteraturhistorikeren Søren Daugbjerg, noget, der kom tæt på et venskab. Deres breve, som Daugbjerg har fundet, viser et tæt samarbejde mellem de to, og i 1932 tog Magnus også fat på en oversættelse og bearbejdning af teaterstykket »Ordet«. Magnus var dybt grebet af Munks stykker, som han lod forstå i et brev fra juli 1932:

»Jeg kunde ikke sove en hel Nat, så oprevet var jeg, så begejstret.« Og han tilføjede i et brev fra september 1932: »Jeg personlig anser Dem for at være den største levende skandinaviske dramatiker og måske den største dramatiker, Danmark nogensinde har haft.«

Men Erwin Magnus' håb om at introducere Kaj Munk for et tysk publikum blev overhalet af den politiske virkelighed i Tyskland. I januar 1933 blev Adolf Hitler tysk rigskansler, og snart efter blev de tyske jøder udsat for chikane og forfølgelser. På Erwin Magnus' opfordring skrev Kaj Munk stykket »De Udvalgte«, som handler om Det Gamle Testamentes persongalleri, nemlig kongerne Saul og David. Stykket blev opført på Det Kongelige Teater, og den jødisk-svenske maler Isaac Grünewald skabte teaterdekorationerne. Stykket havde premiere i slutningen af 1933, men blev ingen kritikersucces.

I mellemtiden iværksatte nazisterne en udrensning af tysk film- og teaterverden. Jødiske emner blev forbudt, og jødiske skuespillere, manuskriptforfatter, og instruktører blev fyret og chikaneret. Den 1. april 1933 gennemførte nazisterne en aktion mod jøderne, hvor jødiske forretninger blev boykottet og restriktioner mod jøder blev indført. Det var derfor ikke det heldigste tidspunkt, at Kaj Munk skrev i en artikel i Berlingske Tidende (12. april 1933): »Banklukning i New York. Oprør i Grækenland. Jordskælv i Japan. Krig i Kina. Og på intimteatrene: Einstein i landflygtighed. Reinhardt fordrevet. Rotterne myrdet. Hitler sparker efter jøderne, der som sædvanlig dukker sig og lister ud i kulisserne og sætter sig stille på Pengesækkene...« Og Munk fortsatte med en henvisning til lokale danske forhold: »Selv i København opføres en grotesk: en dansk forening tager mod en henstilling fra en fremmed magt, lige lidt rimelig for foreningen som for gesandten...mine herrer dramatikere, savner De stof til Deres små komedier, så se kun til den store overshakespeare på verdensvarietéen.«

Munks billige bemærkning om jøderne på pengesækkene fik en læser, Julius Magnussen, til at brokke sig i et læserbrev i Berlingske Tidende. Kaj Munk svarede, at han i artiklen berørte: »...muligheden af en forbindelse mellem den tyske marks vaklen og Tysklands jødeforfølgelser. Mit syn på disse jødeforfølgelser fremgik af samme kronik, hvor jeg med harme omtalte begivenhederne omkring foreningen af 1916.«

Spørgsmålet melder sig selvfølgelig: hvad var der foregået i Foreningen af 1916 eller Selskabet af 1916, som denne forening rettelig hed, der skulle animere til dansk-tysk kulturelt samarbejde.

Historien om Selskabet af 1916 er central for at forstå dramaet om antisemitisme og den danske adfærd over for Nazityskland i de kommende år. I Selskabet mødtes Københavns bedre borgerskab, hvor tysk kultur blev introduceret. Formand for Selskabet var professor Carl Roos, der efter krigen fik ry for at have været pro-nazistisk, men som af professor i tysk ved Københavns Universitet Per Øhrgaard er blevet renset for denne anklage. Han var nærmere, ligesom Kaj Munk, national og dyrker af den stærke mand med en hang til at se Hitler som den nye dynamiske kraft i Europa. Den 4. april 1933 havde Selskabet indbudt Lilly Freud-Marle til at recitere digte af den tyske digter Rainer Maria Rilke. Lilly Freud-Marle læste op, og Carl Roos annoncerede endnu en oplæsningsaften den 7. april.

Denne oplæsning blev imidlertid ikke til noget, idet man aflyste forestillingen. I Berlingske Tidende kunne man 6. april læse en forklaring på aflysningen. Der var gået politik i sagen. Det var et pres fra de tyske diplomatiske myndigheder i København, så man havde følt sig nødsaget til at aflyse. Den tyske gesandt Baron von Richthofen skrev til selskabet: »...det forekommer os en urimelig tanke at en dansk-tysk forening ikke skulle være på talefod med den tyske regerings repræsentant her i landet.« Det var dette forløb, som Kaj Munk refererede til i sit svar i Berlingske Tidende.

Carl Roos indkaldte derefter til et bestyrelsesmøde, hvor han krævede en afstemning om sagen, men et flertal i bestyrelsen gik ind for en aflysning, hvorefter Carl Roos trådte af som formand for foreningen. Han var så retlinet, at han inviterede Lilly Freud-Marle hjem til sig selv privat for at bøde på selskabets adfærd. Også bestyrelsesmedlem og den senere socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt udtrådte af bestyrelsen for at vise sin solidaritet med Lilly Freud-Marle. Der har hersket usikkerhed om, hvorvidt Bomholt vitterlig udtrådte, fordi han ikke var til stede, da afstemningen fandt sted, men Søren Daugbjerg har dokumenteret, at det gjorde han siden. Det var det første tegn i Danmark på, at man bøjede sig for den nyvalgte rigskanslers magt og lod antisemitismen spille en rolle. Roos udtalte til Berlingske Tidende: »Jeg beklager det for Selskabets skyld og jeg beklager det, fordi det kunne give det udseende af, at man i Danmark er tilbøjelig til at lade sig påvirke af antisemitiske bevægelser i Tyskland.«

Sagen var nemlig den, at Lilly Freud-Marle (1888-1970) var jøde. Hendes søster, Margarete, var gift med Erwin Magnus. De to søstre var dr. Sigmund Freuds niecer. Hun var en kendt tysk skuespillerinde, og hun var sandsynligvis kommet til København på grund af forbindelsen til Erwin Magnus. Lilly Freuds mand, Arnold Marle, var kort før Lillys afrejse til København blevet fyret fra sin stilling som regissør og skuespiller ved Hamburger Schauspielhaus på grund af sin jødiske afstamning. Nettet strammedes.

Balladen i Selskabet af 1916 og de tyske antisemitiske tiltag fik en læser i Jyllands-Posten til at skrive en opfordring til Kaj Munk om ikke stiltiende at acceptere det tyske jødehad. I sit svar tog Munk udfordringen op (25. april 1933) og skrev klart imod jødehadet: »...hvad jeg aldrig kommer til at forstå, er den Hitlerske bøllefacon at gøre op med jøderne på...at røve dem alle eksistensmuligheder og forbyde dem at rejse, det er en optræden der nok kunde kalde på behjertede kristnes tydelige protest.« Munk skrev, at det var en skændsel, hvad der foregik i Tyskland, og han kom også ind på Selskabet af 1916, idet han skrev, at han havde foragt for de bestyrelsesmedlemmer, der var gået ind for at aflyse Lilly Freud-Marle optræden.­

Så langt så godt. Men Munk havde stadig et blødt punkt for Hitler som den dynamiske nye fører. At han tog afstand fra jødehadet i Tyskland syntes ikke at være ensbetydende med, at han konsekvent tog afstand fra Hitler og diktaturet. Erwin Magnus var i 1934 havnet i Danmark, og han havde i første omgang efterladt sin anden hustru, Margareta Freud, og børn i Østrig. Erwin Magnus skrev til Munk, at de nazistiske antijødiske regler havde ruineret ham og hans familie. Han opholdt sig i Nakskov, hvor han boede hos vennen og polarforskeren Peter Freuchen, hvis teaterstykker han også havde oversat og fået sat op i tyske teatre. Magnus skrev til Munk: »Jeg havde det store Held at være i Østrig, da Hitlerpesten udbrød, der financielt ruinerede hele min familie og mig selv med...«

Munks svar til Erwin Magnus var ikke venligt:

»Det ser ikke lyst ud for vort samarbejde. Jeg forstår så udmærket Deres syn på Hitler, det kan næppe være andet; men min indstilling er en stikmodsat. Under disse forhold frygter jeg, at en samtale mellem os vilde mere skille end nærme.«

Man kan have forskelligt syn på politiske forhold, og endnu i 1934 vidste ingen, at det ville ende med massemord og holocaust. Endnu syntes Hitler dynamisk at kunne ændre Tysklands skæbne efter nederlaget i Første Verdenskrig og den økonomiske krise. Det kan man forstå, men det er vanskeligere at forstå, at Kaj Munk slog hånden af den mand, som utrætteligt havde kæmpet hans sag i Tyskland og havde udtrykt sin beundring for ham. Magnus havde ulønnet oversat tre af Munks skuespil og gjort alt for at få dem opført. Det var ikke et sympatisk træk fra Munks side. Som mange andre tysk-jødiske flygtninge levede Erwin Magnus en kummerlig tilværelse i Danmark med kortvarig opholdstilladelse, men uden arbejdstilladelse. Han fik dog sin familie til Danmark i 1937, og han fik hjælp af ikke mindst den danske forfatter Karin Michaëlis, der hjalp mange flygtninge.

Selv om Munk havde slået hånden af Erwin Magnus, forsøgte Magnus stadig at få opført Munks stykker i Tyskland – også af økonomiske grunde. I september 1934 kunne han meddele Munk, at Staats­theater i Schwerin havde antaget stykket »Ordet«. Magnus var en kendt kulturpersonlighed i Tyskland, men nu oplevede han, at hans navne blev slettet af bøger og skuespil. Hans oversættelse af Jack Londons romaner – 35 i alt – udkom nu, uden at Magnus var nævnt. I februar 1935 blev »Ordet« opført, men programhæfte og indhold var blevet ændret, så det svarede til naziregimets politiske retningslinjer, og Magnus var blevet slettet som oversætter.

Magnus kunne som jøde ikke få penge ud af Tyskland, og han havde intet at leve for. Via Munk fik han dog udbetalt 78,84 kr. fra Tyskland. I september 1935 ophører korrespondancen mellem Magnus og Munk med et sidste brev fra Magnus, hvori man finder denne formulering: »De skal ikke føle Dem bundet til mig som oversætter mere, da det nu er blevet forbudt at opføre Skuespil i Tyskland, der er skrevet eller oversat af Jøder. Det er en smertefuld Lykke at være Jøde, og det har det nok altid været.«

Magnus' skæbne blev ulykkelig. Han klyngede sig til at blive her, og i oktober 1943 flygtede han med sin familie til Sverige. Han kom tilbage i 1945, men døde allerede i 1947. Han ligger begravet på Mosaisk Vestres Begravelsesplads i København. Hans familie blev efter krigen boende i Danmark. Erwin Magnus’ datter af første ægteskab, Karen Nathansen, blev taget af tyskerne ved jødeaktionen i Danmark og deporteret til Theresienstadt. Også Lilly Freud-Marle overlevede krigen, idet hun med sin mand flygtede til England. Men mange af slægten Freud og Marle døde i koncentrationslejre, således også fire af Sigmund Freuds søskende. Lilly Freud-Marle havde et nært forhold til sin onkel og hendes portrætbog »Onkel Sigi. Aus den Memoiren einer Freud-Nichte« giver et varmt portræt af psykoanalysens fader.

Selv om Kaj Munk havde svært ved at vriste sig fri af troen på den stærke mand, som Adolf Hitler personificerede, kritiserede han åbent, hvad der skete med jøderne i Tyskland. I en kronik i Jyllands-Posten fra september 1935 skrev han, at jøderne blev behandlet uretfærdigt i Tyskland, og han sluttede med salven: »Alverdens kristne lande vilde gøre et stort forsøg på at enes om blot eet: med alle midler at tilkendegive Tyskland, at det må regnes for stående enten i revolutionstilstand eller uden for civilisationen, så længe grove krænkelser og rå overfald tolereres af myndighederne.« Dermed gik han længere, end hvad man ellers så i Danmark, hvor emnet om jøderne ikke var påtrængende i 1935, og hvor der ikke var mange røster, der krævede handling. Men stadig nærede han en beundring for Hitler, som han ikke kunne forlige med forfølgelsen af jøder: »Den Hitler, der væltede socialdemokratiet, knuste kommunismen...løftede op af rendestenen et stort og stærkt og samlet og strålende Tyskland, er det den samme mand, der ikke ved sine råd i kirkekampen og ikke kan standse den epileptiske forfølgelse af en hjælpeløs flok?«

Endnu indtil 1936 kunne det endda hænde, at Kaj Munk fremsatte den formodning, at jøderne selv var skyld i jødehadet. Man må huske, at selv om jøderne i Tyskland kun udgjorde godt 500.000 mennesker, så havde de sat et mærkbart aftryk på tysk kunst, journalistik, videnskab og finanspolitik. Til periodens mest uheldige formuleringer hører Kaj Munks anmeldelse af overrabbiner M. Friedigers bog »Landet, der genopbygges« om jøderne i Palæstina. Friediger, der senere blev deporteret til Theresienstadt, skrev den i 1936, og i Munks anmeldelse i Dagens Nyheder reflekterede han over, at Gud måske havde en højere mening med jødeforfølgelserne: »Ved hjælp af dette ris kan han (Gud) af den ækle, skeptiske, nydelsessyge overklassejøde i Berlins saloner skabe en helt, en martyr, en troende, der ofrer sig selv for det, han før fornægtede.«

I løbet af 1936 gik gruen mere og mere op for Kaj Munk. Han blev såmænd også selv offer for nazistisk vrede. Da han i 1936 kritisk havde omtalt udviklingen i Tyskland, dog stadig uden at kritisere Hitler direkte, indløb en klage fra Tyskland til det danske udenrigsministerium, hvor Munks ånd blev sammenlignet med »jødisk asfaltlitteratur«. Munk svarede vredt igen. I januar 1938 var Munk på rejse i både Frankrig og Tyskland og med egne øjne kunne han nu se, hvad jødehadet havde udviklet sig til. I Nationaltidende blev han citeret for erkendelsen: »denne Hitler må jo ikke være den, vi troede, han var...« (31.1. 1938), men paradoksalt nok vedblev han at forsvare Hitler i andre udtalelser fra perioden.

Men Munk fulgte nøje udviklingen i Europa, og da forfølgelsen blev værre, blev hans reaktion stærkere. Den 8. april 1938 udkom hans skuespil »Han sidder ved Smeltediglen« som bog. Stykket blev afgørende for Munks videre udvikling og skæbne. Det behandlede jødernes situation i Tyskland og fortæller om en tysk arkæolog ved navn Mensch – altså menneske, der egentlig ikke er politisk interesseret og affinder sig med de politiske tilstande i Tyskland og dermed også med antisemitismen. I stykket indgår også spørgsmålet om, hvorvidt Jesus skal opfattes som jøde eller ej, for hvis Jesus var jøde, synes nazisternes jødehad jo også at være rettet mod kristendommen. I stykket optræder en jødisk kvinde, Sara Levi, og Mensch oplever nu tysk antisemitisme i virkeligheden.

Også Hitler optræder i stykket, og Kaj Munk stiller spørgsmålet, om det er fædrelandet eller sandheden, man skal foretrække. Sara Levi var modelleret efter en samtidig tysk-jødisk skuespiller Grete Mosheim, som Munk var faldet pladask for under et besøg i Berlin, hvor han havde set hende på scenen. Med stykket gennemspiller Munk sine egne kvaler med at vælge politisk holdning op gennem 1930erne. I stykket friholdes Hitler stadig, idet de værste nazistiske udtalelser er lagt i munden på andre. Af offentligheden blev stykket modtaget positivt, og flere anmeldere betragtede det som Munks nye erkendelse om nazismen og jødehadet.

Med sit stykke var Kaj Munk i de kritiske dage med til at forhindre, at tysk antisemitisme fik fodfæste i Danmark. Der var ikke fare for, at tysk racisme ville vinde bred sympati i Danmark, for kun hos relativt få nazister var dette ekstreme jødehad på mode. Men der herskede i Danmark i 1930erne mildere og udbredte former for negative følelser over for jøder. Der var en kristen antisemitisme, der havde rødder i kristen antipati mod jøderne som Kristusmordere. Der var en nationalistisk retning, der betegnede jøder som ikke-nationale og trak på hadet til den kosmopolitiske jøde personificeret i Georg Brandes' person. Og der var i socialistiske kredse et had til jøder som kapitalister. Alle disse antijødiske fordomme kunne have fået vind i sejlene under indtryk af nazismen, men heldigvis var der i brede kredse en forståelse for, at dette ikke måtte ske, og med stykket »Han sidder ved Smeltediglen« var Kaj Munk med til i en kritisk situation at gøre danskerne denne fare klar. For at forstå, hvor stor betydning Munks stykker og person havde, kan anføres, at Munk den 30. november 1938 læste op af stykket for arbejdsløse i K.B. Hallen, hvor der kom 4.000 tilhørere. Indtægterne gik til Kirkens Korshærs arbejde for de arbejdsløse. Han havde fat i ikke blot de intellektuelle og det bedre borgerskab, men i bredere lag af befolkningen.Næppe noget kunne have forhindret udviklingen i Tyskland. Jøder blev nu sendt i kz-lejre, og indgreb blev stadig hårdere. Kaj Munk skrev lige efter Krystalnatten 9. november 1938 i Tyskland et åbent brev til Benito Mussolini, hvori han bad denne gribe ind for at standse vanviddet i Tyskland. Men også Italien havde på dette tidspunkt indført antijødiske love. Munk havde også et konkret forslag, idet han forestillede sig, at tyske jøder kunne sendes til Abessinien i Afrika – det nuværende Etiopien. Gennem de næste år skulle en række planer om jødiske nationer blive foreslået af alle mulige mennesker: Uganda, Madagascar, Lublin-området, Argentina og andre steder. Abessinien-planen var selvfølgelig håbløs, men til Munks store fordel tæller, at han nu også gjorde en indsats for konkret at hjælpe nødstedte jøder, som der blev flere og flere af i Danmark på trods af en yderst restriktiv politik. Munks stykke »Fugl Føniks« om den kaotiske verdenssituation blev i november 1938 læst op af skuespilleren Poul Reumert i Odd Fellow Palæet til fordel for tyske jøder.

På dette tidspunkt var Munk den mest omtalte person i Danmark. Fire af hans teaterstykker gik for fulde huse, og han var konstant i avisernes spalter. Da man i januar 1939 ville sætte »Han sidder ved Smeltediglen« op i Sønderjylland, skrev Berlingske Tidende, at justitsminister K.K. Steincke havde henstillet til ikke at opføre stykket, fordi det var for farligt i grænselandet. Per Stig Møller skriver i sin biografi om Kaj Munk, at Steincke i sidste ende greb ind og i januar 1939 stoppede stykket. Det blev opført i både Oslo, Helsingfors og Stockholm og vakte kolossal opsigt og debat.

I flere tyske aviser blev Munk og hans stykke nu angrebet for at være en kritik af Tyskland, nazismen og Hitler. Men Munk havde endnu ikke direkte angrebet Hitler, og han havde endnu i slutningen af 1938 et positivt syn på Førerens muligheder for at skabe et nyt og bedre Tyskland; et synspunkt han delte med mange andre europæere og danskere. I Munks øjne var den eneste fatale fejl behandlingen af jøderne. Først da Nazityskland i marts 1939 gik ind i Tjekkoslovakiet, indså Munk klart, at Hitler ikke var uskyldig. Efter besættelsen lagde Munk ikke skjul på sin afsky for nazismen og Hitler, hvilket bragte ham i skydeskiven for nazisternes vrede. Så sent som i november 1942 kom han igen ind på jødernes forhold og opfordrede til solidaritet med de forfulgte jøder.

Der var i Munks politiske udvikling og synet på jøderne op gennem 1930erne en del modsigelsesfyldte udtalelser. Han bebrejdede til tider jøderne for deres dominerende rolle i Tyskland, og han fastholdt uforståeligt længe sin tro på Hitler som Tysklands redningsmand. Men der var kun få, der som Kaj Munk talte så åbenlyst mod jødehadet og endda opfordrede til aktion imod det. Med sin holdning og ikke mindst med stykket »Han sidder ved Smeltediglen« var han med til at forhindre, at antisemitismen i en eller anden form bredte sig til det danske folk.