Ud af ensomheden

70 år efter drabet: Om dette tema og Kaj Munks vej tilbage i det gode selskab.

Her sluttede rejsen. Berlingske-fotograf Søren Bidstrup er rejst efter Kaj Munks mordere, fra Dagmarhus i København til drabsstedet ved Hørbylunde Bakke ved Silkeborg, hvor mindekorset står i dag. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kaj Munk var i en generation en af de ensomste mænd i danmarkshistorien.

Som juleplatter var han noget fra en svunden tid, holdt i live af de få, overset af de mange og ugleset af stærke, og han var nærmest retoucheret ud af bevidstheden. Hans skuespil var dårlig smag, hans patriotisme pinlig, hans kristendom venneløs, og flirtede han i øvrigt ikke i en periode med Hitler?

Det var en mærkværdig skæbne for en mand, som under besættelsen brugte ordet som sin modstand og frimodigt talte besættelsesmagten imod – som fik forbudt sine skuespil, censureret sine artikler og blev forment adgang til prædikestole i København. Og som døde for det. i præstegården i Vedersø og kørte ham halvvejs over Jylland, skød ham med tre skud og efterlod hans lig i en grøftekant.

I fortællingen om de onde år blev han hyldet som martyr – men årene før de onde år var ikke glemt. Kommunister som Otto Gelsted og Martin Andersen Nexø og socialdemokrater som Hal Koch og K.B. Andersen gik efter befrielsen til angreb på Kaj Munk. Præsten i Vedersø havde i 1930erne hyldet diktatorer som Adolf Hitler og Benito Mussolini, sagde de; han ville sælge parlamentarismen for øjeblikkets action­mænd, og han lærte aldrig at holde af det lunkne kompromis, som er demokratiets væsen.

Han var »en hjemme-nazist,« hvæsede Nexø.

Munk kunne formentlig nok have overlevet kritikken, for havde han ikke netop – med en parafrase over Jesu ord – sat sit liv til for, at han skulle få det igen? Men han kunne ikke overleve skiftet i tidsånden; værdikampen i 1930erne havde været præget af et opgør mellem på den ene side romantisme og idealisme og på den anden side modernisme og materialisme, den første side var Kaj Munks side, og efter krigen var den væk. Nationalisme blev erstattet af internationalisme, mystik og følelser af videnskab og logik, heltedyrkelsen af masserne, og Kaj Munks insisteren på at give alt for ét blev erstattet af relativisme og postmodernisme, og der var aldrig et simpelt svar på noget. Hvis man spurgte om klokken, forventede man nærmest svaret: »Det er kompliceret…«

Det vil være forkert at hævde, at Kaj Munk i dag er rehabiliteret og tilbage, for han er stadig en kontroversiel størrelse, mange af hans synspunkter er stadig ufordragelige, og hans litterære kvalitet er stadig svingende. Men Per Stig Møllers biografi »Munk« gjorde i 2000 for Munk, hvad Thorkild Hansen tidligere havde gjort for Knut Hamsun, og Munks skuespil »Ordet« er siden blevet optaget i den danske kulturkanon, hans præstegård er nu nationalt klenodie, et universitet har oprettet Kaj Munk Forskningscentret, og i denne uge deltager dronning Margrethe i Københavns Domkirke i en international mindehøjtidlighed for 70-årsdagen for hans død.

Derfor dette særmagasin med fotograf Søren Bidstrups billeder i sporet på drabsmændene og med uddrag af singlen  Samt  og portræt af præsten,  af hans digte, skuespil og prædikener og endelig Claes Kastholms  om Kaj Munks betydning og insisteren på nødvendigheden ved at vælge.

Temaet er ikke et mindetema, ordet lyder af noget, der gemmer sig i gamle bøger og oplukte høje. Derimod er det et tema, der forhåbentlig beviser, at Kaj Munk er så levende, som hans puls er stille, og at han stadig er en debat – eller, som han selv ville have sagt det »en vrede« – værd, og at han i det mindste er ude af historiens ensomhed.

Og det er i sig selv en sejr, for manden og for ordet.