Blød folkegave uden sure miner

Når A.P. Møller Fonden giver en milliard kroner til folkeskolen, er det blot endnu en tidligere rent skatteyderbetalt opgave, som nu også bliver finansieret af private midler. Forskellen på nu og situationen for 20-30 år siden er, at ingen løfter et øjenbryn i dag.

A.P. Møller Fonden givet en milliard kr. til at løfte niveauet i folkeskolen - og det er ikke til at opstøve én eneste ærlig protest. Det var utænkeligt for 20-30 år siden. . Fold sammen
Læs mere
Foto: Annelene Petersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da A.P. Møller Fonden i 1980 købte Larsens Plads i København for at forære hovedstaden en park, blev det færdige projekt for Amalie-haven året efter kun vedtaget efter store protester fra venstrefløjen i Borgerrepræsentationen. Da A.P. Møller Fonden 20 år senere meddelte, at den havde købt Dokøen for at bygge en opera, var det heller ikke alle, der var lige begejstrede.

Nu har A.P. Møller Fonden givet en milliard kr. til folkeskolen, og det er ikke til at opstøve en ærlig protest – ikke engang ude på den yderste venstrefløj eller fra de sarteste pædagogiske æsteter. Den offentlige debat går på anvendelsen af milliarden, ikke dens oprindelse.

»Det ville være helt utænkeligt for 30 år siden, at Mærsk forærede en milliard til folkeskolen, uden at det blev problematiseret som utidig indblanding. Men der er sket et skred i den offentlige mening. Vi har en generel holdningsændring i samfundet, som er blevet mere borgerligt, og man ser nogle elementer i ungdomskulturen, som er mere individualistiske og meget mere rationelle og målrettede,« siger Jannik Schack, politisk chef i Tænketanken DEA.

En stor del af modstanden mod de tidligere folkegaver bundede i, at Mærsk troede, at han skulle medbestemme, hvordan Amaliehaven og Operaen kom til at se ud, selv om vi alle skulle kigge på dem. Det var heller ikke helt gratis for skatteyderne at modtage gaverne.

DEA har for to år siden undersøgt, hvad midler fra de private fonde betyder for forskningen på universiteterne, som i stigende grad finansieres af eksterne midler. Stadig flere af universiteternes basismidler bliver derfor bundet til at supplere forskningsmidler udefra.

»Når Novo giver halvanden milliard til et forskningscenter på Københavns Universitet, så er det jo ikke helt uden bindinger, og det sætter et præg på, hvad der forskes i. Men universiteterne går ind i det med åbne øjne, og det må kommunerne også gøre med folkeskolerne. Uddannelsesområdet har været særligt helligt, og det er først de senere år, at vi har kunnet så meget som tale om bruger-betaling. Men folkeskolen skal ikke på forhånd gå i spagat over at sælge sin sjæl. Den skal bare vurdere, om den får et nødvendigt tilskud til driften,« siger Jannik Schack.

Større frihed til forskningen

Milliarden til folkeskolen er givet med helt usædvanligt få betingelser for en fonds-donation. Men når det gælder eksternt finansieret forskning, er det ikke nødvendigvis de private fonde, der binder flest betingelser i halen på de mange penge.

»Som videnskabsmand føler jeg en meget større frihed med fondsmidlerne. Man får donationen på en forskningsvision, ofte på en lidt skæv idé, og på et meget stærkt CV. Når man først har fået pengene, kan man gøre, hvad man vil, bare man er god og får lavet noget,« siger den danske matematiker Henrik Pedersen, professor og siden 2001 dekan ved Syddansk Universitets naturvidenskabelige fakultet, som modtager mange eksterne midler fra både private og offentlige fonde, såvel nationalt som på EU-niveau.

»Det er bemærkelsesværdigt, at de private fonde ser nødvendigheden af den grundvidenskabelige videnskab. Stadigt flere af de offentlige midler går til strategisk forskning, som er målrettet til at løse samfundets problemer, sådan som vi ser dem i dag. Typisk er det klima og energi eller sygdom og sundhed. Men det viser sig jo, at Grundforskningsfonden, som kun finaniserer to procent af videnskaben, tager 15 procent af patenterne hjem på anvendt videnskab,« fortæller Henrik Pedersen, der blev uddannet i 1980 og har indledt sin forskningskarriere i en forgangen æra, hvor forskere, som søgte private midler, halvt spøgefuldt blev beskyldt for at være »ude med laktasken«.

»Universitetsforskere betragtede dengang erhvervslivet med stor mistro, og vi frygtede, at privat finansiering var et angreb på forskningsfriheden og integriteten. Man må sige, det har ændret sig, men vi elsker dem jo ikke, fordi vi elsker penge. Det er fordi vi får lov til at gøre det, vi har lyst til og er bedst til som videnskabsfolk«, siger Henrik Pedersen.