Farvel til våbnene, goddag til ægteparret på kontanthjælp

Dagens overblik: Hjemmeværnets tiltag udløser politisk furore, Anders Fogh undsiger Venstres valggeneral om partibetalte jakkesæt, og så er det endelig lykkedes et medie at lokalisere et ægtepar på kontanthjælp med mange børn. Få overblikket over dagen i dansk politik her.

Hjemmeværnet skal aflevere deres bundstykker. Her ses hjemmeværnssergenten Christina med sit M95-gevær inkl. bundstykket, som hun netop har taget ud af sit sikrede skab, der ses i baggrunden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Endnu en dag, endnu en politisk morgenpost med overblik over dagens historier.

Farvel til våbnene
Efter terrorangrebet i København angiveligt blev begået med et gevær stjålet fra en hjemmeværnsmand, skal værnsfolket nu aflevere deres bundstykker på et centralt lager. Uden den vitale våbendel virker automatgeværerne ikke.

Forsvarsordfører Troels Lund Poulsen (V) betegner i Berlingske tiltaget som »vanvittigt«, DF's Marie Krarup er vred over, at »terrorberedskabet i Danmark nedsættes«, mens forsvarsminister Nicolai Wammen (S) kalder beslutningen »fornuftig«.

Venstres ægtepar
Information har higet og søgt, Politiko.dk har bragt en efterlysning, men i aftes lykkedes det TV 2 at lokalisere virkelige mennesker, der nogenlunde matcher Venstres kampagne om kontanthjælpsægteparret, der modtager 454.215 kr. årligt i kontanthjælp, børnecheck, boligstøtte og tilskud.

Se tv-indslaget om det sønderjyske ægtepar med fem børn her, og bedøm selv, om de bør modtage mindre i offentlige ydelser, sådan som Venstre foreslår.

Hvis ikke du gjorde det i går, så læs i øvrigt også interview med arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen (V), der har mere end almindeligt svært ved at konkretisere netop det kontanthjælpsloft, som hele partiets kampagne handler om.

Opsang
Regeringens udspil til en integrationsreform er lige på trapperne. Økonomi- og indenrigsminster Morten Østergaard (R) gøder jorden med et pressedækket besøg hos udenlandske ISS-ansatte og en opsang til landets kommuner, der oftere sender danskere frem for udlændinge i virksomhedsaktivering.

»Jeg mener, at kommunerne har svigtet ved ikke at give flygtninge og indvandrere tilbud af samme høje kvalitet, som andre ledige får. Det, der virker, er at komme ud på arbejdspladserne, og jeg oplever, at virksomhederne gerne vil være med. Men det kræver, at der er nogen fra kommunen, der banker på,« siger Østergaard til Politiken.

Hvorfor Danmark?
Jyllands-Posten har talt med Mariana Stoyana, mangeårig asylchef i Bulgarien, der udgør Europas sydøstlige yderpost. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor relativt mange flygtninge søger mod Danmark.

»I de seneste to år er Danmark rykket op på listen over lande, som er attraktive mål for flygtningene. Det skyldes blandt andet den gode modtagelse, asylansøgere får her i landet, samt de høje sociale ydelser,« siger hun i et budskab, som Venstre-folk må læse med hånden på hagen og nikkende hoveder. Som bekendt ønsker Venstre at genindføre starthjælpen og altså sænke den kontante støtte til flygtninge i Danmark.

Fogh undsiger Venstre-general
Ekstra Bladet bemærker i dagens avis en bestemt kommentar fra et stort interview med Anders Fogh Rasmussen bragt i Politiken i weekenden.

»Jeg kan i hvert fald roligt sige, at jeg har altid betalt mit tøj selv,« fortalte han til avisen og undsagde dermed Venstres valggeneral og partisekretær, Claus Richter.

Under sidste års tøjballade forsøgte Richter ifølge både BT og TV 2 at dysse sagen ned på et gruppemøde med den begrundelse, at også Fogh fik betalt tøj i sin formandstid. Men det passer altså ikke ifølge den tidligere V-formand, statsminister og NATO-generalsekretær.

Richter har i dag ingen kommentarer til Ekstra Bladet.

Kongemord
Poul Høi fortsætter med at grave i historiske dokumenter over there. I dag beskriver Berlingskes USA-korrespondent, hvordan USA håbede, at udenrigsminister K.B. Andersen ville vælte Anker Jørgensen efter nederlaget ved jordskredsvalget.

»Jeg er af den opfattelse, at han i bund og grund kan lide os,« lød det i et telegram om K.B. Andersen sendt af den amerikanske ambassadør i Danmark til Washington i 1974.

Fik du læst?
Bedrageridømte Klaus Riskær vil gerne i Folketinget. Men kan man overhovedet blive MF'er med en dom på CV'et? Politiko.dk søger et svar.

Det sker i dag
- Forhandlinger i Justitsministeriet om en terrorpakke. Striden står især om en stor del af finansieringen, som regeringen først vil finde i efteråret, når politiets økonomi alligevel skal genforhandles. Den borgerlige opposition vil have nye penge på bordet nu. Ellers må en aftale udskydes. Jyllands-Posten varmer op til rabalderet.

- Kl. 13: I dag er der igen spørgetime mellem statsministeren og partilederne. Vi sender det live på Politiko.dk.

- Kl. 15: Åbent samråd med justitsminister Mette Frederiksen (S), der skal forklare, hvad regeringen vil gøre ved kriminelle udlændinge, der bliver ved med at returnere til Danmark trods en udvisningsdom.

- Kl. 16: Åbent samråd med uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) om, hvorvidt det er en gevinst at ansætte forholdsvis flere kvindelige professorer på universiteterne.

- EU's økonomi- og finansministre samles i Bruxelles for at diskutere vækstinitiativer, bankunion og meget andet. Morten Østergaard (R) repræsenterer Danmark.