Socialdemokratiet vil med til forhandlinger om bilafgift

Hvis aftalen om en ny bilafgift ikke har fokus på miljø og sikkerhed, er S klar på at rulle den tilbage.

Socialdemokratiet vil med til forhandlingerne om bilafgifter. Det udtaler finansordfører Benny Engelbrecht (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

København. Socialdemokratiet vil inviteres med ind til forhandlingsbordet, når regeringen og Dansk Folkeparti tirsdag eftermiddag forhandler videre om en ny bilafgiftsmodel.

Hvis aftalen ikke tilgodeser miljø og sikkerhed, er Socialdemokratiet klar til at rulle den tilbage, når de kommer til magten.

Det siger finansordfører Benny Engelbrecht.

- Får man ikke lavet en ordentlig aftale, så man løser de udfordringer med bedre sikkerhed og bedre miljø, så kan vi ikke garantere, at aftalen ikke bliver lavet om på et tidspunkt.

- Det vil være bedre for alle parter, også for bilbranchen, hvis vi kan sikre, at det her ikke bliver lavet om, siger Engelbrecht.

Han er bange for, at regeringen har for meget fokus på, at meget dyre biler bliver markant billigere.

Både DF og S har opfordret til en bred aftale baseret på bilens miljø- og sikkerhedsegenskaber.

Indtil videre er det kun regeringen og DF, som har forhandlet.

Gruppeformand Peter Skaarup (DF) forventer ikke, at der kommer en aftale tirsdag. Det er heller ikke sikkert, det bliver i denne uge, siger han.

Men der kommer ikke til at gå måneder, lyder vurderingen fra Skaarup, der repræsenterer DF ved forhandlingerne.

- Jeg håber, vi kommer tættere på det, DF gerne vil. Altså en løsning, som gavner sikre biler samt biler, der skåner miljøet.

- Det ser vi hellere, end at man laver en general sænkning af afgifterne på alle biler, siger Skaarup.

VLAK-regeringen har meldt ud, at den ønsker en flad bilafgift på 100 procent.

DF og regeringen forhandlede sidst - officielt i hvert fald - i fredags. Efterfølgende har embedsmænd i Finansministeriet og Skatteministeriet været i gang med diverse beregninger ud fra politikernes diverse ønsker.

Intet i de nye beregninger har fået DF til at skifte kurs, meddeler Skaarup.

En knast i forhandlingerne er leasingbiler.

- Der skal lukkes de huller omkring leasing, hvor det i dag kan lade sig gøre at køre rundt helt uden at betale afgift. Det er ikke retfærdigt over for dem, der betaler en høj bilregistreringsafgift, siger Skaarup.

Tirsdagens møde begynder klokken 16.30.

/ritzau/