OVERBLIK: Sådan vil regeringen finde penge til skattelettelser

Udlændinge, børnefamilier, råderummet og tidligere reformer skal finansiere foreslåede skattelettelser.

Finansminister Kristian Jensen præsenterer torsdag den 31. august 2017 regeringens forslag til finansloven for 2018 i Rentekammeret i Finansministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

København. Regeringen og Dansk Folkeparti skal inden længe forsøge at finde finansiering til de skattelettelser, som regeringen har foreslået.

Der er ifølge finansminister Kristian Jensen (V) "tre hovedveje" at gå nedad:

1: Man kan indføre flere optjeningsprincipper for folk, der kommer til landet, så de ikke modtager fuld offentlig ydelse fra dag ét.

2: Man kan øge egenbetalingen for danskundervisning.

3: Man kan sætte et loft over børnechecken. VLAK-regeringen vil fremover kun give fuld børnecheck for to børn i en familie. For det tredje barn får forældrene, hvad der svarer til 75 procent af børnechecken.

Resten af børneflokken modtager forældrene ikke nogen check for, hvis det står til regeringen.

* Regeringens finansiering

Regeringen vil lette skatterne for 23 milliarder kroner og styrke erhvervslivet for to milliarder kroner.

Regeringens planer kræver i alt, at der skal findes 17 milliarder kroner.

Samlet set regner regeringen med at kunne hente godt fem milliarder kroner på "justeringer af overførselsområdet".

Derudover foreslår regeringen at hente godt syv milliarder kroner på det økonomiske råderum, altså det forventede fremtidige overskud på statsbudgettet.

400 millioner kroner spares på børnechecken.

Andre penge hentes fra tidligere gennemført reformer og aftaler, der blandt andet omhandler integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen.

* Forslag fra DF

Dansk Folkeparti har sagt, at partiet ønsker et optjeningsprincip i forhold til SU, så udenlandske studerende ikke modtager samme ydelser under uddannelse som danske studerende.

SU-området er dog forligsbelagt stof, så det vil kræve enighed blandt forligspartierne, hvis der skal spares.

Kilde: Finanslovsforslag 2018.

/ritzau/