Nationalismen er blevet global

De danske EU-forbehold fejrer 20 års fødselsdag. I den mellemliggende periode er den EU-skepsis, de blev båret af blevet mere blå end rød. Hvorfor?

Professor Uffe Østergaard påpeger, at de danske forbehold netop har omhandlet de områder, hvor EU har udviklet sig mest. Foto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sig EU, sig Danmark – og man kommer automatisk til at sige forbehold. For tyve år siden i dag stemte et flertal af danskerne »ja« til den såkaldte Edinburgh-aftale, der sikrede fortsat dansk EU-medlemskab, men med forbehold over for den Maastricht-traktat, som 50,7 procent af vælgerne havde sagt nej til året før, men som de andre EU-lande altså kørte videre med.

Berlingske Politiko har bedt fire fremtrædende borgerlige debattører – Uffe Ellemann-Jensen, Asger Aamund, Mads Lundby Hansen og Kathrine Lilleør – om beskrive deres syn på forbeholdene dengang og nu.

Det billede, der tegner sig, er symptomatisk for udviklingen i dansk EU-skepsis siden 18. maj 1993: EU-skepsisen er gået fra at være et udpræget venstrefløjsfænomen, domineret af navne som Jens-Peter Bonde, Drude Dahlerrup, Ole Krarup og Søren Søndergaard, til at finde betydelig borgerlig klangbund.

Spørger man historikeren professor Uffe Østergaard, Copenhagen Business School, er der sjovt nok tale om, at Danmark netop her er kommet til at ligne de øvrige EU-lande.

»Her er vi kommet på linje med de andre europæiske lande. Venstrefløjen har erkendt, at når man har et grænseoverskridende marked og fri bevægelighed på arbejdsmarkedet, så er vi nødt til at samarbejde. De borgerlige vil kun have det frie indre marked, ikke den politiske regulering. Danmark var længe en undtagelse, fordi venstrefløjen i begyndelse ville beskytte den universelle velfærdsstat mod de andre.«

En af undtagelserne fra den udvikling er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), der efter Maastricht-nej’et i 1992 skulle forhandle en aftale igennem, som han langt fra fandt perfekt.

Man kan sige at Ellemann-Jensen stadig har de berømte EU-sokker på, mens fanskaren omkring ham siden er blevet reduceret. Men hvor han finder årsagen i et manglende politisk lederskab i Danmark, når det kommer til EU, ser Uffe Østergaard en spaltning i det borgerlige univers:

»Uffe Ellemann-Jensen er liberal og europæer, de andre er nationalkonservative. Det gælder også Dansk Folkeparti. Det er respektabelt nok; men det er en forkert holdning, fordi vi ligger midt i Europa. Så hvis påvirkningen fra Europa ikke kommer på den ene måde, kommer den på den anden. Og så er det altså bedre at have indflydelse,« siger Østergaard.

I Uffe Østergaards optik er det mest karakteristiske ved de danske EU-forbehold – særligt om euroforbeholdet og det retlige forbehold – at de netop gjaldt de områder, hvor EU-samarbejdet har udviklet sig allermest.

»Det var en skarp analyse, kritikerne havde; det må man give dem,« siger Østergaard, der med det samme understreger sin uenighed og bekymring.

»Det retlige forbehold bliver en meget stort selvskabt plage for Danmark. Det er de kriminelle, der først har opdaget det grænseoverskridende marked, og derfor bliver man nødt til at bekæmpe det med grænseoverskridende midler. Det er helt indlysende, at man bedre kan regulere i fællesskab, og der kan vi ikke være med. Det er meget bekymrende, og det bliver diskuteret for lidt efter min mening.«Du var selv en af dem, der i 1990erne talte om den svækkede nationalstat og behovet for EU, hvordan ser du på det nu?

»Ja, der er vi jo blevet klogere. Globaliseringen svækker kun nationalstaten økonomisk, politisk og sikkerhedspolitisk, men på det identitetsmæssige plan er nationalstaten blevet styrket. Folk understreger forskellene mellem lande og kulturer og søger næsten tilflugt i hjemmehørigheden i nationalstaten. Det, der er blevet globalt, det er nationalismen.«Set i det lys tror du så, at vi nogensinde opgiver vores forbehold og bliver fuldgyldige EU-medlemmer med euroer i lommen?

»Det er umuligt at spå om. Vi kan jo forblive medlemmer på den måde, som Margrethe Vestager (R) kom til at sige at ’vi er jo det 18. medlem af euroen’. Vi er så tæt forbundne med både den tyske og den svenske økonomi, men når svenskerne ikke melder sig ind, kan det være, at vi opretholder vores nuværende situation, hvor vi er medlemmer uden at være det. Mine udenlandske kollegaer siger ’I Danmark har i ikke euro, i har kreuro’.«