Det mener de i dag om forbeholdene

Siden 18. maj 1993 har de danske EU-forbehold været et spøgelse, der har hjemsøgt dansk politik med jævne mellemrum. Hvad siger fremtrædende meningsdannere om forbeholdene i dag?

Asger Aamund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag fejrer de danske EU-forbehold 20 års fødselsdag. I den mellemliggende periode har de og spørgsmålet om en folkeafstemning om dem været et spøgelse, der har hjemsøgt dansk politik med jævne mellemrum. Senest i disse dage hvor man diskuterer en mulig folkeafstemning om patentdomstolen. I samme tidsrum er EU-skepsis gået fra at været et udpræget venstrefløjs–fænomen til (også) at blive noget, mange borgerlige stemmer deler. Hvordan ser du på forholdene i dag? Hvor stod du dengang? Skal vi alligevel med euro-krise og britisk EU-skepsis in mente være glade for, at et flertal af danskerne sagde nej til Maastricht, og vi fik vores forbehold, eller skal de hellere afskaffes i dag end i morgen?

»EU ligger i politiske ruiner«

Asger Aamund, bestyrelsesformand

EU er planlagt som et politisk, demokratisk samarbejde i en stadig fremadskridende proces med en politisk-økonomisk føderation som endemål. Men på grund af manglende engagement fra de nationale regeringschefer løb denne proces af sporet og er nu endt i embedsmandsvælde, som den moderne EU borger ikke kan være tjent med. EU ligger i dag politisk i ruiner og vi skal genopfinde det europæiske samarbejde i en anden struktur end den nuværende. Løsningen er en føderation for de medlemsstater, der ønsker et integreret politisk samarbejde og en løsere frihandelsunion for de øvrige medlemmer, herunder Sverige, Danmark og UK.

I 1992 var der endnu grund til optimisme og tro på en demokratisk udvikling af det europæiske projekt. Jeg var en del med i debatten op til den danske folkeafstemning og lagde ikke skjul på, at Maastricht-traktaten drejede sig om et ja eller et nej til et integreret politisk samarbejde og ikke om tilskud og støtte til det danske landbrug. En del borgerlige politikere var sure på mig, fordi jeg anbefalede et ja ud fra politiske motiver og ikke malede fanden på væggen og forudsagde Danmarks økonomiske ruin, hvis vi sagde nej. Befolkningen sagde nej til unionen sammen med Holger og konen, men kunne med bortvendt ansigt godkende aftalen et halvt år senere med forbehold for eurosamarbejdet, unionsborgerskabet, rets- og forsvarssamarbejdet.

Alt dette er ligegyldigt nu. Med eller uden Danmark er EU forsvarsamarbejdet en vits, hvad vi fik at se under Balkankrigene. Unionsborgerskabet er faldet til jorden, og den integrerede retspolitik ligner heller ikke en succes. Euroen skal nok overleve og bliver portalen ind til den føderation, der er på vej. Vi er et folk af bønder, der lige skal vende skråen og stikke en finger i jorden, medens vi klapper hesten. Det er nok også i bedste danske tradition, hvis vi bliver stående i EUs frihandelsområde i en årrække, indtil vi har set, hvordan den kommende føderation kommer til at fungere i praksis. Hvis det ser godt ud, kan vi jo altid melde os ind. Med nogle passende forbehold, naturligvis.

Det var godt vi stemte nej

Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos

Jeg var blandt dem, der ved Maastricht-afstemningen i 1992 advokerede for, at Danmark skulle deltage i euroen. I dag anser jeg det for nyttigt, at danskerne stemte nej til euroen. Politikerne i eurolandene har bl.a. vist en mangelfuld evne til at leve op til euroens spilleregler om, at det offentlige underskud ikke må være større end tre procent af BNP. Dette betød, at der blev stiftet for meget offentlig gæld op gennem 00erne. Hertil kommer, at en fælles pengepolitik for et inhomogent valutaområde (med bl.a. fattigere lande som Spanien, Portugal og Grækenland) har vist sig at være problematisk.

Min oprindelige opbakning til Danmarks deltagelse i euroen skete ud fra overvejelser om, at den fælles mønt ville få det indre marked til at fungere bedre. Endvidere så jeg det som hensigtsmæssigt at have en fælles centralbank med lav inflation som målsætning. Herudover var jeg tiltalt af, at de finanspolitiske regler ville begrænse landenes muligheder for aktivistisk finanspolitik. Dermed ville landene være nødt til at gennemføre dereguleringer, skattereformer og arbejdsmarkedsreformer for at øge væksten. Som nævnt blev de finanspolitiske regler systematiske brudt op gennem nullerne.

I dag er det nyttigt, at Danmark står uden for euroen. Hvis det på et tidspunkt skulle vise sig, at euroen gennem en længere årrække tydeligt bidrager til lav inflation, finanspolitisk stabilitet og økonomisk vækst kan Danmark overveje at gå ind i euroen. Men inden da har euroen meget at bevise. Rigtig meget.

De politiske ledere lurpasser om EU

Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister

Jeg mener, at »forbeholdene« (som i virkeligheden er »undtagelser«) er stærkt skadelige for Danmarks virkelige interesser, og det har jeg ment hele tiden. Det faldt jo i min lod at forhandle undtagelserne på plads med vore europæiske partnere. Det var prisen for et politisk forlig i Folketinget om at få en ny folkeafstemning om Maastricht-traktaten og dermed sikre Danmarks forbliven i EU. Det faldt på plads, selv om det holdt hårdt, for vore europæiske partnere forstod os simpelthen ikke. Men jeg sagde allerede dengang, at jeg ville forbeholde mig ret til at arbejde for, at vi ophæver vore »forbehold«.

Vi skal absolut ikke være glade for det danske nej til Maastricht-traktaten. For det har skadet vore interesser: Vi er bundet til euroen, men er uden indflydelse på eurolandenes beslutninger, som vi er nødt til at følge for ikke at komme i klemme på markederne. Vi står uden for det europæiske militære samarbejde, som f.eks. Sverige og Finland (og Norge!) har deltaget aktivt i – og det er jo absurd! Og så isolerer vi os fra et stadig mere nødvendigt europæisk politisamarbejde. Så min konklusion er klar: Vi bør afskaffe »forbeholdene«, hellere i dag end i morgen – men det kræver jo et flertal ved en folkeafstemning. det flertal får vi ikke, så længe de politiske ledere lurepasser i stedet for at melde klart ud om Danmarks virkelige interesser.

Hurra for forbeholdene

Kathrine Lilleør, sognepræst, ph.d.

Altid har det været godt med en handelsunion i Europa. Men aldrig har det været godt med overstatslig lovgivning i detaljen. Det er at underkende danskernes suveræne ret til selv at lovgive, at man taler om »forbehold« i stedet for at fokusere på, hvor rigtig meget, vi har sagt ja til. Al dansk lovgivning, der ikke er sammenfaldende med EU-love, kan dermed kaldes forbehold. Som om vi er et EU-land først – og derpå nationalstat.

At man i fuld alvor nu kan mene, at vi skal stemme om en »patentdomstol«, illustrerer det ufolkelige projekt, EU er endt i. Der er ikke en eneste, der fatter, hvad en patentdomstol går ud på; men klart for enhver er det, at EU har næsen alt for langt ind over dansk lovgivning. Derfor skal vi ikke diskutere afskaffelse af Maastricht-forbeholdene, men afskaffelse af de millioner og milliarder af forbehold for dansk lovgivning, som er opstået i EU uden for Folketingets demokratiske rækkevidde.

Dansk lovgivning fra Folketinget, kutyme i folket og præcedens fra domstolene er udgangspunktet for Danmark. Hertil kommer nogle undtagelser, forbehold og afvigelser, som er skabt af andre myndigheder, eksempelvis EU. Således er Maastricht-forbeholdene ikke »forbehold«, men en reminiscens af det oprindelige og nationale, som vi giver stadig større køb på, hvis vi bare går med i stedet for imod. Selvfølgelig skal vi ikke stemme om en overnational patentdomstol. Vi bør i stedet stemme om, hvordan EU kan indskrænkes til en fornuftig handelsunion, der kan bidrage til samhandlen mellem Danmark og andre suveræne europæiske stater.