Lars Løkkes rådgiver vil tilbage til Libyen

Danmark skal begrænse antallet af skrøbelige stater, der får bistand. Og som noget nyt skal Libyen have en dansk håndsrækning, anbefaler ambassadør Peter Taksøe-Jensen i ny udenrigspolitisk udredning.

Peter Taksøe-Jensen fotograferet i Udenrigsministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Libyen skal have dansk bistand.

For netop i Libyen har Danmark flere forskellige interesser på spil - herunder indsatsen mod terrorisme, flygtningestrømme og migration.

Det fastslår Peter Taksøe-Larsen, der i de seneste syv måneder har arbejdet på en udredning om Danmarks udenrigs,- sikkerheds- og udviklingspolitik for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

»Vi skal holde fast i bistanden til de skrøbelige stater, men vi skal fokusere på  færre lande. Måske kun tre i stedet for de syv-otte lande, vi støtter i dag. For så kan vi gøre en større forskel. Jeg peger på Afghanistan, Syrien og Libyen, hvor der er sammenfaldende danske interesser: vi kan afbøde flygtninge og fået gjort noget ved terrortruslen,« siger Peter Taksøe-Jensen til Berlingske forud for lanceringen af hans udredning mandag.

Følger regeringen hans anbefaling, vil Danmark droppe støtten til skrøbelige stater som Somalia og Sydsudan.

Støtten til Somalia har blandt andet være begrundet i truslen fra pirater mod skibsfarten ud for Somalias kyst.

Men, understreger Peter Taksøe-Jensen, truslen fra piraterne er nu kraftigt aftaget.

Og i Sydsudan er det også i forhold til Syrien, Afghanistan og Libyen »sværere at se sammenfaldende danske interesser,« siger Peter Taksø-Jensen.