Løkkes udreder: »Det er tåbeligt at bruge bistandsmidler på asyludgifter«

Det er tåbeligt at bruge ulandskroner til finansiering af asyludgifter herhjemme. Det mener ambassadør Peter Taksøe-Jensen, som mandag offentliggør den udredning om Danmarks udenrigspolitik, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har bestilt.

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen offentliggør i dag den udredning om Danmarks udenrigspolitik, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har bestilt. Fold sammen
Læs mere

De milliarder af kroner, der er blevet afsat til udviklingsbistand, skal ikke bruges på at finansiere udgifterne til asylbehandling herhjemme.

Det mener ambassadør Peter Taksøe-Jensen, som på vegne af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har udarbejdet en udredning om en mere fokuseret dansk udenrigs-, forsvars-, sikkerhedsheds- og udviklingspolitik.

»Jeg synes, at det er tåbeligt at bruge bistandsmidler på asyludgifter herhjemme. Det giver ikke et forudsigeligt finansielt grundlag for Danmarks udviklingsbistand, og pengene kan bruges meget mere effektivt i nærområderne,« fastslår Peter Taksøe-Jensen, som ikke lægger skjul på, at hans forslag nok ikke har medvind i regeringen.

Alene i indeværende år vil regeringen bruge tæt på en tredjedel af den samlede udviklingsbistand på 14,7 milliarder kroner på modtagelse af asylansøgere herhjemme.

Men ifølge Peter Taksøe-Jensen, som offentliggør sin udredning mandag formiddag, har målet for ham heller ikke været at stryge alle udenrigspolitikkens mange interessenter med hårene.

»Min tanke med udredningen har været at komme med noget, der har kant, og derfor er jeg sikker på, at der er ting, som regeringen vil løbe skrigende bort fra. Det vigtigste for mig er, at der kommer en politisk debat, for det trænger vi til,« siger han.

Fokus på danske interesser

Ifølge udredningen skal Danmark udenrigspolitik i bredeste forstand fokuseres, så vi bruger ressourcerne der, hvor de danske interesser er på spil.

»Det andet skal skæres fra,« som Taksøe-Jensen udtrykker det.

»Skal vi eksempelvis bruge enormt meget krudt på den politiske udvikling i Latinamerika eller forholdet mellem Israel og Palæstina ud fra en illusion om, at det er os, der kan påvirke den proces? Vi skal ikke sende den danske ambassadør til Maldiverne, når der sker en politisk udvikling dér. Det overlader vi til EU, fordi vi har besluttet, at Maldiverne ikke er vigtigt for Danmarks interesse­varetagelse,« siger Peter Taksøe-Jensen, som også peger på en anden god grund til at luge ud i udenrigs- og forsvarsministeriets opgaver:

»Verden er i en brydningstid med flere og flere opgaver til udenrigstjenesten og forsvaret. Men ressourcerne til Udenrigsministeriet er en tredjedel mindre, end de var i år 2000. I forsvaret har man sparet 15 procent ved seneste forsvarsforlig, og udviklingsbistanden er 0,7 procent af BNI og dermed mindre end tidligere,« siger han.

»Og de hidtidige prioriteringsøvelser har ikke været kendetegnet ved at være enorm bæredygtige, hvis jeg skal formulere det meget diplomatisk. Fordi der lige kommer en ny minister, der opprioriterer noget, som forgængeren har valgt fra. Eller fordi der blæser en ny vind på Christiansborg eller andre steder, som gør, at vi lige pludselig skal være 100-metermester i noget, vi ellers havde besluttet ikke at interessere os for,« påpeger Taksøe-Jensen.

Han har derfor forsøgt at formulere en såkaldt grundinteresse, som kan være strømpil for, hvad Danmark skal internationalt: »Danmarks grundlæggende interesse er at bevare og videreudvikle et sikkert, frit og velstående Danmark med et dansk værdigrundlag til gavn for befolkningen.«

»På den baggrund kan vi så udvikle nogle vitale interesser, der kan være langsigtede pejlemærker for, hvad vi skal indrette os efter i udenrigspolitikken. I dag er udenrigspolitikken – i bredeste forstand – ikke tilstrækkeligt sammentænkt og koordineret. Vi hører hele tiden, at vi gør et eller andet, fordi det er en dansk interesse. Men kigger man i de gamle udredninger, der er lavet, så er der ingen, der har været skarpe på, hvad danske interesser egentlig er, hvis vi skal placere Danmark bedst muligt internationalt,« forklarer Peter Taksøe-Jensen.

Han præsenterer også et såkaldt prioriteringsværkstøj. Det skal hjælpe med at fokusere og vælge fra:

● Er der en dansk interesse?

● Er det en interesse, som Danmark står med alene, eller er der andre at dele den med?

● Kan vi gøre en forskel – alene eller sammen med andre?

»På den her måde kan vi skille nice to do fra need to do, og det ville eksempelvis være supergodt, hvis det kan føre til, at Folketinget understøtter det, der er kongerigets prioriteter. Sagt på en anden måde: at Folketinget ikke rejser til New Zealand, når det nu ikke er vigtigt, men rejser derhen, hvor der er en dagsorden, der kan flyttes. Det trækker jo rigtigt mange ressourcer at arrangere minister- og folketingsbesøg,« siger ambassadøren.

Udredningen kommer også med et bud på fem kerneområder, som Danmark internationalt bør fokusere på – udredningens Big Five, som de kaldes.

● Nærområderne – det vil sige Arktis og Østersøregionen.

● Europa – behov for stabilitet og velstand.

● Migration og flygtninge.

●Økonomisk diplomati – der skal understøtte erhvervslivets internationalisering.

● Fremme af FNs nye globale udviklingsmål og sikring af et forudsigeligt internationalt system til løsning af konflikter.

En arktisk stormagt

Ifølge udredningen skal Danmarks position som arktisk stormagt styrkes sammen med Grønland og Færøerne, forklarer stats­ministerens udreder.

»Jeg har kigget på ressourcefordelingen her i Udenrigsministeriet og fandt ud, at vi har fire-fem ansatte, der arbejder med Arktis, mens der måske er 50, som sidder med Mellemøsten og Nordafrika. Er det den rette balance, hvis det handler om, hvor vi kan gøre den største forskel?« spørger han.

Han vil derfor øremærke og skaffe flere penge til Arktis, ikke mindst fra private investorer som pensionskasser.

»Der er kun de otte arktiske lande ud af 193 lande i verden, der kan spille en rolle i Arktis. Og vi kan spille en kæmperolle i Arktis. Især hvis vi forener de forskellige landsdeles muligheder og videreudvikler det danske rigsfællesskab,« siger han og peger på, at der i indeværende forsvarsforlig er afsat 120 millioner kroner årligt til at styrke overvågning af blandt andet Grønland og Arktis.

Men for at sætte turbo på investeringerne slår han i sin rapport til lyd for, at der må skaffes de nødvendige økonomiske midler til investeringer i og køb af blandt andet telekommunikation og satellitovervågning i Grønland.

Det er investeringer, som både det danske forsvar og det civile Grønland kan drage fordel af. Derfor anbefaler Peter Taksøe-Jensen, at der bør oprettes en stor offentlig-privat fond med penge fra for eksempel de store danske pensionskasser.

Modellen er, at fonden og det privat-offentlige partnerskab eksempelvis finansierer strategisk vigtige investeringer i infrastruktur, herunder satellitovervågning, telekommunikation og bredbåndsforbindelser i Grønland.

Isen smelter i hastig takt i havene i Arktis. Det betyder, at Arktis åbner sig op for mere skibsfart, råstofudvinding og turister. Og det skaber mange muligheder i det økonomisk skrantende Grønland, mener Peter Taksøe-Jensen.

»Hvis man fik lavet noget, der både skabte bedre kommunikation for forsvaret via satellitter og styrkede den civile kommunikation, altså bredbåndsforbindelser, ville det være en kæmpefordel for det grønlandske samfund. Et privat-offentligt partnerskab kan også få kæmpestore muligheder for udvikling af turismen i Grønland,« siger han.

Mindre megafon

Skal udbredelsen af de universelle menneskerettigheder fortsat være en dansk mærkesag?

»Ja, men vi skal bruge mindre megafon og tænke over, hvordan vi gør det. Den tid er forbi, hvor det er vores måde at indrette os på, der skal udbredes til resten af verden. Det er ikke længere dagsordenen. I Indien eksempelvis, hvor jeg er ambassadør, er vores måde at indrette os på ikke hovedattraktionen. Det er bare virkeligheden, og den skal vi indrette os på.«

»Vi skal tænke over, hvordan vi så prøver at fastholde, at disse rettigheder er universelle, uden at det undergraver vore andre interesser. Og så skal vi undgå dobbeltstandarder. Jeg har altid ment, at vi har svært ved at mene det samme, når vi var i et lille land og i et stort land, og det er i hvert fald ikke særlig respektfuldt,« siger Peter Taksøe-Jensen.

Hvad med de krige, Danmark har deltaget i. Er det varetagelse af danske interesser?

»Jeg synes, at der er mange danske interesser, der mødes i mange af de indsatser, Danmark har deltaget i. De fleste af de ting, vi har lavet i de seneste 30 år, ville slippe igennem det prioriteringsinstrument, vi har lavet – måske med en undtagelse: Irak-krigen, hvor det kan diskuteres, om der var danske interesser på spil, og som også splittede Danmark,« svarer ambassadøren.

Har du bud på en anden udviklings­politik?

»Ja. Vi skal holde fast i bistanden til de skrøbelige stater, men vi skal fokusere på færre lande. Måske kun tre i stedet for de syv-otte lande, vi støtter i dag. For så kan vi gøre en større forskel. Jeg peger på Afghanistan, Syrien og Libyen (som en ny dansk satsning, red.), hvor der er sammenfaldende danske interesser: Vi kan afbøde flygtninge og få gjort noget ved terrortruslen. Det er omvendt lidt sværere at se de sammenfaldende danske interesser i eksempelvis Sydsudan,« siger Peter Taksøe-Jensen, der samtidig vil bruge ulandsbistanden som katalysator og risikovillig kapital for private investeringer og fondsmidler.

»Så får vi langt større effekt,« fastslår han.

Har ikke målt effekten

Og så skal Danmark fokusere på fire-fem af FNs 17 nye udviklingsmål og udvælge dem, hvor Danmark har nogle styrkepositioner – altså blandt andet vand, klimaforandringer, grøn energi og fødevarer.

»Desuden skal vi mere generelt se, hvordan vi kan bruge bistanden til af afbøde migration,« siger Peter Taksøe-Jensen.

»Og jo, jeg bliver tit spurgt, hvad der bliver af fattigdomsbekæmpelsen. Svaret er, at det har vi haft som et blinkende mål i 50 år. Men vi har aldrig kunnet måle effekten. Det har jo været væksten i Kina og Indien, der har udryddet allermest fattigdom. Dermed ikke sagt, at vi skal droppe fattigdomsbekæmpelsen, men det kan vi gøre som en afledt effekt af at skabe vækst og beskæftigelse.«