Krarup: Homoseksuelle kører hetz imod os

Homoseksuelle kører en hetz imod Dansk Folkeparti og ikke omvendt, lyder det fra DF-politikeren Søren Krarup. Han mener, at skandalen med den fejlsendte mail er helt misforstået.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

I virkeligheden er det de homoseksuelle, der kører en hetz imod Dansk Folkeparti, og ikke omvendt.

Så klar er meldingen fra DF-politikeren Søren Krarup oven på sidste uges presseskandale, hvor en pressemedarbejder for Dansk Folkeparti, Helene MacCormac, ved en fejl sendte en intern mail indeholdende nedsættende udtalelser om homoseksuelle ud til det samlede pressekorps på Christiansborg.  

Fakta: Her er DF-ansats mail 

Mailen skulle være sendt til to medlemmer af DF's folketingsgruppe Liselott Blixt og Pia Adelsteen, som er inviteret til at deltage i dette års Copenhagen Pride Parade, og ifølge Krarup hænger sprogvalget i mailen sammen med, at Dansk Folkeparti er blevet hængt groft ud på Facebooksiden 'Imod DF's deltagelse i Copenhagen Gay Pride' på grund af invitationen af de to DF-politikere.

Læs også: DF-ansat: Jeg er årets idiot

- De ser Dansk Folkeparti som en sygdom, der skal udryddes. Og den kvindelige pressemedarbejder reagerer derfor på det i mailen ved at advare de inviterede folketingsmedlemmer mod at deltage. Så dem, I (pressen, red.) angriber i denne her sag, er i virkeligheden dem, som selv bliver angrebet. Det er jo de homoseksuelle, der kører en hetz mod os. Det er fuldstændigt meningsløst, siger Søren Krarup. 

Han afviser samtidig, at de 'tærsk', som de homoseksuelle ifølge Helene MacCormacs mail fortjente, skulle være af fysisk karakter. Der var tværtimod tale om, at DF-politikerne - med verbale tæsk - skulle svare tilbage på hetzen.

Skal ikke blande sig i Gay Pride

Stifter af Facebookgruppen 'Imod DF's deltagelse i Copenhagen Gay Pride' Peer Dahlin Røpke Aagaard tager stærkt afstand fra, at Dansk Folkeparti bliver opfattet som en 'sygdom, der skal udryddes':

- Jeg kan garantere for, at det ikke er holdningen. Men det vigtigt, at Søren Krarup, Jesper Langballe og de andre bliver konfronteret med deres egne citater, og derfor bruger vi dem på siden. Jeg kan slet ikke forstå, hvad de laver i en parade, der skal markere, at vi ønsker ligestilling og ligeret. For det gør Dansk Folkeparti ikke. De har stemt imod den ligeret over 40 gange i folketinget, siger Peer Dahlin Røpke Aagaard og fortsætter:

- Så selvfølgelig er vi nødt til at sige fra, når de blander sig i vores Pride. Der skal være en grænse et sted. Det er vores fest, og når man inviterer nogen med, der pisser på værterne, så er det skævt afmonteret.

Ikke modstander af homoseksualitet

Søren Krarup mener, at ledelsen i Copenhagen Pride Parade - der godt nok stadig bakker op om DF'ernes deltagelse - bør gå ud og tage afstand fra Facebookgruppen. Han er - med egne ord - dybt forbitret over at blive beskyldt for at være modstander af homoseksualitet.

- Jeg er modstander homovielser - altså ægteskab mellem andre end mand og kvinde - men jeg har da ikke noget imod homoseksulle. Det er en grov beskyldning, siger Krarup, der dog ikke kunne overveje selv at deltage i paraden.

- Jeg ville ikke deltage i sådan noget, men homoseksuelle skal da have lov til at være, som de er, siger Krarup, der er skeptisk over for, om de to inviterede DF-politikere bør deltage i paraden.

- Hvis de møder den holdning, at Dansk Folkeparti er en sygdom, der skal skæres væk - hvilket forøvrigt er en terminologi, der minder om den nazistiske over for jøderne - bør de nok tænke sig godt om, før de deltager, for de risikerer at blive overfaldet.