Et skævt valg med skæve kandidater og en skæv debat

Men når man nu kun skal besætte 13 danske pladser ud af 736, så er proportionerne i forvejen skæve, og hvorfor så ikke benytte lejligheden til at give Bruxelles en ordentlig begmand?

DFs tidligere formand, Pia ­Kjærsgaard, fejrer nej’et til Euroen den 28. september 2000. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flere end hver fjerde – 27 procent – vil stemme på Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt, hvis der var valg til Europa-Parlamentet i dag. Ganske vist er hver tredje vælger fortsat i tvivl om, hvor krydset skal sættes den 25. maj, men der er ingen tvivl om, i hvilken retning vælgerne bevæger sig. De går mod Messerschmidt og vender ryggen til Europa. Og de protesterer. Grænsekontrollen skal tilbage, mindre magt til EU og flere forbehold er blandt Dansk Folkepartis mærkesager.

Mere end 40 år efter, at Danmark meldte sig ind i EF, og mere ned 20 år efter, at vi fik de fire EU-forbehold, er det fortsat ja-nej-diskussionen, der fylder langt det meste. Grænsebomme, børne­check, udenlandsk arbejdskraft og social dumping, indbrud i private hjem, dagpenge og SU er hovedemnerne i den danske debat. Det meste af det, der diskuteres, har Europa-parlamentet ingen indflydelse på overhovedet. Enten bestemmes de af stats- og regeringscheferne – forbehold og magtforhold mellem EU og medlemslandene – eller af de nationale parlamenter.

EU-valg skulle have været noget andet

For tre ud af fire vælgere – viste en Gallup-måling tidligere på ugen – er det vigtigt eller meget vigtigt om kandidaten, de stemmer på, et positiv eller negativ over for EU. Aksen mellem EU-positiv og EU-negativ, mellem ja og nej, er fortsat langt vigtigere end den akse, der er styrende i parlamentet, nemlig styrkeforholdet mellem rød og blå, mellem socialister og konservative. Tidligere var det Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen, der fyldte i den dansk debat, i dag er det skeptikerne i Dansk Folkeparti.

Valget til Europa-Parlamentet er aldrig i Danmark blevet, hvad det var tiltænkt. Hver gang er det endt i en maskeret folkeafstemning om national selvstændighed og suverænitet – for og imod EU.

Det er en gammel sandhed, at en europæisk offentlighed ikke findes og der derfor heller ikke er et sted, hvor man kan diskutere på tværs af grænserne. Men at debatten efter mere end fire årtier fortsat handler om karakteren af det danske medlemskab, vidner om en meget stor demokratisk fiasko, som ikke kun kan forklares med kommunikation­ og debatkultur.

Danskerne sender klart signal

Det signal, som vælgerne sender, er ikke til at tage fejl af. De vil beholde mere selvbestemmelse i Danmark, og et stort flertal ønsker ikke at være en del af et økonomisk solidarisk fællesskab. Kun en tredjedel af vælgerne – ifølge en anden Gallup-måling – mener, at Danmark skal bidrage yderligere til at få de økonomisk svage EU-lande op på en højere levestandard. Det betyder mindre, om kandidaten er rød eller blå eller gul, så længe han eller hun bekender kulør i forhold til om EU er godt eller skidt.

Den konservative spidskandidat, Bendt Bendtsen, vil ifølge sine valg­plakater »passe på Danmark i Europa« – ja sågar Fyn – vil han passe på. For langt hovedparten af de forslag, han skal tage stilling til i parlamentet, vil det for Bendtsen og alle de andre være svært at få øje på, hvordan man lige passer på Danmark eller Fyn.

Det paradoksale er, at de kandidater, som Danmark ser ud til at få valgt, vil få mindre at skulle have sagt. I det stadig mere magtfulde parlament er det de store grupper – Socialdemokraterne og de konservative/kristendemokraterne – der bestemmer mest. Det er her, man tager stilling til de store spørgsmål, som er afgørende for parlamentets endelige stillingtagen. Morten Messerschmidt er i øjeblikket medlem af den EU-skeptiske gruppe, EFD, og Folkebevægelsen mod EU af den yderste venstrefløjsgruppe GUE/NGL. Begge er små grupper med marginal indflydelse.

Men når man nu kun skal besætte 13 danske pladser ud af 736, så er proportionerne i forvejen skæve og hvorfor så ikke benytte lejligheden til at give Bruxelles en ordentlig begmand?