Messerschmidt zigzagger på social dumping - og lønmodtagerne betaler

Jeppe Kofod (S) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sin blog på b.dk den 4. maj har Messerschmidt lagt sin tale fra en 3F-demonstration om cabotage op under overskriften »Min første 3F-demonstration«.

Udover at være en generel sludder for en sladder, hvor Messerschmidt får rundet brok over SU, hustrubidrag og folkeafstemningen i 1972, er talen et ret imponerende studie i disciplinen ’politisk kovending’.

Messerschmidt slår i talen et slag for at bekæmpe social dumping i transportbranchen. Som det er bevist mange gange før, er der i Danmark et kæmpe problem med EU’s cabotageregler, som medfører, at danske chauffører bliver udkonkurreret af underbetalte udenlandske kollegaer.

Det er unfair. Og det kæmper Socialdemokraterne benhårdt mod.

Nu melder Messerschmidt sig så på banen. Han kommer med en række ideer – som transportminister Magnus Heunicke for over en måned forinden har lanceret – for at bekæmpe social dumping på landevejene.

Men det er godt at se, at Morten Messerschmidt melder sig ind i kampen mod løndumping. Når det er sagt, så klinger talen en smule hult. I 2010 stemte Europa-Parlamentet om, hvorvidt selvstændige chauffører skulle omfattes af arbejdstidsregler. Her stemte Socialdemokraterne for, mens Messerschmidt stemte imod. Han ville åbenbart gerne tillade, at chauffører skulle være under større arbejdspres og lade dem konkurrere på helt urimelige arbejdsvilkår.

Så meget for at kæmpe de danske chaufførers kamp.

Jeg kæmper for en benhård kontrol af chaufførerne, så der ikke finder social dumping sted på landevejene. Kameraer ved grænsen, flere penge til politiet og en kamp for en fundamental ændring af EU-reglerne er vejen frem.

Jeg mener, at vi har et alvorligt problem på landevejene, som vi i lang tid har set vokse sig større og større.

Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet har længe råbt vagt i gevær overfor Kommissionen og den ansvarlige kommissær. Særligt vores medlem af Europa-Parlamentet, Ole Christensen, har kæmpet denne kamp. Og vi bakker fuldtonet op om vores transportministers kamp for danske chauffører, når han udfordrer EU’s regler.

Messerschmidt skriver i starten af sit indlæg, at han aldrig har forstået, hvorfor der har været et modsætningsforhold mellem 3F og ham selv.

Til Messerschmidt kan jeg bare sige: Måske har det noget at gøre med dit arbejde i Europa-Parlamentet, at du i 2012 opfordrede Kommissionen til at gribe ind overfor 3F og at Dansk Folkeparti sammen med Venstre har foreslået at forbyde lønmodtagere at konflikte mod virksomheder, der tegner discount-overenskomster og underbyder danske løn- og arbejdsvilkår.

Morten Messerschmidt zigzag’er på social dumping og lønmodtagerne betaler prisen