Yngresagen: Det handler ikke kun om penge

Kampen i dag handler mere om at nedbryde tabuer som ensomhed end om velfærdsydelser, mener Yngresagen som også peger på, at de unge som gruppe er splittede som aldrig før.

Foto: Bax Lindhardt.
Læs mere
Fold sammen

Det kan godt være, at unge i dag får mere af de offentlige kasser, end de indbetaler til dem, mens deres forældres generation var nettobidragsydere til fællesskabet.

Men der er alligevel grund til at tale deres sag. De unge i dag har nemlig andre ting at slås at med, lyder det fra Yngresagen.

»Rigtig mange unge har store psykiske problemer, ikke mindst på grund af det pres, de oplever fra samfundet til deres liv. Vi møder rigtig mange, som kæmper med ensomhed og depresssioner. Men den slags er stadig tabu i dag mange steder, så vi ser det ikke så meget i offentligheden. Det er den kamp, vi skal tage, for det er måske også en af forklaringerne på, hvorfor vi er dyrere for statskassen,« siger Yngresagens formand, Anders Vildsøe Andreasen, og henviser til, at andelen af unge på førtidspension og overførselsindkomster generelt er vokset meget på grund af stigningen i de psykiske lidelser.

Ingen fælles kamp længere

Han peger samtidig på, at de unge i højere grad i dag er en splittet gruppe mellem netop de mange, som får videregående uddannelser, og de som falder fra uddannelserne og eksempelvis kæmper med psykiske lidelser.

»Det giver os som gruppe et mindre sammenhold, som også er en udfordring. Jeg forstår selvfølgelig godt, at studenterforeningerne protesterer over SU-reformer, men de har ressourcerne til selv at tale deres sag. Vi skal hjælpe de unge med psykiske problemer, som ikke har en lige så stærk stemme i debatten,« siger han. Så de stærke studerende brokker sig med andre ord for meget?

»En studenterforening skal jo repræsentere sine medlemmer, så det forstår jeg godt. Men som jeg ser unges kamp i dag, handler det om at tale de svagestes sag, og det betyder også, at vi må prioritere mellem midlerne. Det er ikke nemt, for vi mangler nok noget sammenhold i forhold til vores forældres generation.«

Yngresagen har i dag lidt over 1.000 medlemmer.