Soldaten og Selma

Forfatteren til den omdiskuterede bog om Jægerkorpset har levet et liv fyldt med eventyr, hvor der dog også har været plads til hunden Selma, som han tog med hjem til Danmark fra Afghanistan.

Thomas Rathsack Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel M

Selma kan sige meget om Thomas Rathsack, der med bogen »Jæger – i krig med eliten« er blevet et kendt navn i Danmark.

For hvem er han egentlig, denne eventyrer, fotograf, minerydder, jægersoldat og meget mere, der i bogen giver et indblik i, hvordan det er at operere i fjendeland for det danske forsvars elitestyrke, Jægerkorpset?

Selma har svaret, dog ikke direkte, men indirekte. Selma er en hund, som Thomas Rathsack tog til sig i sin tid i Afghanistan. Han passede og plejede den, opfostrede den, og tog den med hjem til Danmark og Charlottenlund, og den selverklærede hundeven er i dag meget tæt knyttet til hunden fra Afghanistan.

Historien om Selma bekræfter ifølge en af hans venner, hvad mange siger om den tidligere jægersoldat. At han er en mand, der såvel privat som professionelt lever op til de opgaver og ansvar, han påtager sig, og at han drager omsorg for andre og gør et godt indtryk.

En god soldat
Vendinger som »en sympatisk fyr« og »en udmærket jægersoldat« bliver også knyttet til Thomas Rathsack. Dertil kommer, at han er en eventyrer. Han har ryddet miner flere steder i verden, rejst og boet i Sydamerika og arbejdet som en i øvrigt dygtig fotograf. Der har dog også været plads til knap så eksotiske job i bl.a. IT-branchen i 42-årige Thomas Rathsacks liv, ligesom han, indtil han faldt i Forsvarets unåde pga. bogen, arbejdede som uddannelsesofficer i Hjemmeværnet.

»Han går 100 procent ind tingene. Hvis han sætter sig noget for, så gør han alt for at gennemføre det,« lyder det om ham.

En tidligere kollega i korpset siger om ham, at han var »en god soldat, der i dag har opnået stor erfaring og har et godt drive«.

Drømmen om at blive jægersoldat blev tændt, da han som 17-årig læste om jægersoldaten Carsten Mørch, der dengang i midten af 1980erne blev nummer et på et overlevelseskursus for elitesoldater i USA.

Men Thomas Rathsack har betalt en pris for sit eventyrlige liv. Han har ingen børn og har ikke stiftet familie. På den måde erstatter Selma det, der for mange andre er en kernefamilie.

Fra mange sider, også fra Thomas Rathsack selv, bliver der udtrykt forundring over, at bogen har skabt så stor opmærksomhed. Men, som det bliver sagt, »så er hans humør stadig intakt«. Bl.a. fordi han får støtte fra et godt bagland.

Ville ikke skade
Men hvorfor skrev han bogen, som han også sørgede for at orientere Jægerkorpsets ledelse om, at han ville skrive?

For at fortælle, hvad Jægerkorpset egentlig går at laver, lyder et bud. For at han og andre jægersoldater kan få anerkendelse og ros, for deres ellers så hemmelighedsfulde arbejde, lyder et andet bud.

Men alle er enige om, at »det eneste, han helt sikkert ikke ville, var at skade andre jægere«.

»Jeg har i mine ti år som jægersoldat samarbejdet med nogle af verdens bedste eliteenheder og mødt mange fremragende soldater, og jeg vil vove påstanden, at mine kammerater i de danske jægerpatruljer er nogle af verdens bedste elitesoldater,« skriver han da også i sin bog.