Man aner straks konturen af den kæmpemæssige, krøllede manke, som han med sindsro sidder der på coveret og iagttager den store, lysende UFO, der er ved at lande på græsplænen foran ham.
Håret er unægteligt blevet hans kendetegn – i hvert fald rent fysisk. Men UFOen på omslaget af Electric Light Orchestra-frontmanden Jeff Lynnes nye udspil »Alone In The Universe« er et væsentligt karaktertræk for krøltoppens musikalske virke.
I Lynne-regi repræsenterer den svævende kæmpetallerken nemlig ikke noget farligt, men derimod noget nyt og spændende.
For siden 1970erne, hvor ELO solgte millionvis af plader, og frem til i dag har forundringen over det mægtige verdensrum været en fremtrædende tematik i britens symfoniske technicolor-pop.
Længslen efter at udforske det endeløse univers’ mysterier er blevet besunget hyppigt. »One small step for man / One giant leap for mankind«, som det hed, da Neil Armstrong landede på Månen. Samme skridt ønsker Lynne at tage i sine sange. En utrættelig popkosmonaut drager atter på sonisk rumfærd.
På trods af at Lynne delvist bruger ELO-navnet, er her i realiteten tale om et soloalbum, da han selv både spiller flertallet af instrumenter og sidder i producerstolen. Men sounden er umiskendelig ELOsk. Det skyldes i høj grad Lynnes fortsat skarpe evne til at skrive både iørefaldende og medrivende popsange med skæve twists.
Åbningsnummeret »When I Was A Boy« er en smuk og svulstig coming-of-age-prog-ballade om det epokegørende møde med musikken i ungdomsårene. »Ain’t It A Drag« er en energisk og flabet rocksang med twangede guitarriffs og Beatlesk kor.
Den optimistiske »The Sun Will Shine On You« besidder noget af den samme melankolske eventyrpoppede magi, som ELO-lærlingene i The Flaming Lips disker op med, når de er bedst, mens det luftige og stemningsskabende titelnummer fornemt fanger den klaustrofobiske følelse af at svæve mutters alene i vægtløs tilstand ude i stratosfæren.
Det er lyden af kosmonauten, som længtes hjem. »Major Jeff til Ground Control – kan I høre mig?« – men intet svar følger.
Futuristisk lyder musikken selvsagt ikke længere, men selv om albummets lyd måske både kan betegnes som kitschet og umoderne, så er »Alone In The Universe« alligevel et ganske fedt old school-bekendtskab, hvor Lynne beviser, at han fortsat har musikalsk berettigelse i det 21. århundrede.
Gode melodier vil der nemlig altid være et publikum til, hvad enten vi får en elevator, som kan sende os direkte ud i rummet eller ej.
Hvem: Jeff Lynne’s ELO.
Hvad: »Alone In The Universe«, Columbia Records/Sony.
