Bradford Cox er på flere planer en skæv karakter. Han er født med bindevævssygdommen Marfans syndrom, som skyldes en genetisk fejl i arvemassen. Den medfører, at han er meget høj, anorektisk tynd, har et deformt brystben samt unaturligt lange, ranglede lemmer. Dette gør, at hans fysiske fremtoning er særegen.
Samtidig prikker han til den heteronormative kønsopfattelse, når han fx jævnligt optræder offentligt iført kjole. Cox omfavner med stolthed sin rolle som normbryder og identificerer sig selv som værende »queer« – i forståelsen afvigende.
Musikalsk er han ligeledes et excentrisk bekendtskab; spraglet og vanskelig at rubricere. Både når han optræder som solist under navnet Atlas Sounds, samt når han står i front for Atlanta-kvartetten Deerhunter, som i mine ører er en af de sidste ti års fremmeste eksponenter for eksperimentel artrock.
Et orkester, hvor det rent faktisk fortsat giver lidt mening at bruge slidte floskler som »grænsesøgende« og »nytænkende«. Deerhunter formår nemlig momentvis at skubbe til det gamle, magelige dyr til rocken. Således også på deres nye og syvende album »Fading Frontier«, der måske ikke er diskografiens mest helstøbte, men som stadig fremstår som en fejende flot kraftanstrengelse.
Eklektisk, vanedannende fix
Materialet bobler af kreativt overskud. Man mærker næsten konstant bandets glubske sult efter at male uden for lærredet. Bøje reglerne og vende tingene lidt på hovedet. Gruppens snurrige soniske cocktail af monotont pulserende krautrock, kosmisk flakkende psychedelica, frenetisk fræsende støjrock, blid electronica og sitrende sart drømmepop, er et eklektisk, vanedannende fix.
Desperado-hymnen »Snakeskin« ruller boogiefunket afsted i en strøm af gnistrende, seje guitarhug og knastørre, præcise trommetæv. »Living My Life« muterer eminent fra knitrende ambientpop, til at kulminere i et himmelstræbende, jangle-poppet klimaks, hvor navlestrengen til kontrolcenteret kappes, hvorefter nummeret cirkulerer i en elliptisk bane omkring sin egen akse. »Leather and Wood« er en hypnotisk slowmotion-ballade. Umiddelbart en melodisk bagatel, men efter gentagende afspilninger åbenbarer kompositionens talrige små, fine detaljer sig. Drømmens faner foldes smukt ud.
Dette er blot tre klasseeksempler på de mange opfindsomt eksekverede stunder på »Fading Frontier«, der illustrerer, at Deerhunter til stadighed er en snørklet outsider-enhed, som formår at bevare et nysgerrigt sind og beånde den skønhed, som findes i sprækkerne, med deres aparte musikalitet.
Hvem: Deerhunter.
Hvad: »Fading Frontier«, 4AD/Playground.
