Alkohol og fiktion

Essay: Festen er lige på trapperne, ekstasen er rundt om hjørnet. Coronaepidemien ebber ud. Hvad nu? Berlingske har bedt en håndfuld forfattere skrive om ekstasen, festen og beruselsens sol- og skyggesider, eller mangel på samme. I dag er det debutforfatter Maria Hesselager, der for nylig udgav den kritikerroste roman »Jeg hedder Folkví«.

Forfatter Marie Hesselager udgav i april i år romanen »Jeg hedder Folkví«, der modtog fem stjerner af Berlingskes anmelder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forstået på den allermest barnlige, lavpraktiske måde, passer det, jeg skriver, ikke. Lige så snart jeg forsøger at skrive om noget selvoplevet, stikker teksten af og løsriver sig fra den specifikke situation. Jeg ved ikke hvorfor, men det er ikke muligt at fastholde en scene, uden at en form for dagdrømmeri slår ind, eller: Måske er det ikke dét, at det ikke er muligt, men dét, at jeg ikke kan se, hvorfor jeg skulle beskrive en rigtig hændelse, når det nu er meget nemmere at lade sig føre af impulsen til at finde på.

I den ydre virkelighed er der i en vis forstand kun én streng, det som foregår, i skriften er der flere: Rummet kan hele tiden ommøbleres. Virker det lidt mere stemningsfuldt, mere – på sin vis – korrekt, hvis himlen for eksempel er lilla? Og så påvirker den lilla himmel karakterernes humør, og så ændrer det deres indbyrdes relation, og så er teksten på sæt og vis blevet helt sin egen, langt fra det oprindelige udgangspunkt: Jeg var til en fest med dem og dem, og sådan så der vist nok ud.

På den måde nærmer skrivesituationen sig dette her »som at være der selv«, fordi scenen rejser sig i øjeblikket (som situationer nu engang gør) i stedet for at være en slags genindspilning af noget oplevet. Med den væsentlige forskel, at den opdigtede eller dagdrømte scene kun udspiller sig i tankerne – den ligesom kiler sig ind et sted mellem den dagdrømmende og hendes oplevelser, og det, hun møder, er hendes egne forestillinger i hele tiden nye forklædninger.

Næste dag

Det afprøvende og relative er noget af det, jeg elsker ved at skrive, og noget af det, som jeg ind imellem ikke kan udstå ved at drikke. Mit forhold til, hvad der strengt taget er rigtigt, forandrer sig. I begge tilfælde er det, som om jeg er båret af stemninger og muligheder, i stedet for at være båret af, om det, jeg giver udtryk for, har noget på sig uden for det øjeblik, jeg befinder mig i. Mine følelser bliver underligt åbne og vilkårlige. Pludselig kan jeg ikke alene sætte mig ind i, hvordan andre har det, jeg tror også, jeg har det på samme måde selv.

Men hvor det i skrivningen er en behagelig og koncentreret øvelse, er det forbundet med noget lavt og viljeløst til en fest. Som om alkoholen ikke bare forsimpler og udglatter relationer, som om den også udvisker min personlighed og gør mig mere til et alkoholens væsen end til mit eget.

I de tilfælde, hvor det sker, er jeg oplivet og pleasende uden andet pejlemærke end det sociale. Interessen i andre vokser eksponentielt med mit indtag af vin: kassemedarbejderen, hunden, et barn, der går forbi, og – ikke mindst – de andre til festen, alle sammen omfatter jeg med varme og velvilje, vil kende deres historie og le lidt med tårer i øjnene, jeg presser situationen og beder dem om at fortælle mere for at blive rørt. Sikke nogle helt fantastiske mennesker. Vi burde finde en ødegård.

Og så, oh, næste dag, tættere på sig selv igen, det skamfulde, når man husker, hvordan man sad der og solede sig og fortalte vidt og bredt om oplevelser og følelser, man ikke rigtigt har, ens optagethed af andre bredte sig helt ind i én selv i en interesse for, hvem man kunne have været. Og så må man mosle rundt i sengen, mens brudstykker vender tilbage, for ak nej, det sagde jeg vel ikke. Det mest sande, min entusiasme var udtryk for, var en interesse i at skabe fællesskab, og også den var med al sandsynlighed forbigående.

En art udveksling

Jeg forestiller mig, det ville kunne tage sig sådan her ud: En sommeraften, hvor der er en klar blå himmel over byen, står jeg på et trappetrin ned til et kælderlokale og hører mig selv formulere på et formfuldendt britisk, at nej, cafeen, det ældre engelske ægtepar spørger efter, ligger ikke her. Det er den vej. Min ene arm peger ud i luften.

»Then you’ll reach the roundabout,« siger jeg, primært for at sige »roundabout«, og ser stolt på dem, før jeg tilføjer »on your left hand side«, jeg har nemlig boet i London engang. Dengang talte jeg altid et fuldkommen ligefremt dansk-engelsk, men ikke nu, nu bølger det derudad med syngende op- og nedgange og runde a’er, jeg ser endda mit snit til at udvide samtalen lidt og høre, hvad ægteparret så skal i København. Besøge deres søn, svarer manden, men hans tonefald er syrligt, hans øjne flakker, de takker og skynder sig videre.

Som det næste står jeg bøjet over håndvasken på det trange badeværelse, lyset er hårdt, det summer af elektricitet. Jeg roder i min makeuppung. Så laver jeg pludselig et par små trip til siden. Kigger op igen og smiler til mig selv. Smilet overrasker mig, på en eller anden måde ser jeg anderledes ud, som en fremmed voksen, og mens jeg smiler høfligt tilbage, tørrer jeg hænderne en ekstra gang i et beskidt, halvvådt håndklæde. Det føles, som om det første smil var til mig og det næste fra mig, i en art udveksling. Hej, hvisker jeg og klikker neglen et par gange mod spejlet, mens jeg tager læbestift på.

Musikanmelder

Ude i det lavloftede rum får jeg øje på en sorthåret kvinde, der sidder for sig selv i færd med at vælge musik på sin telefon. Hvad finder du, spørger jeg og får sat mig som et udadvendt menneske med spredte ben, godt lænet fremover med underarmene mod mine lår.

Maria Hesselager er født i 1984 og opvokset i Næstved. Hun er uddannet fra Forfatterskolen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Det viser sig at være en god vej at gå, hun arbejder som musikanmelder, noget jeg ikke ved det store om, for som så mange andre – tror jeg – var jeg opsøgende ind til engang midt i tyverne, siden da har jeg stort set hørt det samme. Men her på den vakkelvorne stol i en kælder, hvor jeg antager, at alle er jævnaldrende med mig, men ingen måske egentlig er det (er der ikke en fraktion i sluttyverne og en i midtfyrrerne?), får jeg skruet noget på knapperne for, hvor optaget af en dansk undergrundsscene, jeg har været i det, der kan kaldes min ungdom.

Jeg siger noget om miljøet i København, dengang jeg flyttede hertil, som formentlig i en eller anden udstrækning er rigtigt, det var bare ikke noget, jeg var en del af. Kvinden over for – hun er en af dem i fyrrerne og har et nærmest smukt, markeret ansigt – smiler og nikker, hun virker glad og fortæller om en kunstner, jeg må tjekke ud fra det, jeg siger. Men så rejser hun sig brat og skal ud at ryge, stående kigger hun næsten lidt desperat rundt i rummet efter nogle af sine bekendte, gætter jeg på.

Jeg bliver forvirret. Synes hun, samtalen er kedelig? Men det kan jo blive langt værre. Jeg kan ende med at drysse rundt, først lidt i den ene retning, så i den anden, med vinglasset ind mod maven stille mig ved siden af en flok og smile, lytte, smile, indtil jeg ved, hvad de taler om, og så, når rette tid kommer, hugge til og levere en replik, mens det stadig kan lade sig gøre; før situationen stivner og overgår til, at jeg er blevet en stum og akavet festrekvisit.

Sådan som unge kvinder kan være

Så jeg fastholder hende. Jeg ryger egentlig ikke, men følger efter hende ud på trappen. Jeg er løbet tør, siger jeg og klapper på jakkelommen. Giver hun en? Vivi, som hun hedder, slår rutineret mod bunden af pakken, så en cigaret skyder frem, jeg skærmer for hendes hånd, mens hun tænder.

Vi kigger lidt ud over den brede vej, hvor cykler og biler passerer. Lidt længere nede stråler lyskrydset rødt mod den blå aftenhimmel. Hun puster røg ud og ser på mig. Og lige der er det, at skaden for alvor sker, idet jeg kommer i tanker om en musiker, jeg kortvarigt arbejdede sammen med, vi havde et par vagter på det samme hotel, og jeg lod hende snuppe en øl ude bagfra uden at anføre det.

Men nu fortæller jeg om hende, hun var jo kun lige ved at blive et navn dengang. Det var der, det tog fat. Siden har vi lidt mistet kontakt og ses kun sjældent, men festerne og dagene efter, den lille lejlighed, sådan som unge kvinder kan være. Jeg ser, hvordan Vivis agtelse vokser, jeg smiler og fortsætter. Også turene til Berlin. Andre inde fra støder til og lytter tørt smilende til min fortælling, jeg taler både højt og meget, men på det tidspunkt fabler jeg så livligt, at den manglende forbindelse til mit faktiske liv end ikke slår mig.

Parallelliv

En voksen sagde engang til mig (jeg var selv ganske ung), at jeg ikke egentlig var i kontakt med et andet menneske, bare fordi jeg konstant forestillede mig samtaler med vedkommende, og det virkede jo umiddelbart rigtigt. Alligevel kom det som et chok for mig. Efterfølgende fik jeg lyst til at indvende, at nej, måske var jeg – strengt taget – ikke det, men at forestillingen om andre og om en selv vel alligevel står i et sigende forhold til, ja faktisk er en del af, hvem man er.

Jeg husker bagefter at fortryde ikke at have fået sagt det, men som tiden er gået, og jeg ikke længere kender den voksne, opdager jeg nu, at der efterhånden ikke er den store forskel for mig på, om jeg sagde det eller ej. Jeg kunne lige så godt have gjort det. Måske jeg faktisk gjorde det. Begge situationer findes i hvert fald, på en måde.

Når man skriver, er alt i princippet muligt. Man kan bare skrive det. Især i starten af en tekst, dernæst begynder den at have sine egne regler, sin egen virkelighed, der styrer den. Men skrivningens bløde åbning kan også findes, når man drikker. Efter et eller to glas vin så er der lutter muligheder, man placerer sig tilfreds i nuet.

Nu tænker jeg på, om det er det, der af og til slører grænserne. Fordi nuet løsriver sig, man er bare lige her, sådan føles det, fremtiden findes som en drøm, men ikke som noget reelt; og om det så er derfor, man hører sig selv opfinde situationer og interesser, for i det her nu er man lidt mindre bundet af sig selv? Man prøver at være et potentiale, og det er først, når det øjeblik er ovre, der igen er konsekvenser: Så er fremtiden blevet ens nutid, og det, man sagde i går er strengt taget løgn. Man har skabt sig selv en slags parallelliv, der anmoder om at blive integreret.

Som da Vivi et par dage efter har fundet mig på Facebook og skriver, at min veninde skal spille på Loppen, hvilket jeg jo sikkert ved, men Vivi har bedt om at anmelde. Det viser sig, hun kan tage en ekstra med, og nu spørger hun, om ikke det skal være mig.