Forfatter Jesper Wung-Sung har skrevet essay til Berlingskes læsere: Den Trettende Måned

Essay: Festen er lige på trapperne, ekstasen er lige rundt om hjørnet. Coronaepidemien ebber ud. Sommeren dirrer i starthullet. Hvad nu? Berlingske har bedt en håndfuld forfattere skrive om ekstasen, festen og beruselsens sol- og skyggesider, eller mangel på samme. I dag er det forfatter Jesper Wung-Sung.

Forfatteren Jesper Wung Sung i sit hjem i Svendborg. Han har skrevet dette sommer essay til Berlingske om Den Trettende Måned, som er en særlig gestus samfundet burde tildele den unge generation for dens smukke indsats under coronakrisen. Arkivfoto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvfølgelig var der snak, men den gik mestendels på, hvorledes noget sådant bedst muligt kunne føres ud i livet med den ønskede effekt. I sidste ende blev det vedtaget med et overvældende flertal i Folketinget at tildele alle, der havde været unge under den såkaldte virustid en ekstra og gratis trettende måned, fordi de havde opført sig så heroisk lidt som unge i den nu overståede kriseperiode.

Men hvor skulle den afvikles? Riget var ikke rigt på hverken kvadratkilometer eller uopdyrket land, og så mange mennesker havde aldrig tidligere været samlet til én begivenhed i Danmark. Det var et tal i en størrelsesorden, der normalt var forbundet med rekordstort skærmkiggeri, altså ved landskampe eller dansekonkurrencer. Endvidere drejede dette sig jo ikke om to korte halvlege delt af en tissepause eller en lille times vrikken rundt på et linoleumsgulv. En tidshorisont på 30 dage stillede yderligere krav til volumen.

Man gennemkæmmede nationen for mulige områder, men indsat i regneark og opmålt med alskens linealer og udstyr var der ikke ét sted i Danmark, der kunne danne rammerne om noget så stort på forsvarlig vis. Man henviste til brandsikringsreglementet. Man så ingen anden udvej end enten at aflyse, udskyde eller nedskalere den officielle gave med henvisning til dens logistiske uigennemførbarlighed.

Måske kunne man trække lod? Hver tiende ung var bedre end ingen. Eller hvad med en weekend på forskellige lokationer? Én aften var bedre end ingenting. Der var helt sikkert også dem, som ville foretrække at modtage en goodiebag.

Men her havde nationens øverste undervurderet sine indvånere. Den folkelige opbakning til Den Trettende Måned var enorm. Det begyndte med, at en landmand stillede sig op på landsdækkende tv og med hænderne begravet i kedeldragten nikkede til de marker, han havde ryddet for at gøre plads til Den Trettende Måned.

Da journalisten spurgte hvorfor, svarede landmanden blot: »Æ har os voren ung engang.«

Det satte skub i tingene, og snart fulgte campingpladser, sportsklubber og godser trop. Alle stillede deres jorder til rådighed. Arealet voksede dagligt. Der blev lavet grafer og kort, som med kurver og farver indikerede, hvor meget området voksede, og hvor langt der endnu var til målet. Da en villavej ved et møde i nabolauget vedtog at donere deres baghaver til begivenheden, var pladsen på plads. I studiet regnede det med dannebrogsflag over det indtegnede kort.

Udstyret med chip

Kameraerne var til stede, da hække, brændeskure, blomsterbede, tørresnore, trampoliner og regnmålere blev fjernet. Der var et ægtepar, som havde måttet flytte drivhuset helt op på terrassen. Det kunne ikke blive meget bedre. Så sad de derinde, i læ, og med første parket til Den Trettende Måned.

Men hvordan skulle den afvikles? Der måtte jo være en vis facon på et arrangement af den størrelse, og ikke mindst når det hele var finansieret med skattekroner. Der blev talt om at indføre et klippekortsystem, eller at de unge skulle stemple ind og ud ved udvalgte poster. De kunne også udstyres med en chip, det ville gøre det nemmere at kontrollere deres adfærd og opførsel.

Der var også den mulighed at erholde en del af udgifterne via reklameindtægter og eksempelvis lade de unge bære bestemte T-shirt eller kasketter. Affæren ville også være en potentiel platform, hvorfra politikere eller erhvervsfolk kunne få de unge i tale, således at gaven også udmøntede sig i noget, der besad en samfundsmæssig nytteværdi. Hvad betød en times daglig lytten til folkestammens spidser, når man efterfølgende havde 23 timer til fri afbenyttelse?

Alligevel blev hvert forslag mødt af indædt modstand fra både det politiske bagland og almindelige borgere. Grundet pres, forvirring over presset og tidsnød valgte man sluttelig at benytte en ældgammel, oversøisk musikfestival som skabelon. Det betød færrest mulige regler, mest mulig frihed. Så måtte det hele gå, som det gik.

Konvojer af lastbiler, rullende boder, pølsevogne og kassebiler med mad og drikke, telte og madrasser, kørte ud til området. Der var billeder af brandvæsenet ankommende med tusindvis af ølbonger. Snart lå boder og vogne omgivet af telte i mønster, der måtte kunne ses fra rummet.

Forfatter Jesper Wung Sung er født i 1971 på Ærø. Han har udgivet bøger siden 1998 og vundet adskillige priser, blandt andet De Gyldne Laurbær i 2017 for romanen »Den anden gren«. Senest har han udgivet »Kvinde set fra ryggen« i 2021 om Ida Ilsted og Vilhelm Hammershøi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jacob Nielsen.

Sanseløst berusede

Og så oprandt dagen, hvor de unge strømmede til Den Trettende Måned fra nær og fjern. Var der virkelig så mange unge mennesker i dette land? De kom gående, cyklende, på løbehjul og skateboards, borede som udborede knallerter, på motorcykler og i biler, med offentlige transportmidler og med taxa. Der var sågar én, som kom ridende på et æsel.

Meldingen kom fra officielt hold: Værsgo, fra os voksne til jer unge – med tak for tålmodigheden. Således begyndte den første dag i Den Trettende Måned.

Der var naturligvis dem, som drak sig sanseløst berusede i løbet af den første af de i alt 720 timer. Som drak og sov de første ti dage væk. Ligesom der var dem, som røg, hvad der kunne ryges, eller som slugte piller af enhver form og farve.

Der var også dem, der var sammen med mere end én partner i løbet af de 30 dage, måske endda en hel del, og disse ikke nødvendigvis af samme køn, type eller orientering. Der hørte således både lystne skrig, højlydt banden, opkaststøn, urinplasken og primitive drukviser fra området, og det afstedkom da også reaktioner udefra i form af seerklager og læserbreve.

En særligt forurettet mand troppede op ved indgangen for at udtrykke sin utilfredshed, men på en eller anden måde blev han hvirvlet ind i Den Trettende Måned, selvom den på det strengeste var forbeholdt de unge. Han endte i rundkredsen ved et bål arm i arm med en sort pige og en hvid dreng, og det forlød, at han snart sang med, så godt han nu engang evnede.

Æ har os voren ung engang

For så alligevel. Fred være med det. Æ har os voren ung engang. Det var ikke mere end en bitter frøs kvækken i en orkan af klapsalver og begejstring. Hvor havde de unge dog fortjent det, blev der både sagt og skrevet. Tænk, så mange smilende ansigter samlet på ét sted.

Og så var der jo dem, der hverken rørte det ene eller andet i hele perioden. Der var dem, som allerhelst bare ville ligge og flette tæer eller sidde lænet op ad hinanden på en bakketop. Her kunne de sludre, høre musik eller se tåbelige videoer, mens de måske af og til nussede, aede eller krammede hinanden. Andre ledte efter femkløvere, klippede papirklip eller førte filosofiske diskussioner.

I løbet af Den Trettende Måned blev der stiftet en harmonikakvartet – og en lang række andre bands, klubber og foreninger. Der blev bygget både terrasser og skulpturer, ligesom man tilberedte mad i fællesskab, udførte kulinariske eksperimenter, der blev prøvesmagt af den samme grydeske. Der blev spillet fodbold, volleybold, basketball og den slags boldspil, petanque og dart, mens andre kastede sig over alternative konkurrencer og lege. Der var også dem, der egentlig bare fortsatte med at spille skærmskydespil, og hvor eneste forskel fra den forgangne tid var, at de nu også kunne tildele hinanden trælår.

Altså, alt i alt opførte de unge sig lige så forskelligt, både så såre almindeligt og så påfaldende ualmindeligt, som unge har haft for vane, siden der blev lys.

Men den forurettede mand, der jo endte som deltager i Den Trettende Måned, var forvandlet for livstid. Han genvandt aldrig sit krakilske, vredladne selv, men gebærdede sig siden så roligt og lattermildt. Højst overraskende fældede han det træ, der i årevis havde kastet sin brede skygge ind over naboens have; også selvom han med røde kinder hævdede, at det måtte være knækket i den storm, der ikke havde blæst.

De unge mennesker derimod var som en sprællevende skov. Var der virkelig så meget liv i dette land? Så megen leben, glæde og vitalitet. Man sad hjemme i stuerne og blev småmisundelig, men samtidig stærkt fortrøstningsfuld på nationens og verdens vegne. Det skal nok gå.

Alt går – og dage kan bevæge sig både hurtigt og langsomt. En dag kan synes at tørre ind som en vanddråbe mellem varme fingre, eller en dag kan strække sig som et uendeligt ocean, men det er uomtvisteligt, at den går. Dagen. Dagene. Således også Den Trettende Måned.

Helt til tops

De unge forlod den, som de var ankommet. Til fods, transporteret af alt fra ét til mange hjul eller på ryggen af hovdyr. Derefter blev de unge stille og roligt sluset tilbage i samfundet. Ure blev synkroniseret, kalendere faldt i hak, den daglige gænge, den ugentlige trummerum, tog imod med åbne arme, og alt var snart, som det engang havde været. Der var bestemt dem, som åndede lettede op; som havde frygtet med Den Trettende Måned at puste til skjulte revolutionære tilbøjeligheder, måske endda antænde et bål af regulær anarkisme. Intet i den retning skete.

Solen gik sin gang, og set fra dette perspektiv, fulgte også de unge hver især deres egen jævne og sendrægtige bane. Men tættere på skete det gang på gang, at denne generation markerede sig.

De blev direktører for store virksomheder. De startede selv firmaer, der voksede endnu større. Der var dem, som blev musikere, skuespillere, billedkunstnere og forfattere. Advokater og læger. Andre foldede sig ud som vellidte skolelærere, utrættelige sygeplejersker, pædagoger og hjælpearbejdere. Dygtige håndværkere. Der var dem, som markerede sig ved altid tage en frivillig tørn i landsbyforeningen. Som blev kåret til årets kammerat, kollega eller træner i den lokale sportsforening, ligesom der var dem, som udviste et humør og en imødekommenhed, der fik mangen kunde til at træde opløftet ud af supermarkedet.

Én af disse unge gik hen og bevægede sig helt til tops. Og det var noteret på cv’et blandt de øvrige meritter. Faktisk stod det øverst, lige efter navn, fødselsår og fødested. Indrammet og fremhævet. At landets nye statsminister havde været en del af Den Trettende Måned.