Amalie Langballe: Jeg er én gang gået midt i en forestilling, men det var for at have sex

Mit Kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang er det forfatteren Amalie Langballe, der godt kan se fidusen i en kulturkanon.

Forfatteren Amalie Langballe var som barn ekstremt optaget af Ringenes Herre-universet og plejede at skræmme sin søsters kæreste ved at kravle rundt på alle fire og lyde som Gollum. Søren Bidstrup

Hvad er dansk kultur for dig?

»Det er at lave en salat af mayonnaise og ærter og gulerødder og kalde den italiensk salat på grund af farverne.«

Hvad er den bedste kulturoplevelse, du har haft for nylig?

»Uh, der er mange. Jeg bor for tiden i en fremlejet lejlighed, hvor ejeren har en udsøgt smag i bøger, så jeg læser mig for tiden gennem Dostojevskijs »Idioten«. Jeg bruger også alt for mange timer på YouTube-kanalen HauteLeMode, som egentlig er rimeligt klassisk modeformidling med en god glimt-i-øjet-vært. Endelig vil jeg også gerne nævne Aaiún Nins digtsamling »På min huds sorthed«, som kommer til august, og som jeg har haft fornøjelsen af at have adgang til på grund af et interview med forfatteren.«

… og den værste kulturoplevelse – fordi?

»Det er – og har været det nogle år – oplevelsen af, at DR genudsender Kriminalkommissær Barnaby fuldkommen vilkårligt. Det er umuligt at finde ud af, om det kommer på app’en eller ikke kommer. For nogle år siden kørte det fuldkommen på skinner, og Barnaby kom hver dag klokken 16, og afsnittet lå på app’en en uge frem. Det var til at have med at gøre. Det nuværende er tortur.«

Kravlede rundt og lavede gollum-lyde

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling, og har du nogensinde læst slutningen på en bog først?

»Det foresvæver mig, at jeg engang er gået tidligt til en opsætning af »Som man behager« på Odense Teater. Men det var for at have sex, jeg tror, at forestillingen var aldeles udmærket.«

Fortæl om et værk, der har dannet dig som menneske!

»Jeg havde ikke så mange venner som barn, så jeg blev – som så mange gør det – utroligt optaget af Ringenes Herre-universet. Min mor havde slæbt os med ind og se filmen i biografen, fordi hun kendte et par tilbage i Randers, der havde skiftet navn til Sækker tilbage i 70erne og gerne ville genopdage universet. Jeg forelskede mig med det samme og brugte nogle år på at forsøge at lære sindarin, som er et af de elversprog, Tolkien udviklede, og en vinter byggede jeg også Midgård i sne. Min søsters kæreste ville heller ikke komme på besøg hos os, fordi jeg kravlede rundt på alle fire og lavede gollum-lyde.«

Amalie Langballe mener, at hun sammen med Brian Mikkelse, måske er den eneste i Danmark, der godt kan se ideen i en kulturkanon, men som hun siger: »Jeg har også bemærket, at de mennesker, der er principielt er imod en kanon, som regel er dem, der har fået den med hjemmefra.« Søren Bidstrup

Synes du, at danskerne mangler kulturforståelse og måske endda dannelse?

»Nej, tværtimod. Det kommer naturligvis an på ens definition af kultur, men jeg synes ofte, at hvis jeg taler længe nok med mennesker, så åbenbarer de næsten altid en eller anden interesse, der vidner om en grundig fordybelse. I foråret blev jeg meget optaget af historien om Sixten Sparre og Elvira Madigan og opdagede hurtigt, at alle på min hjemegn allerede har været der. Alle ved alt om Elvira og Sixten. Jeg er også lige blevet medlem af en Facebook-gruppe, der hedder noget i retning af Alle os, der elsker gamle træer, og det er helt vildt, hvor meget viden folk har opstøvet om de her gamle træer. Så har de talt med de ældste i byen om, hvad de kan huske om træerne. Det er dannelse for mig. At man er nysgerrig.«

Hvorfor tror du, at kulturpolitik er så lavt prioriteret i Danmark?

»Det vælger jeg at tro har mere at gøre med vores nuværende politikere end med os som folk.«

Tak til Brian

Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»Brian Mikkelsen og jeg er muligvis de to eneste mennesker i Danmark, der kan se fidusen i en litteraturkanon, men jeg synes faktisk, at den ad flere omgange har sat gang i en værdifuld debat. Jeg har også bemærket, at de mennesker, der er principielt imod en kanon, som regel er dem, der har fået den med hjemmefra. Der blev ikke læst meget skønlitteratur i mit barndomshjem, så jeg kan tydeligt huske, da den første kanon kom, og hvordan jeg gik direkte på biblioteket og lånte »Jammers Minde«. Så tak for den, Brian.«

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Nej. Min grundindstilling er, at jeg kan finde det meste interessant, men jeg skal ofte hjælpes på vej. Jeg oplever nogle gange et uudtalt ideal om, at god kunst kan forstås forudsætningsløst: At hvis en opera er god, så kan du bare sætte dig ind og blive opslugt af skønheden. Sådan har jeg det ikke – jeg elsker at se biopics, inden jeg giver mig i kast med et forfatterskab, og jeg læser ofte op på forestillinger, inden jeg skal se dem. En komponist som Bartók ville eksempelvis ingenting sige mig, hvis jeg ikke for et par år siden havde siddet med til en præsentation af ham på Hindsgavl Festival for kammermusik. Hindsgavl Festival kan i øvrigt varmt anbefales, hvis den stadig eksisterer post-corona.«