Benn Q. Holm: Champagnebrus, coronablues og endeløs umættelighed

Essay: Festen er lige på trapperne, ekstasen er lige rundt om hjørnet. Coronaepidemien ebber ud. Sommeren dirrer i starthullet. Hvad nu? Berlingske har bedt en håndfuld forfattere skrive om ekstasen, festen og beruselsens sol- og skyggesider, eller mangel på samme. I dag er det Benn Q. Holm.

Forfatter Benn Q. Holm er aktuel med udgivelsen »Et stykke af tiden«, en coming-of-age bog fra det turbulente Berlin 1976. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvor heldigt! Da avisen skrev og bad om et sommeressay med udgangspunkt i den aftagende coronakrise og den fest og fejring, som derfor nu venter rundt om hjørnet, bed jeg mærke i to ting, honoraret, selvfølgelig, og deadline for aflevering: 24. juni.

Samme dag som jeg ville få andet og sidste vaccinationsstik. Det kunne ikke passe bedre.

Når essayet var skrevet og afsendt, kunne jeg altså tage ind til vaccinationscentret i Øksnehallen på Vesterbro, få det vitale andet stik og derefter svinge lystigt gennem byen (åh ja, byen!), kaste mig grådigt over dens veldækkede sommerbord med højt belagt smørrebrød og kolde fadøl. Male byen blodrød, som i de gode gamle dage, hvor man sank om på Dødsrutens zinkcafeer, give den hele armen lige til lukketid (som mens jeg skriver dette, netop er forlænget til midnat).

Det ville være skønt at male byen blodrød som i de gode gamle dage, hvor man sank om på Dødsrutens zinkcafeer, skriver Benn Q. Holm, der samtidig må erkende, at der skal arbejdes mere end nogensinde efter coronakrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Kunne jeg ikke?

Jo. Bestemt. Men jeg kan nok allerede nu afsløre, at jeg formentlig bare tager lige hjem og burer mig inde på mit arbejdsværelse. For jeg har travlt. De bøger skriver ikke sig selv, og tiden går jo (hele tiden, den bestiller ikke andet end at gå og gå). For hver dag er der lidt mindre tid tilbage. Og jeg har rundt regnet tabt godt et halvt års arbejdstid til coronaen.

Så nu, hvor mange fabler om festivaler og flyveture til Syden, kan jeg ikke lade være med trække lidt i håndbremsen. Jeg døjer selv med coronasenfølger (primært voldsom træthed og åndenød) efter et ellers nogenlunde moderat og kort sygdomsforløb i december 2020, og selvom det heldigvis synes at gå fremad, er der stadig visse ubekendte. Er det endelig ved at ebbe ud, vil der komme tilbagefald, eller vil der, som set hos nogle ramte, ligefrem dukke helt nye symptomer op?

Ingen kender helt natten, vel?

Gasblå i hovedet

Jeg har aldrig arbejdet så lidt som i det forgangne halve år. Jeg er i gang med en ny roman, men hvor jeg før corona groft sagt bare trykkede speederen i bund, er arbejdet med det nye opus til tider foregået i slowmotion.

Well, man bliver jo ikke yngre, og måske var det under alle omstændigheder også på tide at gå en smule ned i tempo. I stedet for at skrive sig helt gasblå i hovedet give sig god tid og få hvilet ud. Men der har været mange hviledage, og selvom jeg har fået gjort kål på bunker af bøger og aviser (samt et uendeligt antal krydsord og streamingserier), og alt hvad en forfatter foretager sig, et eller andet sted er research og dermed arbejde, ja, så boner det ikke ud rent økonomisk. Som selvstændig erhvervsdrivende er det i længden uholdbart.

Men hallo: Skønt svømmehallen var lukket, levede man jo pludselig næsten sundere end nogensinde, flaskerne samlede støv i barskabet, de faste ugentlige doser øl-FCK-Parken/mørkt tilrøget kælderværtshus var for længst blevet skudt til hjørne, og havde det ikke været for den lange nedlukning, ville jeg næppe have oplevet, at husets 14-årige teenager frivilligt lod sig trække med på lange didaktiske traveture gennem Østerbros vinterkolde gader og parker, så at sige fra Kanslergade til Kastellet.

Et af coronakrisens største afsavn for forfatter Benn Q. Holm har været aflysningen af FC Københavns kampe, en klub han er glødende fan af. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Koralrev og altaner

Vi moderne, vestlige mennesker har et enormt behov for at realisere os selv. Vi er jo først og fremmest individualister, og ikke et ondt ord om det. Men vores behov er tilsyneladende uendelige. Vi vil have det hele: Det gode liv, det vilde og spændende liv, det sunde liv, det meningsfulde arbejdsliv.

Vi vil rejse, vi vil have altaner (både til gården og til gaden), vi vil have kæmpesommerhuse og autentiske oplevelser, vi vil dykke i koralrev og springe med faldskærm, vi vil arbejde hårdt og tjene godt, vi vil gå ned i tid og stadig tjene godt, vi vil have de smukkeste og klogeste børn, vi vil have de største SUVere og nyeste iPhones, vi vil have demokrati og menneskerettigheder, vi vil have billigt tøj og tingeltangel fra Bangladesh og Myanmar, vi vil have billig elektronik fra Kina, vi vil verden det godt, vi vil os selv det godt, vi vil have elbiler og gigafladskærme, vi vil have god dansk kunst og litteratur, vi vil have endnu flere true crime- og seriemorderserier, vi vil være vegetarer, vi vil passe på miljøet, vi vil have vores livretter, vi vil have vores burgere og frikadeller i fred, ja, vi vil have krig og fred, vi vil have kød og blod, vi vil have uspoleret natur og flere motorveje, der er ikke det vi ikke vil. Det hele (og lidt mere).

Denne umættelighed. Denne mere vil have mere, stopper det aldrig?

Smånussede joggingbukser

Mange troede, at pandemien ville få os til at stoppe op og lægge det nedslidende, stressende og miljøbelastende liv om. Som vendte man lige en gigantisk supertanker med et fingerknips.

Sandt er det, at mange har erfaret, at man ikke behøver at flyve til Milano for at mødes med en kunde, hvis det kan klares over Zoom. Men mange har også savnet den direkte kontakt, og mens nogle har hygget sig med at arbejde hjemmefra iført krøllede T-shirts og smånussede joggingbukser, har andre følt sig isolerede og deprimerede. Andre udløbere af pandemien? Jo, folk har shoppet sommerhuse og kæledyr, de har læst flere bøger og spist færre pomfritter. Og så kan jeg ikke lige komme i tanke om mere.

Så hvad har vi egentlig lært, ud over at vaske hænder og gå lange ture i nabolaget? At især de nære venner og ditto familie er vigtigere, end vi troede. At vi selvfølgelig er sociale væsener, men nogle mere end andre.

Dybest set tror jeg, at vi i det store og hele snart er tilbage ved status quo. Eller har der alligevel sneget sig en lille eftertænksomhed ind? Det håber jeg. Det ene udelukker ikke det andet. Livet er både proces, idé og håb.

Men fra tanke til handling kan der som bekendt være milevidt, og de få mennesker jeg kender til, som ligefrem har lagt deres liv radikalt om (sagt jobbet op, vinket farvel til storbyen), ville formentlig have gjort det alligevel før eller siden. Nu gav coronaen dem det afgørende skub.

Firskårne russere slås med tatoverede englændere

Er eftertænksomhed så det samme som forsigtighed og frygtsomhed? Her i huset har fruen for eksempel talt i drømmende vendinger om at holde sommerferie i Grækenland. Men der er langt til Grækenland, når man sidder som sild i en flyvende tønde – med mundbind. På et tidspunkt vil man være nede i varmen. Bogstaveligt talt. Athen i fyrre graders varme: En hed affære, selv uden mundbind. Nå, men så sejler man jo ud til en vidunderlig og idyllisk ø med en perlerække af hvide huse og stenede strande.

Forfatterens kone drømmer om ferie i et græsk øparadis. Han ser et potentielt mareridt folde sig ud på de hvide øer. Arkivfoto: Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

På denne lille solsvedne, knastørre ø er befolkningen svulmet op til det tidobbelte. Rejsefeberen betyder udsolgte hoteller og fyldte restauranter. Der er folk alle vegne, og det er svært overhovedet at få et bord. På positivsiden bliver man ikke jagtet af nærgående tjenere, mens de aflirer menukortet på gebrokkent tysk. Her bliver solet og slappet af, og måske var det alligevel alle pengene og besværet værd.

Men så sker det: Øen lammes af høje smittetal, en ny variant. Alt lukkes ned. Også færgetransporten, den eneste livline til fastlandet. Butikkers og barers jernskotter hamrer mod jorden som guillotiner. Folk bliver vanvittige i varmen af druk eller kedsomhed. Grædende småbørn hives med vold og magt op fra swimmingpoolen. Strandene ligger øde hen under den klare blå sommerhimmel. Efter to ugers isolation på det alligevel ikke så firestjernede hotel med de papirtynde vægge, bliver man endelig lukket ud. Alle vil med færgen! Der opstår panik og kaotiske tilstande under den bagende sol. Firskårne russere slås med tatoverede englændere. En ældre fransk kvinde ryger i vandet. Politiet trækker stavene.

Ud på natten lykkes det at komme med en af de ekstraindsatte færger.

Ved ankomsten til Piræus er der alenlange køer til testcentret …

Ja, vi tager til Rørvig. Ligesom sidste år.

Fuck jer, vi tænker kun på os selv!

Vaccinerne er en gigantisk bedrift, en videnskabelig triumf. Men pandemien har også mindet os om, hvor sårbare vi er. Måske er en af de største udfordringer her og nu lige så meget af psykologisk art.

I forbindelsen med pandemien har det været svært ikke at tænke på det berømte citat fra Louis 15. eller hans elskerinde madame Pompadour: »Après nous, le déluge.« Efter os syndfloden. På moderne curlingdansk: Fuck jer, vi tænker kun på os selv! Men ser man bort fra en lille flok indskrænkede Men In Black-typer, har der været en overraskende flot og civiliseret opførsel (her i Danmark).

De fleste har tænkt længere end deres egen lille forkælede næsetip, civilsamfundet har faktisk fungeret, vi har ikke været i nærheden af ragnarok. Når man nu under genoplukningen for eksempel hører, at folk køber en hel flaske dyr vin i stedet for som før et enkelt glas af husets, skyldes det selvfølgelig at mange har noget, de skal have brændt af efter en lang og mørk vinter. Men visse mediers teori om, at vi nu vil genopleve De Brølende 20ere version 2.0 (eller version 2021) med alverdens dionysiske og dekadente excesser, tvivler jeg stærkt på.

Tværtimod handler det måske snarere om, at der på godt og ondt er kommet en lille sprække i vores travle, tilmurede tilværelse.

Hvad, der siver ind gennem den sprække, kan være mange ting, det er jo individuelt: Alt lige fra livgivende nyt lys til angst og bæven.

Tilværelsens bogholderi

Til de sidstnævnte, de skræmte, må man netop påpege den ekstremt effektive kombination af videnskab og et stærkt civilsamfund: Hånd i hånd lykkedes det de to (dvs. os selv) at slå pandemien ned.

Næste skridt kunne (for nogle) være at gennemgå deres tilværelses bogholderi – ikke for at gøre regnskabet op, men rydde lidt ud i alt det overflødige (og husk at sortere affaldet!). For de fleste vil det jo nok ende med business as usual. Hatten af for det (men husk stadig at sortere affaldet!).

Al den snak om at tage sit liv op til revision, minder mig i øvrigt om, at jeg skal have lavet min udvidede selvangivelse for 2020, inden det er for sent. Deadline på deadline, er livet ikke andet?

Jeg sidder her og får helt lyst til et koldt glas rosé. Nå, det står der søreme allerede. Jamen, så skål, og god sommer!