Ordløst, åndeløst, tidløst: I ekstasen undslipper vi normaliteten for en stund

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Essay: Festen er lige på trapperne, ekstasen er lige rundt om hjørnet. Coronaepidemien ebber ud. Sommeren dirrer i starthullet. Hvad nu? Berlingske har bedt en håndfuld forfattere skrive om ekstasen, festen og beruselsens sol- og skyggesider, eller mangel på samme. I dag er det forfatter Thomas Rydahl.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg blev bag polititappen og kiggede ind i lejligheden. Dér stod hans sko og hans indkøbspose, dér lå overtøj og paraply, kastet i al hast. Hans notater og samling af papirer og bøger var uhæmmede, men velordnede, i bunker, i stakke, langs væggen, på en opslagstavle med tykke lag af gule sedler og A4-ark med planer, beregninger og tegninger.

Og i midten af rummet: Stolen.

Den hang under loftet, monteret på en enorm fjeder, der stadig vippede efter brug. Man kunne ane hullet i loftet, løse ledninger og støv fra etagen ovenover. Han havde ikke bekymret sig om beboerne på tredje eller fjerde, men taget den direkte vej. Op, op, op gennem bygningen, op gennem taget og ud. Mod månen.

På et bord lå en skruetrækker og resterne af en sandwich. Intet afskedsbrev. Han havde spist, hvad han kunne, havde sat sig i stolen og sendt sig selv i kredsløb. Forhåbentlig iført en tyk sweater. Du skal tænke på, at der er er koldt i det ydre rum.

En af de andre nysgerrige tilskuere var på randen af opkast. »I helvete, och de kallar det konst,« sagde hun og gik. Jeg var begejstret. Her var en mand, der ikke skyede nogen midler i sit forsøg på at katapultere sig selv ud af livets bedøvende normalitet. Modsat os andre ville han ikke nøjes med den lille virkelighedsflugt, en onsdags-gin og tonic eller et skrabelod om millioner. Mod ekstasen and beyond, som Buzz Lightyear siger. Uden returbillet. Mere om ham senere.

Har du mødt lykkens lækre kusine?

I 1992 skrev jeg novellen »Forever Young«, der handlede om at være evigt ung og forelsket, og i 2021 udkom jeg med romanen »Forførernes klub« om at blive forført af tilværelsen og Kierkegaard.

Det vil sige, at jeg som forfatter i tre årtier har været usædvanligt optaget af den tilstand, vi kan opleve, når vi hengiver os til en anden og hinanden og opgiver os selv. Jeg taler naturligvis om ekstasen. Du ved, lykkens lækre kusine, der uden ord og sofistikerede argumenter blæser os som sæbebobler ud af vores egen krop og sind og ind i en dimension, vi ikke kan rumme, lægge på Instagram eller nogensinde forstå til fulde. Hvornår har du sidst strejfet den? Hørt dens forførende kalden og drukket af dens vanviddets bæger?

Plejer ekstasen at være en hyppig gæst i dit liv, en dristigt klædt sengekammerat, der sniger sig ind ad det åbne vindue og under dine lagner hver aften eller er den en mystisk fremmed, der synger i den mørke skov, når du mindst venter det, helt sin egen og umulig at blive klog på?

Det er utroligt, hvor meget i vores liv, der sværmer om denne berusende dimension af vores menneskelighed. Forbudt og for meget og for uforudsigelig til at passe i vores travle tilværelses trummerum. Og alligevel tilbeder vi den, vi søger den, vi savner den, vi drømmer om den, den sidste snert af uhæmmet eufori.

Især nu, efter mere end et år i social askese, hvor coronaens klamme hånd løsnes, og du igen kan sidde med skjorten åben i en hestevogn på vej gennem Dyrehaven og skråle med på »Susan Himmelblå«. Eller lade tusinder af hænder bære dig og din klaphat over Rådhuspladsen, mens I råber navnene på de danske drenge, der har knaldet bolden ud til verdensskuet. Eller sætte dig i en 737 og se København forsvinde under dig, høj på forventning om La Palmas mørke gyder og mystiske mænd i stramtsiddende shorts.

Ekstasen er et strejf af et sjældent krydderi, den er duften fra en varm krop, den er de flagrende gardiner på et hotelværelse, den er den kildende fornemmelse af en uendelig aften i godt selskab, den er Mads Mikkelsens dans over Toldbodens brosten. Og den er lige til at blive afhængig af. Faktisk er den præcis det, vi bliver afhængige af, når vi bliver afhængige. Lyder det chokerende? Næppe.

Vejen ud af dig selv

Som mennesker er vi altid afhængige af noget. I en krævende, forvirrende tilværelse søger vi lindring, nogle minutters fred fra vores indre amatørteater. Og ekstasen er essensen af det, vi søger, når vi er afhængige af spil, stoffer, god mad, maratonløb, sex eller … øh, at skrive bøger. Writers' High, som man kalder det, er forfatterens ekstase, hvor skriften skriver sig selv. Man er, så at sige, ude af sig selv, mens man skriver.

Jo mere man tænker over det, er ekstasen konkret kropslig og nærmest ufatteligt åndelig, den er det komplette nærvær og den komplette opløsning i nuet, et glimt og en evighed, en sommerfugls skygge. Den er kort sagt alt det, der gør den umulig at indfange, og særligt potent i sin kaotiske sværmen. Mange af os er skuffede og desillusionerede og destruktive, når ekstasen udebliver, og lige så ivrige efter at gøre den til altings ophav og livets mening, når den indfinder sig.

Vi jagter den i byen, i sengen, på stadion, i religion, i træning, i kunst. Og overser, at den som regel er en tilstand, der først dukker op, når du holder op med at lede. Det passer de fleste af os meget dårligt.

»Alt skal maksimeres og multipliceres. Og således også vores ekstaser. Det er ikke nok at have den gode følelse én gang om året. Nu skal den helst indfinde sig fra fredag til søndag, hver anden onsdag, når vi har sex, og i øvrigt hver gang landsholdet spiller.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Menneskets største gave (og forbandelse) er nemlig vores evne til at skalere. Når først vi har kastet vores kærlighed over noget, skal vi have mere af det. Ikke fordi det er godt for os, eller fordi det er en menneskeret, men fordi vi kan, og fordi det udløser glædeshormonerne dopamin, serotonin og oxytocin. Vi er som forsøgsrotten, der helst vil trykke på nikotinknappen, til den falder om.

Forbandet være den dag, vi opfandt den dybe tallerken og krukken og trillebøren og ploven og kummefryseren og alt det andet, der gjorde os i stand til at producere og opbevare større mængder, end vi selv kan konsumere. Siden da har vores drømme handlet om at bade i mælk og honning, kontanter og jomfruer.

Alt skal maksimeres og multipliceres. Og således også vores ekstaser. Det er ikke nok at have den gode følelse én gang om året. Nu skal den helst indfinde sig fra fredag til søndag, hver anden onsdag, når vi har sex, og i øvrigt hver gang landsholdet spiller.

Se bare, hvordan underholdningsindustrien, religionerne og kemikerne i narkokartellernes laboratorier er ivrige for at servere den for dig i lange baner – og i øvrigt lykkes ud over enhver forstand med deres salgs- og marketingstrategier.

Og nu vender jeg så omsider tilbage til den politiafspærrede lejlighed med den månesyge opfinder, der havde skudt sig selv op gennem en etageejendom. Du har sikkert ikke tænkt på andet siden.

Den ultimative ud af lejligheden-oplevelse

Det beskrevne scenario er heldigvis ikke fra en lejlighed på Amager eller i Aarhus, men fra en udstilling på Moderna Museet i Stockholm, som jeg besøgte i 1998. Jeg har siden dengang forsøgt at opspore kunstner og kunstværk uden at finde frem til noget som helst, så kunstnerens forsvindingsnummer må siges at være en succes. Men hvis nogen derude ved mere om installationen, må de lige skrive til mig på: t@thomasrydahl.com.

Jeg kom (igen) til at tænke på værket, da jeg var i denne undersøgelse af ekstasens natur. Fordi opfinderens projekt er en slags konkretisering af vores naive forsøg på at katapultere os selv ind i ekstasen. Vi er lige så tossede og dumdristige, når vi prøver på at fastholde og forblive i ekstasen, som han er, når han vil sende sig selv til månen fra sin etværelses på første. Hans flugt fra jorden er lige så desperat og hovedløs som vores flugt er fra hverdagen og normaliteten.

Det er der flere årsager til. Dels kan ekstasen ikke reproduceres, skaleres, hældes på dåse eller sættes i system eller i bur. Så mister den sin potens. Så bliver den i sig selv ordinær. Så bliver den noget, du kan bestille på nettet, og når det passer ind. Det er imod dens natur, hvis den skal forblive ekstatisk. Dels er ekstasen nærmest en slags fjendtligt miljø, der kan besøges kortvarigt, men ikke egner sig til længere ophold. Se, hvordan det går dem, der forsøger og ender som misbrugere af alt fra Netflix til stoffer.

Vi kan ikke eksistere uden for normaliteten, så dør vi. Vi kan kun eksistere inden for normaliteten med korte ture ud i ekstremen, og så tilbage igen.

Det er, med andre ord, ikke meningen, at vi skal være i ekstase og blive der. Hvis vi er heldige, kan vi kigge ind i den og nyde oplevelsen, inden vi igen vågner op til virkelighed, vasketøj og tyngdekraftens virkning. Det lyder måske deprimerende, men det er det ikke. Tværtimod. Ekstasen er netop vores oplagte mulighed for at undslippe normaliteten for en stund og opleve os selv og vores verden udefra. Føle os forbundet med hinanden og med verden. Ordløst, åndeløst, tidløst.

En midlertidig suspension af det ordinære, for nu at udtrykke det kierkegaardsk. Det kan være magisk, og det bliver det også, hvis vi vinder den næste fodboldkamp, eller når vi igen får lov at synge i kor foran Orange Scene. Eller når du en sen sommernat efter et glas hvidvin stirrer op på nattehimlen og opdager, at der er gået en svensker i hjemmestrik i kredsløb om den pulverblege måne. Bedre bliver det ikke.