Jeg har været en del af Foreningsdanmark de sidste 25 år som frivillig fodboldtræner og nu som leder i FC København Børnefodbold.

Den udvikling og bekymring på integrationsområdet, som Venstre og Socialdemokratiet anfører, oplever jeg bestemt ikke i hverdagen.

Tværtimod ser vi børn fra alle sociale lag mødes i vores over 60 samarbejdsklubber og på FCKs børnehold. Børnene og trænerne ser hinanden som individuelle enestående individer i deres egen ret. De hæfter sig heldigvis ikke ved etnicitet eller social habitus.

En anden vigtig udvikling er forældresamarbejdet. Tidligere var det altid fædrene, som tog samtalerne i fodboldklubben. Nu er det lige så ofte velintegrerede mødre, som fører ordet og siger deres mening om klubbens tilgang til deres børn. Der har været en mærkbar udvikling over de sidste ti år.

Det kan være fristende at male skræmmebilleder i medier. Heldigvis viser Foreningsdanmark, at mennesker trives i civile fællesskaber uden for Christiansborgs farlige retorik.

Anders Lange, leder i FC København Børnefodbold

Djøf'ere

I Berlingske 8. maj udtrykker Ole Kristensen utilfredshed med udskamningen af djøf'ere som gruppe, og det er selvfølgelig forståeligt nok. Men det der gør, at der er en generel utilfredshed med de mange akademikere, der uomtvisteligt de seneste år er ansat i stat og kommuner, er alle de dårlige resultater, vi dagligt konfronteres med. 

Kørte alt i Skattestyrelsen, Vurderingsstyrelsen, Familieretsdirektoratet, Ejendomsstyrelsen og mange andre offentlige institutioner bare snorlige og til alles tilfredshed, ville der ikke være kritik. 

Problemet er soleklart, at trods mange flere akademikere virker det som om jo flere ansatte djøf'ere, jo mere sand er der i maskinen. For mange kokke osv.

Så måske ville det gå bedre med færre akademikere ansat. Omvendt er der også den problematik, at der er uddannet mange flere akademikere, end der er brug for, og noget skal de jo lave, så SUen kan betales tilbage. De kan ikke uden omskoling bruges til sosu'er eller pædagoger. Det skulle man tænke over fremover.

Ebbe Werenberg, Vedbæk

Danske borgere kvæles i religiøse lænker

I Danmark burde enhver borger have friheden til at forlade et ægteskab, særligt hvis dette indebærer fysisk eller psykisk vold. Men desværre har vi endnu ikke skabt rammerne for dette. 

I dag kan folk stadig fastholdes i religiøse ægteskaber på dansk jord og frarøves både deres frihed og fremtid. Det er ikke kun en krænkelse af individets rettigheder, men også en direkte og vanvittig trussel mod de danske idealer om frihed.

Problemet påvirker særligt kvinder, og selvom disse kan få en juridisk skilsmisse, kan de stadig blive fastholdt i det religiøse ægteskab. 

Her er det oftest kun manden, der de facto har retten til at opløse det, hvilket bliver katalysator for, at han kan udnytte kvinden, enten til at fastholde hende eller tilegne sig selv absurde fordele i skilsmissen, herunder at fratage kvinden samvær med hendes børn.

Den massive ubalance i magtforholdet skaber en grobund for social isolation, økonomisk afhængighed samt psykisk og fysisk vold, der i praksis kan gøre det ekstremt svært at tage skridtet mod frihed, eller gøre dette uden at skulle håndtere store konsekvenser herfra.

Selvom problemet er blevet italesat mere end én gang, er der ikke blevet handlet tilstrækkeligt, og vi tillader stadig en undertrykkelse, der bygger på en kombination af frygt, manglende kendskab til rettigheder og social kontrol.

Det er derfor indiskutabelt, at vi ikke blot kan se passivt til, når denne type tvangsforhold udfolder sig, men derimod skal skabe ordentlige rammer, der giver alle den frihed, de fortjener. 

Ingen må blive fastholdt af religiøse lænker. Derimod skal alle have mulighed for at leve frit og selvstændigt. 

Dette har blandt andet Storbritannien, Norge og Holland allerede arbejdet mod, men i Danmark halter vi bagud, og det skal vi rette op på.

Religiøse love må aldrig overtrumfe den danske lovgivning eller de danske principper.

Isabella Janum Lindgren, formand for Venstres Ungdom Holbæk og omegn