Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Skudt ned

Blomster og lys i Sankt Petersborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANATOLY MALTSEV
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fredag nat blev en af Putins mest berømte kritikere, den liberale politiker Boris Nemtsov, likvideret af en lejemorder på åben gade i Moskva tæt på Kreml.

Ingen aner, hvem der bestilte mordet, men én ting kan siges med stor sikkerhed: Det finder vi heller aldrig ud af. Det viser erfaringen fra de mange andre likvideringer, der har været af Putinstyrets fjender i hans regeringstid, hvoraf vi her i Vesten vel bedst husker mordet på journalisten Anna Politkovskaja og på den afhoppede FSB-agent Aleksandr Litvinenko, der blev forgiftet med radioaktivt polonium i London. Hverken i den ene eller anden sag er bagmændene fundet: Det er de heller ikke i de snesevis af andre tilfælde, der har været gennem årene.

Hver gang en russisk systemkritiker bliver myrdet, hævder styret og dets støtter rutinemæssigt, at morderne formodentlig skal findes blandt Putins kritikere, som ønsker at kaste mistanken på ham. Putins pressesekretær Dmitrij Peskov kaldte straks mordet på Nemtsov for en »provokation«, og den russiske anklagemyndighed mente at vide, at formålet er en »destabilisering af den politiske situation« i Rusland. Oversat til almindelig dansk betyder det, at det er Vesten, der står bag. Hertil må man indvende, at det er ganske mærkværdigt så travlt Putins fjender i så fald har med at rydde ud i egne rækker, mens hans venner af en eller anden grund altid bliver sparet.

Én konklusion drager russerne givetvis også af dette mord: Hvis man har sit liv kært, gør man bedst i at lade være med at kritisere Putinstyret. Nemtsov var en af hovedarrangørerne bag oppositionens storstilede aktion »Forår«, som netop i dag bliver afholdt i en stribe byer i protest mod Ruslands krig i Ukraine, og den økonomiske turbulens i dens kølvand. Få timer før hans død kunne man på radio Ekko Moskva høre Nemtsov fortælle om, at hvis der som forventet mødte 100.000 op til demonstrationen i Moskva, som er henvist til at foregå i den sydøstlige forstad Marjino, vil det ryste regimet i dets grundvold.

Når man derfor taler om Putins store popularitet i den russiske befolkning, må man forstå, at det bygger på gisninger. For det går enhver, der udfordrer Putin, ilde. Den politiske kamp er for længst holdt op med at foregå ved valgene; den foregår mellem valgene, hvor dygtige modstandere bliver fjernet fra arenaen.Retfærdigvis skal det siges, at Boris Nemtsov – så dygtig, karismatisk, smuk og slagfærdig han end var, næppe havde haft en chance mod Putin i et frit Rusland. Dertil var han alt for liberal i vestlig forstand til et land, der stadig er præget af halvfjerds års sovjetkommunisme.

Det samme kan man til gengæld ikke sige om nogle af de øvrige hovedarrangører af søndagens demonstrationer. I et andet Rusland havde de meget muligt stødt Putin fra tronen for længst. Det gælder socialistlederen Sergej Udaltsov, men allermest gælder det systemkritikeren Aleksej Navalnyj, der er blevet stormende populær på sin kamp mod korruption, ulighed, og indvandring fra Centralasien. De to herrer deltager naturligvis heller ikke i søndagens demonstrationer, for de er begge buret inde, anklaget for samfundsomstyrtende aktivitet i Vestens tjeneste.

Boris Nemtsov blev af Putins regime betragtet som vestlig kollaboratør. Han sagde selv, at han var patriot. Det var han. Fredag nat døde han for sit land.