Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Selvforsvar

»Fra vores allieredes side vil der nok ikke være den store forståelse for, at vi satser på, at de skal redde os, men at vi ikke selv vil bruge penge på Forsvaret.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter Den Kolde Krigs ophør har Danmark positioneret sig som et land, der gerne vil gøre en positiv forskel i verden. Glemt er fodnotepolitikken og de selvpålagte begrænsninger i Østersøen; de senere år har vi bekæmpet Taleban i Helmand-provinsen, bombet Gaddafi i Libyen og jagtet pirater i Aden-bugten. Hvad enten regeringen er rød eller blå, betragtes det nu om dage som naturgivent, at Danmark yder et bidrag, når der opstår en international krise: Så sender vi et transportfly til Mali for at hjælpe Frankrig med at nedkæmpe militante oprørere, et overvågningsfly til Middelhavet for at bistå EU med bådflygtninge eller seks kampfly til Irak for at kaste bomber mod Islamisk Stat. Befolkningen og politikerne på Christiansborg er for en gangs skyld enige: Selvfølgelig skal Danmark bidrage internationalt.

På den baggrund er det ildevarslende, når den afgående formand for NATOs Militærkomité, Knud Bartels, i et brev til forsvarsministeren advarer om, at Danmark er ved at sætte sit nyvundne, hårdt tilkæmpede renommé over styr. Ifølge generalen sparer vi i disse år så meget på Forsvaret, at vi ikke længere kan honorere vores forpligtelser i NATO.

Læs også: Man ligger som man har redt

Og nej, man kan ikke bare affærdige Bartels advarsel med, at en general altid ønsker sig mere krudt og flere kugler, og da særlig når denne general har beklædt den højeste militære post i NATO. Knud Bartels er ikke en mand, der er kendt for at fare ud med bål og brand og løse påstande. Som forsvarschef accepterede han i 2011 pligtskyldigt og uden mukkeri den tidligere VK-regerings varslede rundbarbering af Forsvaret, der udmøntede sig i det gældende forsvarsforlig fra 2012, som fører til, at Forsvaret i 2017 kun lægger beslag på 1,2 pct. af BNP. Altså betragteligt under de to pct., vi har lovet NATO.

Det nytter ikke at trøste sig med, at mange andre NATO-lande heller ikke bruger de lovede to pct. af deres BNP på forsvaret. For det første er de fleste NATO-lande større end Danmark, og de bruger derfor mindre end lovet af et betydeligt større budget. De er altså ikke i samme sørgelige situation som Danmark, der end ikke kan stille med så meget som en enkelt hærbrigade: Vi mangler artilleri, panserværn, luftværn og kampingeniører. For det andet har Danmark sikkerhedspolitisk fået voldsomt meget mere brug for NATO end de fleste af de øvrige NATO-medlemmer som følge af Ruslands nyimperiale fremfærd over for de tidligere sovjetrepublikker.

Læs også: Forsvarligt forsvar

I tilfælde af en konflikt mellem Rusland og de baltiske lande kan Danmark dårligt undgå at blive inddraget: Vi har kontrollen med stræderne og dermed kontrollen med adgangen til Østersøen ad søvejen. Samtidig ligger København kun 500 km fra Kaliningrad, som russerne i stor stil udbygger militært i disse år. Fra vores allieredes side vil der nok ikke være den store forståelse for, at vi satser på, at de skal redde os, men at vi ikke selv vil bruge penge på Forsvaret.

Det skrabede forsvarsforlig blev indgået på et tidspunkt, da Danmark var i den historiske luksussituation, at vi selv kunne vælge, hvilke udfordringer i verden vi ville forholde os til. De tider er forbi. Nu skal vi vise, at vi ikke bare kan gøre en positiv forskel ude i verden, men også på vore egne breddegrader.