Forsvarsminister efter feriekritik: Opråb gør indtryk

Forsvarsminister Carl Holst har fået kritik for at være tavs i debatten om den danske indsats mod Islamisk Stat under sin ferie. Kritikken fra Forsvarets ansatte gør indtryk, lyder det fra forsvarsministeren.

Carl Holst skader sin anseelse og sit image, allerede inden han rigtig er kommet i gang som minister, har kritikken af forsvarsministeren blandt andet lydt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De danske F16-mekanikeres opfordring til politikerne om at stoppe indsatsen mod Islamisk Stat (IS) i Irak, er indtil videre ikke blevet kommenteret af forsvarsministers Carl Holst (V), der har holdt ferie.

Det fik søndag Jesper K. Hansen, formand den største faglige organisation i Forsvaret, Centralforeningen for Stampersonel (CS), til at kritisere ministeren for at gemme sig i debatten om det danske F16-engagement i krigen mod IS.

»Jeg ved, han holder sommerferie nu. Men jeg synes, forsvarsministeren snart må komme ud af busken og komme med en udtalelse,« sagde han til Ekstra Bladet og pegede på, at ministeren kunne sætte sit embedsværk i gang.

Men nu forsikrer Carl Holst, at kritikken gør indtryk.

»Det gør indtryk, når fagligt personale skriver til statsministeren og alle de politiske ledere med et opråb. Og det er klart, at deres synspunkter bliver en del af det beslutningsgrundlag, der skal tages i forhold til det videre arbejde,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau og fortæller, at der kan komme ændringer i missionen:

»Det, jeg vil lægge op til over for de andre partier, er noget, der militærfagligt og materielt samt mandskabsmæssigt skal hænge sammen. Så kan det godt være, at den nuværende måde at organisere tingene på, skal laves om«.

Den indsats mod IS, der blev vedtaget af Folketinget sidste år i oktober, skal forlænges efter 12 måneder. Det vil regeringen ifølge sit grundlag gøre ved »fortsat deltage i den internationale koalition mod ISIL (Islamisk Stat red.) og bidrage militært til bekæmpelsen af terrororganisationen i Irak«.

Men forsvarets flymekanikere kom mandag med en opsigtsvækkende bøn til politikerne om at droppe indsatsen, når den udløber til oktober på grund af stress hos personalet og slid på flyene, der er udstationeret i Kuwait.

Det er trods opråbet stadig planen, at indsatsen skal forlænges, lyder det fra forsvarsministeren.

»Jeg har fra dag nummer ét som forsvarsminister været bevidst om, at den indsats, der udløber i oktober, skal forlænges. Vi har så haft en proces, der skal videreføres i løbet af august, hvor vi på baggrund af en militærrådgivning skal finde en plan, der hænger sammen,« siger Carl Holst.

Har du brugt for meget tid på at holde ferie?

»Jeg har i år været privilegeret af at have en halv meter læsestof med på ferie. Hver eneste dag har jeg læst nyt materiale. Det har været vigtigt for mig at sætte mig ind i sagerne i forhold til de udfordringer, der venter i efteråret. Nu føler jeg mig godt rustet til at gå i gang med det politiske arbejde«.

Forstår du den kritik fra personalets fagforeninger, der er af dig?

»Det gør jeg, men det er altid en balancegang. Havde jeg konstant henover sommeren også været ude at svare på alle spørgsmål, ville der også kunne være en beskyldning om, at jeg fyldte for meget, og at jeg har glemt, der et forsvarsforlig og et Udenrigspolitisk Nævn, som der også skal tages hensyn til«.