Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Liste Yahya

»Det er altafgørende for demokratiets fortsatte beståen, at den voksende gruppe af nydanskere føler sig repræsenteret politisk.«

Der er bestemt grund til at glæde sig over digteren Yahya Hassans beslutning om at stille op som folketingskandidat for det nystiftede nationalparti, hvis det ellers lykkes partiet at blive opstillingsberettiget.

Ikke fordi Yahya Hassan foreløbig har udvist tegn på at være et lysende politisk talent. Snarere tværtimod: Hans kluntede og umodne forsøg på at provokere er efterhånden blevet et varemærke. Siden sit gennembrud i 2013 er han som bambi på isen snublet ubehjælpsomt fra det ene standpunkt til det næste, alene holdt oppe af en enorm velvilje i offentligheden, som utvivlsomt skyldes, at han er så ung, så nydansk, så smuk og så forbandet god til at digte.

Han lagde ud i aviser og på TV med en sønderlemmende kritik af nydanskernes opførsel i ghettoerne, der var så generaliserende, at den udløste panik på den venstrefløj, som troede, at den havde patent på unge, utilpassede digtere af palæstinensisk herkomst. Yahya Hassan hævdede, at alle i ghettoerne hælede og stjal, solgte hash og begik kriminalitet, og at det var de mange, der ødelagde det for de få, og ikke omvendt. Det var svært at misforstå. Men på venstrefløjen skumlede man alligevel over, at højrefløjen tog Yahya Hassans udtalelser for pålydende. Han var nemlig digter, ikke debattør, hed det sig, uanset hvad han sad og sagde i Deadline.

Læs også: Yahya Hassan talte i en time: Vi er borgernes parti

Debatten satte en skræk i den unge mand, som lod sig bjerge i land af det gode selskab: Alting blev pludselig Israels, USAs, racismens, intolerancens og det sorte højres skyld. Senest har Yahya Hassan så excelleret i perfiditeter mod debattører, der forsvarer retten til at tegne karikaturtegninger af Muhammed. De er blevet kaldt ting, der er værre end slemt. Så det klinger lidt hult, når Yahya Hassan nu siger, at han går ind i politik for at fremme tolerancen.

Men alligevel er der grund til at glæde sig. For det er altafgørende for demokratiets fortsatte beståen, at den voksende gruppe af nydanskere føler sig repræsenteret politisk. Det gør en forskel, at nydanske unge kan se, at folk med anden etnisk baggrund end dansk også sidder på tinge. Der sidder allerede adskillige både i Folketinget og i kommunalbestyrelser. Men Yahya Hassan er så kendt, at hans kandidatur bliver bemærket.

Desuden skal det ikke overlades til religiøse organisationer som Dansk Islamisk Råd og Hibz-ut-Tahrir at tale på vegne af enhver, der stammer fra et muslimsk land: Lige så lidt som Pinsekirkerne eller Danske Kirkers Råd kan udtale sig om danskernes holdninger generelt. Det parti, Nationalpartiet, som Yahya Hassan har udset sig, udmærker sig desuden ved ikke at være et religiøst parti. Det er der ingen grund til at tvivle på, selv om partiet er stiftet af tre pakistanske brødre, der har deres rødder i den pacifistiske Ahmadyya-islam. For det første fordi såvel kristne som homoseksuelle ifølge formanden er velkomne i partiet. For det andet fordi partiet siden sin grundlæggelse er stødt på hård modstand i islamiske miljøer, der netop kritiserer det for ikke at være islamisk. Partiet er altså noget så sjældent som et verdsligt parti stiftet af muslimer.

Læs også: Pia K om Yahya Hassans kandidatur: »Stærkt underholdende«

Partiet arbejder for øget indvandring til Danmark: For at fjerne tilknytningskravet og 24-års-reglen. Det kan man være uenig i, og så må man stemme på et andet parti. Men det gør ikke partiet udansk. Det gør det nudansk.