Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Den hæslige antisemitisme

Rystende læsning om antisemitisme i Sverige. Har vi den også herhjemme?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis ikke man vidste bedre, så skulle man tro, at man befandt sig i 1930erne i Tyskland, når man læser, hvad der sker med jøderne i Malmø. Jøderne udsættes for overgreb af helt uhyrlig karakter, får skyld for alt, hvad Israel foretager sig. De bliver chikaneret, hånet og overfaldet, ligesom synagoger og gravpladser skændes. Alt sammen desværre af grupper i indvandrermiljøet, som burde vide bedre, fordi mange af dem angiveligt er rejst til Sverige for at opleve frihed og demokrati.

For at føje spot til skade, så er Malmøs borgmester også en del af problemet. Ilmar Reepalu, som er født i Estland, er socialdemokratisk borgmester i den svenske storby. Han bagatelliserer problemerne og støtter – ifølge svenske aviser – helt åbent mange af de aktioner, der foregår mod jøderne. Som altid kamufleres antisemitismen som en antiisraelsk holdning. Borgmesteren bortforklarer volden mod jøderne som et resultat af Israels politik i de besatte områder. Således blev en Davis Cup-kamp i tennis mellem Sverige og Israel spillet uden publikum af sikkerhedsmæssige årsager, men borgmesteren sagde ligeud, at de israelske spillere ikke var velkomne. Der har været omfattende uroligheder vendt mod lovlige demonstrationer til støtte for Israel, og jøderne i Malmø bliver udsat for grov vold og trusler fra en stadig mere agressiv gruppe personer, primært fra indvandrermiljøerne.

Europa oplever stadig tilfælde af grov antisemitisme. Når man møder den, er det nødvendigt at tage utvetydigt afstand fra den. Jøderne i Sverige, eller i Danmark, eller alle mulige andre steder, er ikke ansvarlige for Israels politik, og hvis man er modstander af den, findes der i demokratiske samfund legitime måder at vise sin utilfredshed på. En af mulighederne er absolut ikke at lægge en gruppe af mennesker for had, endsige overfalde dem eller skænde deres synagoger eller religiøse steder.

Det er derfor forstemmende at se, at myndighederne i Sverige i form af borgmesteren intet gør for at tage helt utvetydigt afstand fra overfaldene. Man kan godt forstå, at jøderne flygter ud af byen og forsøger at finde steder, hvor de er mere velkomne. Men det er afskyvækkende, at det skal komme dertil.
I Danmark oplever vi også en snigende antisemitisme, selv om det heldigvis ikke er hverdag. Men der er god grund til at holde øje med, hvad der sker. Vores jødiske medborgere må aldrig blive udsat for den behandling. Det er især skuffende, at det tilsyneladende er i indvandrermiljøer, at hadet mod jøderne findes. Mange indvandrere er netop taget til Europa for at slippe for forfølgelse og burde være de første til at beskytte andre mindretal. At enkelte af dem lader et had mod Israel gå ud over jøderne er forkasteligt. Forhåbentligt er det et mindretal, der står bag hadet. Man kan kun opfordre til aktiv afstandtagen fra det, der sker. Men tavsheden er desværre alt for ofte larmende.