LONDON: Bjørn Nørgaard har engang i en anden sammenhæng sagt, at »Gud fortjener de bedste kunstnere«.
Skal der skabes himmelsk kunst til Guds ære, sådan som det for eksempel er blevet gjort i kirker og klostre gennem århundreder, skal det være til at holde ud at se på. Også for menigheden og andre, der gennem de store billedfremstillinger af Bibelens fortællinger søger at finde mening og livstydning. Religiøse billeder er jo netop et forsøg på at sætte jordiske begreber på det dybest set ufattelige.
I den henseende var Veronese bestemt en af de malere, Gud fortjener. Vidste man det ikke i forvejen, kan man konstatere det på en udstilling på National Gallery i London. Det britiske kunstmuseum på Trafalgar Square har i forvejen en væsentlig samling af netop Veronese, men til lejligheden er lånt billeder fra en række af Europas førende museer – herunder også Gallerie dell’Accademia i Venedig, lagunebyens hovedmuseum for 15-1600-tallets italienske kunst, med stor vægt på netop de malere, der bidrog til Venedigs storhed i renæssancen.Til den by flyttede Veronese i begyndelsen af 1550erne. Tizian (cirka 1488-1576) er stadigvæk – efter denne skribents mening – den største af den tids malere. Men kunne Tizian omfavne tilflytteren midt på Markuspladsen og byde ham velkommen som fuldgyldigt medlem af det venetianske kunstnerbroderskab, kan vi andre vel også.Tizian har de klare farver og de monumentale kompositioner, som det kommer til udtryk på væggene i mange af Venedigs religiøse bygninger og ikke mindst i Frari-kirken, hvor man finder den syv meter høje skildring af Jomfru Marias himmelfart, som er et af alle tiders mest vidunderlige billeder. Så nytænkende var det, at kirkens munke for en sikkerheds skyld ventede nogle år med at placere maleriet på dets tiltænkte plads bag højalteret.
Men hvad Tizian havde i kompositorisk renhed, psykologisk indsigt og intensitet i lys og farve, havde Veronese i overdådigheden i scenerierne, den storslåede arkitektur i billedopbygningen, de eminente skildringer af stoffers og klædningers foldninger og de fint registrerede gengivelser af huden og ansigtsudtrykkene.
Kunstner eller kirkeudsmykker?
Som navnet antyder, kom Veronese fra Verona, hvor han blev født i eller omkring 1528.
Han var søn af en stenhugger og blev uddannet som skulptør. For eftertiden står han som en af de helt store malere med mange opgaver for kirken og for de velhavere, der bidrog til at gøre Venedig til en meget rig og magtfuld by. Også i form af indflydelse på store dele af det italienske fastland, hvorfra venetianerne oprindeligt var flygtet fra omstrejfende bander, og hvortil efterkommerne århundreder efter vendte tilbage. Ikke for at erobre. Mere for at have hånd i hanke med naboerne og først og fremmest for at handle med dem.
Italiensk kunst i renæssancen var mildest talt andet og mere end Venedigs. En fin udstilling på Louvre sidste år daterede renæssancens oprindelse så langt tilbage som i 1401, da Filippo Brunelleschi og Lorenzo Ghiberti udfører to nye bronzedøre til San Giovanni-klostret i Firenze.
Men også Verona rummede en stor kunstnerisk tradition, og det var den, Veronese – døbt som Paolo Caliari – var rundet af, da han kom til Venedig for at gøre sin lykke. Han var således orienteret mod den store klassiske arv fra antikken, men ædel enfold og stille storhed, som var nogle af de ord, den tyske arkæolog og kunsthistoriker Johan Joachim Winkelmann siden brugte til at karakterisere Arkadiens billedkunst, var ikke det, Veronese stræbte efter.
Som så mange andre af tidens malere ernærede også Veronese sig ved at beskrive mytologiske og kristne dramaer og for-tællinger. Men hos Veronese er det ikke så meget den alvorlige side ved kristendommen – Jesu lidelseshistorie – som det er overdådige optrin og fester, han søger at gengive. Og mere end én gang bragte hans begejstring for materiel pragt og herunder hans egen smag for det gode liv ham i konflikt med de kirkelige myndigheder. At en maler skaber stor kunst til Guds ære er ikke det samme, som at Guds selvbestaltede smagsdommere ser rigdommen i resultatet.
»Jeg maler og skaber former«
Ved et kloster på den plads i Venedig, der hedder SS. Giovanni e Paolo, hvor der står en af Europas bedste rytterstatuer, udført af Andrea del Verrocchio, blev Veronese en julidag i 1573 bedt om at forklare, hvordan i alverden han dog kunne finde på at udstyre en næsten 13 meter lang fremstilling af Den Sidste Nadver med en række mærkværdige bifigurer? Hvorfor sad der en hund foran Kristus?
Veronese svarede, hvad enhver billedkunstner ville svare: Io depingo et fazzo delle figure. Jeg maler og skaber former. Og så leverede han et så lidenskabeligt forsvar for kunstnerens frihed, at historien endte med, at man i al mindelighed blev enig om at omdøbe billedet til »Festen i Levis hus«, der også bygger på en af Bibelens fortællinger. Der var alligevel inviteret både toldere og syndere til den begivenhed.
Inkvisitionen ville gerne have udskiftet hunden midt i billedet med Maria Magdalena, som forekom mere passende, og det ønske ville Veronese sådan set gerne imødekomme. Men nu var det sådan, at en kvindeskikkelse ikke lige passede ind i hans komposition. Og derved blev det. Denne gang.
Som Veronese blev ældre, overlod han stadig mere af arbejdet i atelieret til sine assistenter og sine to sønner. Hans egen produktion blev af samme grund mindre, men det bemærkelsesværdige er, at billederne synes at blive stadig mere mørkere i tonen, ligesom nogle af Bibelens mere alvorlige beretninger som for eksempel vågenatten i Getsemane Have træder frem i hans arbejde. Der kommer en ny alvor ind i Veroneses billeder, der ellers har været kendetegnet af overdådighed i både komposition og i detaljen. Under et besøg på terraferma – fastlandet – hvor han ejede en landejendom i nærheden af Treviso, blev han syg og nåede lige hjem for at se Venedig og dø. Det skete i 1588, og da var Veronese cirka 60 år gammel.
Hvad: »Veronese«.
Hvor: National Gallery, Trafalgar Square. Hvornår: Dagligt 10-16, fredage tillige til 21. Til 15. juni.
