Livsglædens maler og kritikkens mester

Præsentationen af Matisses papirklip, der vises i London og til efteråret i New York, bliver formodentlig en af 2014s mest mindeværdige kunstudstillinger. Tate Modern har også vist en udstilling med den europæiske pop-pioner Richard Hamilton, der senere på året igen kan ses i Madrid.

"L'Escargot" af den franske kunstner Henri Matisse ved "Henri Matisse: The Cut-Outs" udstilling på the Tate Modern gallery i London. Udstillingen varer indtil d. 7. september. Fold sammen
Læs mere
Foto: LEON NEAL

LONDON: I betragtning af, hvor omfattende dokumentation og herunder filmoptagelser, der findes om vor tids store kunstnere, kan man nogle gange ikke undgå at ærgre sig over, at den slags ikke var så let og ligetil for et par menneskealdre siden.

Matisse i Tate Modern – utvivlsomt en af de mest mindeværdige internationale udstillinger i 2014 – indledes med et lille filmklip på bare et minut. Det er en primitiv privatoptagelse, der viser den dengang 76-årige franskfødte maler i færd med at udføre nogle af sine papirklip. Matisse er på det tidspunkt fysisk svækket, men evnen til at skabe billeder fejler ikke noget. Han klipper uden tøven i de farvede papirark, hans assistenter holder for ham. Og det er så dér, Adrien Maeght, søn af den legendariske kunsthandler og stifter af Maeght Fondation ved den franske sydkyst, har været til stede med sit filmkamera og fastholdt et vigtigt øjeblik for eftertiden.

På den anden side kan man måske sige, at det korte filmklip rummer en koncentration, som svarer til den, der ligger i Matisses papirklip, der nu er genstand for en stort udfoldet udstilling over 14 sale i Tate Modern i London. Det er storslåede billeder; rigt varierede, enkle i formen, intense i farven. Det er næsten for meget på én gang; så indlysende smukke er de.

Henri Matisse er født i en lille nordfransk by på årets allersidste dag i 1869.

Henri Emile Benoit Matisse skulle egentlig have været sagfører, men under en længerevarende rekonvalescens forærer hans mor ham en malerkasse – og så er der ingen vej tilbage. To år senere opgiver han juraen.

I Paris opsøger han Gustave Moreau, der var en slags foregangsfigur for symbolismen, for at blive hans elev, og på Louvre studerer han de gamle mestre og herunder ikke mindst de nederlandske malere fra 1600-tallet.

Livet igennem er kunsthistorien en tilbagevendende inspirationskilde for Matisse, også Matisse. Men som så mange andre af sin generation bliver han påvirket af impressionisterne, der netop havde deres storhedstid i de sidste årtier af det 19. århundrede – og så selvfølgelig af Cézanne som var den maler, mente Matisse selv, der havde lært ham mest. Cézanne og så måske den livslange konkurrence med Picasso, som han venskabeligt kappedes med om at være den, der nåede længst ind i det nye og uopdagede land, der skulle kendetegne det 20. århundredes europæiske billedkunst.

Matisses arbejde med farve og form leder ham mod en stadig større frigørelse og en bekendelse til det rene, sanselige maleri; fyldt med farve og varme og fransk sødme af den slags, der leder tanken hen på dovne dage i Nice og omegn med sex om eftermiddagen og lysindfald gennem skodderne. Faktisk er associationen til den sydfranske by ikke grebet ud af den blå luft, for i 1917 flytter Matisse til Nice. På et af byens store torve tæt ved Promenade des Anglais kan man stadig se den ejendom, hvor han boede, og uden for byen ligger der et museum for ham. Matisse bliver »livsglædens maler« og »skønhedens maler«. Det er i hvert fald nogle af de tilnavne, han har fået. Det er således meget sigende, at et programagtigt maleri fra 1904-05 bærer den lovende titel: »Pragt, ro og glæde.« På udstillingen i Tate Modern forstår man til fulde hvorfor.

At arbejde med papirklip var ikke helt nyt for Matisse, da han for alvor gør det til et af sine stærkeste udtryksmæssige midler. Tidligt i sit liv anvender han papirklippet som en metode til at overveje sine kompositioner. Han placerer forskelligt farvede papirstykker på et lærred for at finde ud af, hvornår det er rigtigst. Og da han sent i sit liv har forskellige sygdomsperioder, der tvinger ham til at holde sig i sengen eller bruge en kørestol, gør han det til en af sine hovedanliggender.

Netop sygdommen betyder også, at han som et udtryk for taknemmelighed skaber et Gesamtkunstwerk i Vence, hvortil han flytter i 1943. Under et af de alvorlige sygdomsforløb, Matisse skulle gennemleve, bliver han plejet af nogle katolske søstre. Specielt en af dem inden hun træder ind i Dominikanerordenen.Hverken hun – Monique Bourgeois, der senere tog navnet Søster Jacques-Marie – eller hendes kolleger blandt nonnerne har nok ikke kunnet sende en faktura ligesom vore dages privathospitaler, så han tegner og udsmykker mellem 1948 og ’51 søstrenes nye kapel uden for Vence. Chapelle de Rosaire er et meget enkelt og prunkløst gudshus, der forbløffer både på grund af de tilsyneladende simple tegninger på nogle af de hvide badeværelsesagtige vægge – og især fordi der på solskinsdage falder et guddommeligt lys blødt omkring alterpartiet.

Gennem plancher og skitser er historien medtaget på udstillingen i London, og det giver mening, fordi Matisse ved denne lejlighed så at sige omsatte sine papirklip til store farvede glasruder, der skaber denne varme stemning og formelig en følelse af en slags tilstedeværelse, der må kunne berøre selv den mest indædte ateist. Matisse var døbt men ikke praktiserende katolik. Det har imidlertid ikke forhindret ham i at skabe dette modne mesterværk, der altså stod færdig i 1951; tre år før hans død.

Sammen med Picasso er Matisse utvivlsomt en af dem, der har skabt den største og mest gennemgribende inspiration i det 20. århundredes egentlige maleri.

Udstillingen demonstrerer, hvordan en stor billedkunstner kan opnå et stadig mere frigjort og legende udtryk, hvor alt blot er lys og glæde. Nogle af de gennemgående meget omfangsrige papirklip kan give betragteren en fornemmelse af, at det er selve farven, Matisse udforsker og klipper til intense lysøer, som han så placerer i ornamentale mønstre eller skaber figurer som dansende mennesker – jazzen var en klar inspirationskilde for flere af værkerne – eller nøgne stiliserede figurer. Måske kunne titlen på et af hans malerier fra begyndelsen af 1900-tallet – »Pragt, ro og glæde« – stå som en samlende karakteristik over hans værk.

Men det 20. århundrede var ikke udelukkende glædesfyldt maleri med store dekorative kvaliteter. Det har også været de mange konceptuelt betonede kunstretninger som nu pop art. Tate Modern har i maj også vist en udstilling med Richard Hamilton (1922-2011), der må anses for en pioner inden for den europæiske udgave af popkunst. Udstillingen er netop slut og flytter til Madrid.

Hamilton havde en baggrund i reklameverdenen og arbejdede tidligt med forskellige montager, hvor han anvender hverdagsbilleder i reklameagtige collager. I 1956 skaber han det berømte billede, »Hvad er det mon, der gør vor tids hjem, så anderledes, så indbydende«, som det tilsyneladende ikke er lykkedes Tate Modern at fravriste Tübingen Kunsthalle i forbindelse med den retrospektive udstilling, for det er en privatejet rekonstruktion fra 1992, der er med. Men det betyder nu mindre, for sådan arbejdede Hamilton selv. Han betragtede ikke nødvendigvis sine værker som Værker, skønt de nok er blevet solgt som sådanne. I stedet arbejdede han med mange udgaver og editioner, som han forandrede og omformede for at få nye betydninger frem. Som en lille finte er 1992-udgaven af det nævnte billede ændret, så titlen er sat i datid: »Hvad var det mon, der gjorde gårsdagens hjem, så anderledes, så indbydende?«

Som sine amerikanske kolleger – Warhol, Lichtenstein, Oldenburg – var Hamilton også optaget af popkulturelle referencer og herunder selvfølgelig reklamemediet og tidens moderne nye hjem, som han kunne gøre til skulpturelle labyrinter.

Men ofte mærker man en mere kritisk tilgang til tiden end for eksempel Andy Warhols tilsyneladende velvillige omfavnelse af modernitetens overfladekultur. I det hele taget arbejdede Richard Hamilton ofte eksplicit politisk – og det hører til den mindre interessante del af den meget omfangsrige udstilling. Enhver form for kunst er naturligvis på et eller andet plan »politisk« og rummer sympatier og afstandtagen. Man kan sige, at kunstneren undersøger eller tematiserer en problemstilling eller en følelse.

Det kan betragteren så tænke over og lade udsagnene indgå i sine egne holdninger og overvejelser. Man kan jo revidere sine synspunkter eller få skærpet sine meninger.

Det er vanskeligere med eksplicit politisk kunst. Et billede fra 2010 forestillende Tony Blair som cowboy rykker nok ikke mange holdninger til Irak-krigen hverken i den ene eller den anden retning. Modstandere af krigen vil få deres fordomme bekræftet. Andre vil få nogle andre fordomme bekræftet. Refleksion bliver der næppe tale om.

Men ellers er det en rig udstilling, der viser Hamilton som en billedkunstner, der igen og igen forsøger nye veje og skaber nye vokabularier. Kunsthistorisk er et afsnit af udstillingen om hans mangeårige samarbejde og dialog med Marcel Duchamp særlig interessant. Og udstillingen rummer nogle pudsige billeder fra 1960erne, hvor Hamilton var en del af det miljø, der blev kaldt Swinging London. Det var Hamilton, der i 1968 designede omslaget til The Beatles’ såkaldt hvide album. Og så skabte han – karakteristisk for sin metode – ud fra et pressefotografi et billede forestillende Mick Jagger sammen med Hamiltons egen kunsthandler, Robert Fraser, siddende lænket sammen med håndjern på bagsædet af en patruljevogn. De var i 1967 blevet anholdt for besiddelse af stoffer, og en dommer havde egentlig helst forestillet sig en swingeing sentence. Deraf angiveligt navnet Swinging London.

Udstillingen lukker så stilfærdigt, som den er begyndt med Hamiltons søgende ungdomsværker. Nu blot mange år senere. Det er billeder forestillende nøgne kvinder i moderne kølige hjem hensunkne i tanker, i færd med at støvsuge eller tale i telefon. Det er billeder med en intens stemning af ensomhed og tristesse og en sørgmodig hilsen til de værker, der et halvt hundrede år tidligere gjorde Hamilton til en interessant og vedkommende kunstner. Det er også billeder fyldt med referencer til kunsthistorien. Og dermed den historie, Hamilton selv så overbevisende skrev sig ind i med sine foruroligende og undertiden også morsomme billeder af verden og dens indretning.

Hvad: Henri Matisse. Hvor: Tate Modern, Southwark, London. Hvornår: Søndage-torsdage 10-18, fredage-lørdage tillige til 22. Til 7. september. Herefter vises udstillingen på MOMA i New York mellem 25. oktober og 9. februar 2015.

Hvad: Richard Hamilton-udstillingen på Tate Modern er slut. Udstillingen vises på Reina Sofia-museet i Madrid mellem 24. juni og 13. oktober.