Der var mange danske malere med i krigen i 1864. Krigen skildrede de både før og efter, at tingene skete.
På en ny udstilling om krigen bruger Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot sine egne malerier, og rammerne er fjernet. Billederne indgår nu i en montage sammen med fotografier og samtidige krigsskildringer, og det virker følelsesmæssigt stærkt, for malerierne får nyt liv uden de gamle rammer og i en ny belysning, så man kan se, hvor fremragende malerne var.
Flere af dem havde selv erfaringer fra krigen i 1848-1850, og nogle af dem var også ved fronten i 1864 i deres kapacitet af malere og ikke som soldater.
Her får vi deres krigsreportage serveret råt for usødet i dramatiske situationer: Skæbnetunge ansigter, hævede bajonetter og frygten sitrende fra heste og mænd.
Fremragende krigsscener
Selv historiemalere som Otto Bache, som denne anmelder altid har opfattet som en lidt tung genremaler, beskriver indlevet og følsomt træfningen ved Sankelmark i februar 1864, hvor 7. brigade holdt de forfølgende østrigske soldater tilbage under tilbagetoget fra Dannevirke.
Man ser oberst Max Müller, chefen for brigaden, se sine soldater drage forbi. Der er intens stemning og ingen nederlagsatmosfære. Otto Baches stemningsfulde aftenmaleri af kong Christian IXs besøg ved Dybbøl fanger soldaterne i færd med at opbygge voldene, mens kongen oplyses svagt af sin ordonnans, eller hvem det nu end er, der holder et blafrende lys frem. Flot arbejde.
Helt forrygende er maleren Niels Simonsen, der allerede havde malet krigsscener i krigen 1848-1850. Hans sort-hvide maleri af tilbagetoget fra Dybbøl er kendt, og man kan næsten føle kanonens tyngde, idet soldaterne slæber af sted med den på retræten. De fleste af fæstningskanonerne måtte desværre efterlades.
Niels Simonsens maleri blev en af de mest populære skildringer af krigen og hang i mange hjem i reproduktioner. Niels Simonsen viser ganske vist tilbagetoget, men også soldaternes indsats, der aftvinger respekt.
Rå krigsreportage
Niels Simonsens maleri af træfningen ved Sankelmark, hvor østrigske soldater var kommet i nærkamp med 1. regiment, er overvældende.
Niels Simonsen benyttede lejligheden til at portrættere nogle af sine kunstnervenner, der var med i træfningen. Man ser blandt andre maleren Theodor Philipsen og blomstermaleren Henry Aumont.
Ulykken ville, at østrigerne brugte granater mod de uforberedte danskere, der faldt i store mængder. Niels Simonsen har fanget de danske soldater i det desperate øjeblik, hvor de gør front mod østrigerne i heltmodig positur, men man fornemmer klart, hvor trængte de er. Kampen varede i tre timer, og først da mørket sænkede sig, stilnede kamphandlingerne af.
Niels Simonsen har, ligesom med retræten fra Dannevirke, malet billedet i sort-hvide og grå nuancer, men man savner ikke farver. Maleriet, der er i privateje, er af en international kvalitet, der vil gribe både voksne og unge mennesker, der ser udstillingen.
Det er også Niels Simonsen, der er mester for et maleri fra Dybbøl, hvor man ser krigsscenen inde fra skansens brystværn. Hærens læger er i fuld gang med at forbinde en soldat, og man fornemmer den truende situation og de bekymrede danske læger og soldater.
Som i mange af disse fremstillinger har malerne malet genkendelige figurer. På dette maleri er det oberst G.H. Lasson, man ser siddende ved kanonen, og generalmajor C. du Plat med pelsforet kappe, og fyren med kikkert er grev H. Molkte-Huitfeldt. De to førstnævnte faldt 18. april 1864, og det giver disse malerier en høj grad af autenticitet, at personer og situationer svarer til virkeligheden.
Museet har også hentet et tysk maleri til udstillingen. Det er maleren Wilhelm Camphausens maleri fra 1866. Camphausen fulgte med de preussiske tropper og malede flere malerier fra krigen.
Hans billede viser 2.500 prøjsiske infanterisoldaters overgang til Als. Deres vildskab og frygt lyser ud af malerens lærred. Disse krigsscener var, ikke overraskende, vildt populære i Tyskland.
Værdighed og ære
Udstillingen og dets katalog skildrer nøgtern den for Danmark ulykkelige krig, og man mindes de faldne soldater i udstillingen, hvor samtlige døde danskere – i alt godt 3.100 – er nævnt på lange lister fra gulv til loft.
Museets direktør, Mette Skougaard, skriver i udstillingens katalog, at »billederne viser os, hvordan krigen kunne opleves og forstås, da den var tæt på. Mismod og bitterhed blander sig i disse kunstneriske fremstillinger med en vis portion stolthed. Det er tabernes historiefortælling, men taberne, der fastholder, at det var værd at slås, også selv om man tabte.
Den nationale selvforståelse er nok såret og holdes i et jerngreb af den stærkere fjende, men man har ikke opgivet sin værdighed og sin ret.«
Sandt nok og godt udtrykt om disse maleriers og tegningers tone og atmosfære, men der er også noget mere eviggyldigt i de bedste af malerierne, nemlig krigens grundvilkår – kampånd og lidelse – der formidles til os gennem maleriernes fine kunstneriske kvalitet.
Udstillingen følger den ulykkelige krig helt til dørs. Man viser de komplicerede internationale forhandlinger og endelig afstemningen i 1920, hvor Danmark fik en del af det gamle land tilbage. Det er alt sammen sat meget effektfuldt op.
Men det er de dramatiske malerier, der fanger øjet og sjælen.
Hvad: »1864 – krigen der ændrede Danmark«.
Hvor: Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot. Til 15. juni.
TV: Historiker: »Vi forsømmer den europæiske dimension, når vi skriver danmarkshistorie«:
