Fint skulle det være på slottet. Selvfølgelig. Det var på den måde, konger og fyrster signalerede til omverdenen, at de besad magt, havde indflydelse og forstod sig på kunst og kultur.
En lille, men ikke desto mindre imponerende del af denne fortælling om fyrstehusenes selviscenesættelse er netop nu trukket ud af mere dunkle gemakker på Rosenborg for at blive udstillet på Amalienborg. Hvor lige denne historie da også begyndte for knap 200 år siden.
Det drejer sig om det såkaldte gyldne tableau. Det er en samling figurer, opsatser, spejlplateauer og kandelabre, der i en periode er blevet anvendt som borddekoration under gallamiddage på Amalienborg.
At udstillingen åbner på Dronningens 75-års fødselsdag er ikke tilfældigt, for den dybe interesse for kunst og kultur deler hun med den fjerne slægtning, der i sin tid fik ideen om at lade formindskede kopier af nogle af Thorvaldsens mest berømte kunstværker fremstille til Amalienborg.
Det ganske særlige ved de forgyldte bronzefigurer er, at de er skabt af Danmarks største og en af Europas helt store billedhuggere, Bertel Thorvaldsen.
Bestilleren var den senere kong Christian VIII og hans hustru, Caroline Amalie. De boede i den del af Amalienborg, der også i dag hedder Christian VIIIs Palæ.
Bygningsværket, der er opført mellem 1750 og 1760, har gennem adskillige år været under omfattende restaurering. Nu er den såkaldte appartementssal – en slags modtagelseslokaler – for alvor blevet viet til Christian VIII. Salen er blevet møbleret med sofaer og stole, der har tilhørt ham. Et par malerier er blevet skiftet ud med portrætter af Christian Frederik og Caroline Amalie, da de endnu var kronprins og kronprinsesse, og der er blevet opstillet et par buster udført af Thorvaldsen.
Turen går til Rom
Ud over det vordende kongepar er Thorvaldsen hovedpersonen i dette tableau, der er en konge værdigt.
Bertel Thorvaldsen (1770-1844) blev optaget på Kunstakademiet allerede som 11-årig, fordi hans tegnetalent var så bemærkelsesværdigt.
Det var det meste andet ved ham også, og allerede i ung alder fik han mange bestillingsopgaver fra landets magthavere. Det er således netop til Arveprinsens Palæ, som det hed på det tidspunkt, at Thorvaldsen udfører sine første statuer i helfigur. Det var i øvrigt en anden af tidens store skikkelser i dansk kunst, Nicolai Abildgaard, der var valgt til at stå for moderniseringen af palæet.
Men Thorvaldsen skulle til Italien. Han ankom til Rom 8. marts 1797, og han fejrede resten af sit liv 8. marts som sin romerske fødselsdag. Han levede og arbejdede og havde det godt i Rom og opnåede berømmelse over hele kontinentet frem til 1838. Bortset fra enkelte rejser tilbage til fædrelandet.
Det var netop under en af dem, at prins Christian Frederik og prinsesse Caroline Amalie var i Rom og måtte gå forgæves, da de ville besøge Thorvaldsen.
Hans værksteder var selvfølgelig åbne, og ifølge Jens Gunni Buck, der har skrevet om det i kataloget til udstillingen af det gyldne tableau, kan det meget vel være under dette besøg i 1820, at ideen opstod. I hvert fald skriver billedhuggeren Hermann Ernst Freund om ideen i et brev til Thorvaldsen, der straks efter sin hjemkomst samme år går i gang med at realisere projektet med de forgyldte figurer.
Hele serien tog et par år at fremstille, men så glimtede statuerne også på det store bord under taflerne i palæet. I en montre kan man se den falmede udgave af opstillingsplanen.
Med figurer af denne art viste det danske kongepar deres gæster, hvordan de interesserede sig for kunst og kultur. Hvad de vitterlig også gjorde – og mellem dem og Thorvaldsen var der venskabelige bånd. Så venskabelige, fremgår det af kataloget, at der ikke gik nogle skår af noget som helst, da den ene part lånte den anden penge og sidstnævnte havde vanskeligt ved at betale dem tilbage.
Det var kongen med den ekstravagante livsførelse, der havde lånt en formidabel sum af Thorvaldsen, der elskværdigt slog en streg over en sidste del, som angiveligt ville svare til fire professorers årslønninger ved Kunstakademiet, hvor Thorvaldsen allerede i 1805 var blevet udnævnt som professor. Uden at sætte sine ben der.
Omvendt kunne det måske være meget praktisk at have kongens taknemmelighed, når man gerne ville have sig et museum i København.
Under figenbladet
Eftersom de meget smukt og detaljeret udførte figurer er fra begyndelsen af 1820erne, betyder det, at det i meget høj grad er kopier af nogle af Thorvaldsens tidlige skulpturer, der forestiller mytologiske figurer fra antikken som for eksempel Mars, Merkur og Venus, Amor og de tre gratier eller Jason med det gyldne skind.
Jason var en græsk helt, der havde usædvanligt god hjælp af en heltinde, sin hustru Medea. Jason skulle således have fat i et magisk skind, der blev bevogtet af en drage. Men dragen blev fuldstændig tam ved lyden af Medeas stemme, så det blev forholdsvis nemt for Jason at få fat på skindet.
Jason var imidlertid hverken den trofaste eller taknemmelige type, så han forlod Medea. Medea besad på sin side ikke nogen tilgivende personlighed, for hun myrdede Jasons nye kone og deres fælles børn.
Således kunne figurerne på middagsbordet under de kongelige fester på slottet give anledning til megen eftertænksom konversation, for selvfølgelig kendte et dannet middagsselskab til fortællingerne bag figurerne.
Græske helte er mere eller mindre nøgne, og det kunne ved visse puritanske lejligheder give anledning til problemer. Men ikke større, end at de kunne løses ved at fremstille nogle forgyldte figenblade, man kunne bruge til at skjule de intimeste dele af kroppen, hvilket på et tidspunkt foranledigede en kollega, maleren Christian Hornemann, til at skrive til Thorvaldsen i Rom, at:
»Tiderne har forandret sig, vore Damer er blevet saa dydige, at de ikke tør vove at see paa det kiæreste de har i denne Verden.«
Hvad: »Det gyldne tableau«.
Hvor: Kongernes Samling, Christian VIIIs Palæ, Amalienborg. Dagligt kl. 10-16 (bortset fra diverse lukkedage). Til 30. august.
