Midt i det historiske kvarter i den hollandske regeringsby, Haag, ligger Mauritshuis.
Palæet blev sin tid opført på bestilling af Johan Maurits under hans syv år lange fravær som udsendt diplomat i Brasilien. Huset er tegnet af Jacob van Campen, der var inspireret af Palladio, hvis pragtfulde bygningsværker han var blevet fortrolig med under sit tre-fire år lange ophold i Italien. To af husets sider ligger ud til vand.
Siden 1822 er det blevet anvendt til kunstmuseum. I det ydre er Mauritshuis en perle i sig selv, og dets indre et juvelskrin fyldt med udsøgt kunst. Hvad i alverden gør man, når man - som alle andre museer - har brug for mere plads?
Det problem er i Haag løst på den mest enkle og helt rigtige måde. Det ville være synd at klistre en tilbygning på huset, der fremstår som et ualmindelig gennemført eksempel på 1600-tallets bedste nederlandske byggeri. Og så ligger det som nævnt ud til en stor sø og en lille kanal; tæt ved parlamentet og adskillige ministerier samt et historisk museum i et smukt gammelt kvarter, der må være beskyttet af stort set alle de fredningsbestemmelser, der findes i Holland.
Så i stedet er der bygget en stor foyer under jorden. Udover garderobe, boghandel og al den slags fungerer den som fordelingscentral til både den faste samling og den nye fløj.
Dén kommer man til ved at gå under den gade, der skiller Mauritshuis fra naboejendommen, der er en køn art deco-bygning fra 1930rne. Og det er så dén, hvis indre er blevet ombygget til særudstillingsformål. Ikke at man egentlig kan se det udefra. Det hele ser lige så diskret og historisk ud, som det gjorde før udvidelsen. Så uden at genere omgivelserne eller ødelægge helheden i den oprindelige bygning har Mauritshuis fået fordoblet sit udstillingsareal.
Udsøgt og imponerende samling
Indgangen sker nu gennem en trappe eller elevator i gården foran palæet, og selve den store foyer og de nye udstillingsrum er diskrete og tidssvarende. Arkitekten bag genistregen er Hans van Heesvijk, der også har stået for den meget vellykkede renovering af Hermitage-museet i Amsterdam.
Mauritshuis har ikke en af verdens største samlinger af kunst. Den er til gengæld meget imponerende.
Efter ombygningen, der også er kommet det oprindelige hus til gode, er 260 billeder – næsten en tredjedel af samlingen – nu permanent ophængt. Hovedvægten er lagt på maleriet fra 15- og 1600-tallet og altså den store guldalder i nederlandsk kunst, der gik hånd i hånd med en voldsom opblomstring for tidens forretningsliv.
Det siges, at der blev malet en million billeder i Nederlandene i det 17. århundrede. Nogle af de mest udsøgte er her. Det drejer sig for eksempel om billeder af Rembrandt. Blandt andre nogle af hans mageløse selvportrætter og maleriet forestillende den badende Susanne.
Så er der fine portrætter af Jan Steen og Frans Hals og af Rubens og van Dyck, og både i dem og i opstillinger af andre malere som for eksempel Willem van Aelst møder man den overdådighed, der kendetegnede tiden for den velhavende del af befolkningen, der selvfølgelig også var den, der købte og bestilte billederne.
Det er billeder forestillende opulente blomsteranretninger og ophobninger af smykker og kostbare genstande – og så det lille insisterende men i billederne: Husk nu, at du skal dø, og husk nu, at du ikke kan tage det med dig. Det var en genre, der var meget udbredt i nederlandsk kunst på det tidspunkt.
Det bliver ved den lille diskrete påmindelse om, at alt er forgængeligt, for mange af motiverne fremstår som en hyldest til det virksomme liv på jord. Udsigterne er smukke – men jorden er der også for at blive dyrket, og havene er der for at blive besejlet af de handelsskibe, alt det, der tilsammen betød, at Holland blev så rigt i den periode.
Suverænt og sikkert
I den forbindelse kan man også fremhæve et hovedværk af Paulus Potter. Han var den første, der i 1647 malede et meget stort – mere end tre meter langt - billede forestillende nogle dyr, et træ og en landmand, hvor det mest dominerende element er en tyr i forgrunden.
Det var godt nok aldrig set tidligere. Ud over den sødme, Potter og mange af hans samtidige indlejrer i deres skildringer af landskabet, er det et stærkt realistisk maleri med mange præcise detaljer som for eksempel de fluer, der interesserer sig for de store dyrs varme kroppe.
Men noget af det mest elskede i samlingen er utvivlsomt Johannes Vermeers (Jan Vermeer van Delft) malerier. Både hans indtagende gengivelser af hjembyen Delft og så det meget sensuelle portræt af en ung pige med en perleørering.
Suverænt og sikkert malet med en fin fornemmelse for at skildre materialernes forskellige karakter og stoflighed: Den påfaldende store ørering, der reflekterer lyset, lyset der falder blødt på dele af personens ansigt, de let fugtige læber, øjnene der kigger på betragteren over et tidsspand på omkring 350 år, stoffet i hendes klæder. Og så alt sammen på en baggrund af dybt sort mørke.
Særudstillingen er et sjældent besøg fra USA. På 1th East 70th Street i New York ligger et meget fint museum, stiftet i sin tid af en privatmand, Henry Frick, der havde skabt sig en formue på stål. Ikke en populær mand blandt USAs arbejdere. Men i dag altså formodentlig mest husket for sin fine samling, som han via et fond åbnede for offentligheden efter sin død.
Frick gik til sagen med privatpersonens appetit på alt muligt. Han ville gerne have lidt, men godt af mange forskellige, og modsat den museumsansatte skulle han kun stå til regnskab over for sig selv.
Også Frick Collection har et af Rembrandts sene, mesterlige selvportrætter, og der er fine portrætter af van Dyck og Vermeer.
Et af hovedværkerne, der da også er gengivet på udstillingens plakat, er et portræt malet af Jean-Auguste-Dominique Ingres, forestillende komtessen af d’Haussonville; en selvsikker kvinde, der kigger på os, som om hun virkelig undrer sig over, hvad vi står og tænker, mens vi kigger på hende. Ingres har anvendt hele sin mesterlige sans for at arbejde med farve til at gengive et væld af folder i den store blå kjole, der vælder ud over hendes krop som et vandfald.
Der er også et fint portræt af Hans Memling, der maler store psykologisk troværdige billeder af personer på baggrund af et landskab med blå himmel og nogle tårne og spir et sted i det fjerne. Og der er en af Francesco Guardis topografisk nøjagtige skildringer af både på vandet i Venedig, hvor et større opbud af tjenestefolk gør sig klar til at byde den franske ambassadør velkommen til sin residens, der har ligget i Canareggio-området.
Fremhæves kan endelig også nogle tegninger af Francisco Goya og nogle skystudier af John Constable. Det er en rigtig flot udstilling, der korresponderer med det fokus, der er på 1600-talsmaleriet i Mauritshuis – museet der blev udvidet, uden at man kan få øje på det udefra..
