Paprika Steen: Jeg tager 100 procent ansvar for det, jeg laver

Paprika Steen er en af landets mest populære skuespillere. Alligevel er det et stykke tid siden, vi har set hende på en dansk teaterscene – og i en dansk film. Men til foråret er hun aktuelt som digteren Tove Ditlevsen på Folketeatret. En rolle, der er skrevet med hende for øje.

Paprika Steen spiller hovedrollen som Tove Ditlevsen, når »Den onde lykke« har premiere på Folketeatret den 8. april. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Én ting ved jeg. Og det er, at jeg har lyst til at være en ny Paprika her. Jeg har en trang til at fordybe mig på en ny måde. Nu er jeg passeret 50, og alle mine vaner må udskiftes,« siger Paprika Steen om rollen som Tove Ditlevsen, som hun skal spille på Folketeatret til april.

»Der er cirka to uger til, vi starter prøver, og nu kan jeg mærke en forventning, jeg aldrig har mærket før, hos mennesker jeg møder, der elsker Tove Ditlevsen. Mine skuldre er begyndt at blive lidt tungere.«

»Jeg er i gang med at læse »Vilhelms værelse« og »Gift«, og jeg er begyndt at se optagelser med Tove Ditlevsen på YouTube. Spørgsmålet for mig, når man laver en virkelig person, er, om jeg for eksempel skal tale ligesom hende eller skal jeg spille følelsen? Tænk, hvis jeg nu nailer den lige to millimeter forkert, så det bliver revy i stedet. En parodi.«

»Jeg synes så heller ikke det at ligne Tove Ditlevsen og tale som Tove Ditlevsen er så interessant i forhold til Jakob Weis’ stykke, så det må komme an på en afsøgning under prøverne,« vurderer Paprika Steen, da vi møder hende en sen januareftermiddag, hvor snesjap og mørke får forår, og dermed premieren på »Den onde lykke«, til at syne endnu længere væk.

Ideen kom som en åbenbaring

Ikke at have lagt sig fast på det hele og sidde klar med en nagelfast fortolkning et par uger inden prøverne, er måden Paprika Steen arbejder på.

»Jeg kan ikke min tekst på rygraden, når vi starter prøverne, fordi jeg synes, det gør det mere organisk og levende at lade være. Vi har otte ugers prøvetid i Danmark, hvad skulle jeg få tiden til at gå med?«

»At lære tekst for mig er i direkte forbindelse med at forstå handling, undertekst og intention. Jeg ville dø af kedsomhed, hvis jeg kunne min tekst og havde lagt alt fast, når vi begyndte,« siger hun med et tryk på »dø«, der er ment og følt. Hun ville virkelig dø, og dét ville rollen også.

»I andre lande har man 3-4 ugers prøvetid, hvis det var det samme her, ville jeg helt sikkert arbejde på en anden måde. Nu har jeg i stedet mulighed for at udforske rollen på en måde, som giver friskhed, fremfor at jeg har stået derhjemme og måske dræbt det for mig selv. Men jeg møder også en kritik af den måde at arbejde på - den er ret personlig. Men jeg synes ikke, der er nogen metoder, der er rigtige eller forkerte.«

Rollen som Tove Ditlevsen er skrevet til Paprika Steen. I tre år har både hun og dramatikeren Jakob Weis vidst, at de skulle lave forestillingen. På ide fra Folketeatrets chef, Kasper Wilton:

»Kasper Wilton ringede til mig, og sagde: »Jeg har haft en åbenbaring i nat: Du skal spille Tove Ditlevsen, og Jakob Weis skal skrive stykket,« fortæller Paprika Steen.

Gift med Lars Brygmann

»Den onde lykke« har titel efter den novellesamling, Tove Ditlevsen udgav i 1962. Det er et ægteskabsdrama mellem Tove Ditlevsen og hendes fjerde og sidste ægtemand, Ekstra Bladets karismatiske redaktør, Victor Andreassen, der bliver spillet af Lars Brygmann.

»Lars er min Spencer Tracy, hvis jeg er Katharine Hepburn,« siger Paprika Steen med ømhed i stemmen og en reference til et af Hollywoods berømte filmpar.

»Han er den mand, jeg er gift med på scenen. Og så har han en tålmodighed, der går hele vejen rundt om jorden og tilbage igen - den kvalitet besidder jeg ikke. Jeg er til gengæld ultrahurtig og ikke bange for at give los og ramme meget forkert igen og igen,« siger Paprika Steen, der har været »gift« med Lars Brygmann tre gange før, men deres mest berømte ægteskab var nok det på Østre Gasværk Teater i 2008, hvor de spillede Martha og George i »Hvem er bange for Virginia Woolf?«.

»Tove og Victor har et litterært, men også meget seksuelt ægteskab. De slås med hinanden om at være intellektuelle og folkelige, ægte og uægte. Hun er kunstneren, der ikke kan finde ud af sit liv, han er ikke-kunstneren, der kan finde ud af at fungere.«

»Jeg synes også, det definerer Tove Ditlevsen, at hun er blevet misbruger. Det definerer et menneske at have et misbrug, der er så langvarigt som hendes. Jeg havde selv en mor der var misbruger. I 1970erne gav lægerne kvinder piller, som var det slik, og så viste det sig, at meget af det var mere vanedannende end heroin. Der skulle ikke gå mere end fire måneder, så var de afhængige.«

»Min mor havde en fire-fem pilleæsker på bordet. Der var sovepiller, nogle til at komme i gang på, noget til depressionen til nerverne, til at slappe af på, til at dæmpe angsten. Jeg tror, Tove Ditlevsen i forvejen var modtagelig og faldt i. Ligesom jeg har set det med min egen mor.«

Vi er alle misbrugere i en eller anden grad, mener Paprika Steen – alkoholiker bliver hun aldrig, hun bliver fuld at et enkelt glas vin, men sukker, kaffe og cigaretter har hun derimod et afhængighedsforhold til, erkender hun ovre fra det åbne vindue, som hun holder en tændt cigaret ud af. For »når jeg taler meget om mig selv, er jeg nødt til at ryge meget«.

Tove Ditlevsen hører til på teatrets store scene, mener Paprika Steen. Her ses forfatterinden ved sin skrivemaskine i 1972. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Pejstrup.

Hører til på den store scene

»Den onde lykke« hører til i den serie af biografiske forestillinger, Folketeatret har lavet over danske kunstnere som Herman Bang og P.S. Krøyer. Men det er den første i serien, som skal spille på teatrets store scene. Der synes Paprika Steen, den hører til, og det gjorde hun ret hurtigt teaterchef Kasper Wilton opmærksom på:

»Tove Ditlevsen står anderledes i folks bevidsthed end Herman Bang,« mener hun. »Og fordi teater i øjeblikket ikke kan lokke folk til på samme præmisser, som det kunne for 20 år siden, er man nødt til at lave stykker, hvor temaet interesserer folk, her og nu Og det gør Tove Ditlevsen.«

At stykket ender på den store scene, når hun synes, det skal spilles der, er samtidig karakteristisk for Paprika Steen. Hun siger sin mening, når hun er på arbejde. Også selv om den ikke altid bliver modtaget med lige åbne arme.

»Jeg troede engang, det handlede om at slå græsset til side med en stor machete. Og det kunne indebære at jeg glemte at lytte til de andre i rummet. Jeg lukkede af for alt andet end rollen og situationen, men I dag ved jeg, at det ikke er muligt. Alt muligt blander sig i processen: ens humør, livssituation, børn…«

»Teaterprøver er en levende bevægelse, og alle er ikke synkrone hele tiden - langt fra. I løbet af mit liv som skuespiller har jeg nu lært at lukke mig om mig selv, og kun bruge »macheten« på min egen græsplæne, om man så må sige,« siger Paprika Steen med et grin.

»Jeg er ikke konfliktsky i mit arbejde. Det er noget, jeg bliver betalt for, noget staten betaler, og når vi ofte står der og udstiller andre menneskers forkvaklede følelsesliv - så er det da et problem, hvis vi ikke kan tale om elefanten i rummet. Vi må jo gå i terapi, hvis vi ikke kan tale om, at vi ikke forstår, hvad instruktøren mener, eller vi ikke forstår hinanden? Men sådan er virkeligheden bare ikke. Jeg har lært, der er ting, man kan sige, og ting, man slet ikke kan sige.«

Empatien skabte konflikter

»Empatisk intelligens kan stå i vejen for dig og den kan hjælpe dig. Som ung var jeg som en svamp. Jeg kunne ikke forstå, hvis nogen rodede rundt med teksten, at de ikke bare sagde, at de havde et problem med rollen? Men måske havde de ikke engang selv fundet ud af, de havde et problem - det forstod jeg til gengæld ikke.«

»Jeg mærker alting. Jeg kan mærke, hvordan medspilleren har det, og hvis jeg ved, han har det dårligt, så kan jeg ikke koncentrere mig. Da jeg var yngre, ville jeg hellere stoppe prøven og spørge, om ikke vi lige skulle få det, der var galt, i orden først?«

»Det kunne skabe konflikt. Det var ikke altid, at folk var parat til at dele deres udfordringer, og så kom jeg der som en damptromle,« erkender Paprika Steen, som trods en heftig vinterforkølelse ubetinget fylder rummet med sin stærke personlighed. Der sker noget. Hele tiden. Den form for energi kan sikkert godt virke overvældende på en ny eller måske mere usikker kollega, når de møder hinanden til første læseprøve.

»Til gengæld tager jeg 100 procent ansvar for det, jeg selv laver. I det øjeblik publikum kommer, er det min opgave at få det til at fungere. Hvis jeg synes, en forestilling er blevet for træg - metaltræt - eller hvis det viser sig, at en scene ikke fungerer, når vi har spillet nogle uger, så er jeg meget hardcore og laver det om. Selvfølgelig uden konsekvenser for helheden, bare nogle justeringer, som får det til at virke mere troværdigt og levende.«

»Teater er en organisk kunstform, der ikke kan stå stille. Hvis det ikke fungerer, må man sno sig. Det er »the beauty of living arts« (det smukke ved de levende kunstarter, red.),« mener hun.

»Da jeg var på Det Kongelige Teater, sagde skuespilchef Klaus Hoffmeyer engang til mig, at jeg er solist. Og det er rigtigt. Jeg er ikke en afviklingsskuespiller, jeg kan ikke afvikle forestillinger én for én som perler på snor i en sæson. Det kan min personlighed simpelthen ikke finde ud af.«

»Én forestilling ad gangen. Max to om året. En forestilling er en plante, der skal passes og vandes, og jeg kan ikke finde ud af at være et drivhus for fem teaterstykker på et år. Det er min begrænsning. Jeg ved det,« forklarer Paprika Steen.

En magnet for publikums opmærksomhed

Hun taler af erfaring, for hun har faktisk prøvet det. I slutningen af 1990erne, i kølvandet på den store succes, hun var en del af på det unge teater, Dr. Dante, blev hun hentet til Det Kongelige Teater, som en del af Nationalscenens ensemble.

Oplevelsen var ikke ubetinget lykkelig, netop fordi Paprika Steens solist-personlighed ikke var så ligetil at presse ind i de mere firkantede kasser, en ensembleskuespiller på Det Kongelige dengang helst skulle passe i. »Jeg har svært ved at stå bagved og spille hav eller kor,« indrømmer Paprika Steen.

Det har hun uden tvivl ret i. Selv et blikstille teaterhav ville opleve noget turbulens lige dér, hvor Paprika Steen skulle agere blid bølge. Hun er en magnet for publikums opmærksomhed, selv når hun ikke gør noget for det. Sådan er det bare. Det ved enhver, der har set hende på en scene.

»En forestilling er en plante, der skal passes og vandes, og jeg kan ikke finde ud af at være et drivhus for fem teaterstykker på et år,« fortæller Paprika Steen billedligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Det er snart længe siden hun sidst var en del af en teaterfamilie. Bortset fra et hurtigt indryk i Tivolis sommerrevy »Tam Tam« i sommeren 2013, var Paprika Steens seneste store teaterrolle den som Siri von Essen i Per Olov Enquists ægteskabs- og teaterdrama, »Tribadernes nat«, på Betty Nansen Teatret i efteråret 2012.

»Jeg kan mærke, jeg har savnet teatret. For mig er teater kun én ting, og det er nuet. Hvis ikke teatret kan sit nu, så keder du dig virkelig. De bedste oplevelser i teatret er, når man sidder i teatersalen og føler, det er herinde, det sker, mens det udenfor er den kedelige verden. Desværre er det ofte omvendt, og man glæder sig til, man skal ud i den pulserende verden igen,« siger Paprika Steen.

»Jeg elsker mit fag. Jeg elsker, at det så bevægeligt og uforudsigeligt. Jeg elsker mødet med alle de andre, forfatter, iscenesætter, skuespillere. Og jeg glæder mig til at skulle spille Tove, selv om jeg er ved at tisse i bukserne af forventningspresset og den kærlighed, så mange stadig har til hende. Men jeg mærker også en forbindelse med hende. Ellers havde jeg aldrig sagt ja til opgaven.«

»Den onde lykke« af Jakob Weis har premiere på Folketeatret den 8. april. Paprika Steen spiller over for Lars Brygmann som Tove Ditlevsens fjerde mand, Ekstra Bladets redaktør Victor Andreassen. Stykkets titel henviser blandt andet til Tove Ditlevsens novellesamling »Den onde lykke« fra 1963. Forestillingen instrueres af Vibeke Wrede og spiller indtil 20. maj.