Findes sandheden om Tove Ditlevsen? Selvfølgelig gør den ikke det. Til trods for den tilsyneladende ubønhørlige ærlighed – skånselsløs mod sig selv, skånselsløs mod andre – forfatterikonet lagde for dagen, når hun skrev med afsæt i sit eget utilpassede, oftest ulykkelige liv.
Hun blandede løgn og liv, fiktion og virkelighed. Hun var ikke én, men mange Tover, prøvede identiteterne af i offentligheden: Fejret forfatter og miskendt geni. Brevkasseredaktør med kaos i privaten.
Det er naturligvis heller ikke hele sandheden om Tove Ditlevsen, vi får i Jakob Weis’ stykke »Toves værelse« på Folketeatret, selv om det godt kan virke sådan, når dramatikeren borer sig ned i de rå ægteskabelige udvekslinger mellem Tove og Ekstra Bladets magtfulde chefredaktør Victor Andreasen, der skulle blive hendes sidste ægtemand, og med sans for dramatiske chokvirkninger arbejder sig hen mod den ultimative betændelsestilstand:
Andreasens seksuelle forhold til Tove Ditlevsens purunge datter.
Det er den grænseløse Tove Ditlevsen, der er ude af stand til at leve livet, han stiller skarpt på.
Weis har valgt at tage udgangspunkt i den yngre forfatterkollega Klaus Rifbjergs beskrevne møder med parret og fantaseret derfra. Den slet skjulte, lidt tungt klassiske skabelon? Det alkoholvædede, ubehageligt underholdende ægteskabelige had-kærligheds-drama »Hvem er bange for Virginia Woolf?«
Hvad var det, der stod i reklamerne for spillefilmversionen af samme? »De inviteres hermed hjerteligt til en aften med sjov og lege«.
Rammen for stykkets første del er den mondæne redaktørbolig med de dominerende bogreoler og PH-lampen svævende højt over designermøblerne.
Ægteskabet er en konstant, opslidende skyttegravskrig. En usund kamp på ord og liv og død.
På den ene side Tove Ditlevsen, narkoman, fordrukken, moden til indlæggelse. På den anden side Victor, utro satan med trang til verbalerotik. Hinandens ofre og bødler eller »dødbringere og forløsere,« som der siges et sted. En modbydelig paradeopvisning, der får sit chokerede publikum i Toves forfatterkollega Rifbjerg.
Sjove Tove og Syge Tove
Og lad os så komme frem til det: Paprika Steen er fremragende som denne Tove Ditlevsen. Hun har bidt sig fast i rollen med hele det enestående talent, der er hendes, og som her illumineres på bedste vis.
Hendes rastløse, følsomme natur smelter sammen med rollen. Hun er både »Sjove Tove« og »Syge Tove«. Stærk og kraftesløs. Charmerende og hurtigt ulidelig. Selvhævdende og usikker. Furie og lillepige. Lyslevende og stendød.
Den lynsnare, grove syrebadsreplik, de æggende hvide lår i sofaen, glimt til Vesterbro-proletaren under den mondæne fernis, den foruroligende, hjerteskærende fortabthed, ubodeligt dømt til at være alene i livet.
Og Lars Brygmann er næsten lige så god som Victor Andreasen, redningsmanden, der ender med at give hende dødskysset.
Hvad var det, Rifbjerg langt senere skrev om Andreasen? »Alle berømmede hans intelligens, men den var af samme art som Goebbels«. Det kunne sagtens fungere som undertekst for Brygmanns blegt sammenbidte skiderik.
Andreas Jebro fylder den mere utaknemmelige rolle som Rifbjerg glimrende ud, her fortrinsvist reduceret til dramatikerens instrument, mens Sarah Boberg slutter rollelisten af som dæmoniseret husholderske og senere som ditto sygeplejerske og dødsengel i ét på sidsteaktens mentalsygehus.
Hvad Jakob Weis’ stykke, upåklageligt sat på scenen af instruktøren Vibeke Wrede, ikke siger så meget om, ikke siger nok om, er forfatteren Tove Ditlevsen.
Vi hører meget om kunstnerskabet som noget særligt. Hører om alle ordene, der oversvømmer hendes liv. Lytter til et amputeret ekstrakt fra »Vilhelms værelse«, det store testamente hun skriver over samlivet med Andreasen.
Men mærker vi egentlig, hvad det er, der er på spil i hendes kunst? Får man egentlig en fornemmelse af, hvorfor hun er villig til at ofre alt for at kunne skrive? Ja, hvorfor hun mener, hun kun lever, når hun gør det?
Et mere fuldtonet forfatterportræt må man lede efter andre steder. Tilbage står en dramatisk konstruktion, der viser os noget om myten Tove. Med Paprika Steen som den, der giver det hele mening.
Hvad: »Toves værelse« af Jakob Weis.
Hvem: Iscenesættelse: Vibeke Wrede. Scenografi: Stine Martinsen.
Hvor: Folketeatret. Til 14. maj.
