Påstand: Leonard Cohen var ikke blevet en legende i dag

Ville Bob Dylan, Neil Young, Patti Smith eller Leonard Cohen have udsigt til legendestatus, hvis de var unge i dag? Berlingskes rockanmelder stiller det uhåndtérlige spørgsmål i anledning af Cohens koncert på lørdag.

Leonard Cohen giver koncert lørdag aften i Odense. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOEL SAGET

De står som varder i rockhistorien. Det er dem, andre sangskrivere navigerer efter, og det er dem, alle vi andre må stoppe op ved på vores vej gennem rocklandskabet i forbløffelse over, hvor smukke, de er. Og så ellers med taknemmelighed undre os over, hvordan de egentlig blev til. Som var de gudernes børn eller noget andet ubegribeligt.

Bob Dylan, Patti Smith, Neil Young, Lou Reed, Joni Mitchell, Paul McCartney, Bruce Springsteen, ja, navnerækken giver sig selv, og et sted i den lyser altså også Leonard Cohen, som lørdag gæster Kongens Have i Odense.

Alene tanken om at skrive om Cohens livslange virke som digter og sangskriver kræver en dyb vejrtrækning. Så mange nuancer, så mange hovedværker, så mange lyriske og filosofiske streger, som samlet udgør omridset af ham. Men netop kun omridset. Resten er, som det vel er tilfældet med alle store kunstnere, en såvel ubeskrivelig som uigennemlyselig størrelse.

Det tænkte jeg over i går. Med et opslag i dette tillæg i udsigt. Men arbejdet med at nærme mig Cohens værk blev hele tiden skubbet til side. Spørgsmålet om, hvad Leonard Cohen kan – som er blevet forsøgt besvaret så mange gange før, at det tangerer klichéen – blev overdøvet af et andet spørgsmål, mens »Famous Blue Raincoat«, »Suzanne« og »Take This Waltz« – karrierens smukkeste sang – lød fra højttalerne.

»Take its broken waist in your hand/This waltz, this waltz, this waltz, this waltz /With its very own breath of brandy and Death ...«

Spørgsmålet, som blandede sig med versene og valsetakterne, er: Hvis Leonard Cohen og hans legendariske kolleger havde været unge i dag, ville de så have udsigt til afgudsdyrkelse fra en hel verden?

Jeg er klar over, at spørgsmålet i sidste ende ikke lader sig besvare. Men det gør det ikke mindre interessant at FORSØGE at besvare. Så først tilbage til 1967, hvor Leonard Cohen albumdebuterede med »Songs Of Leonard Cohen«. Inden da havde han allerede udgivet tre digtsamlinger. Sangene var da også litterære. Men hele den gryende hippie-bevægelse var ikke til at spore i Cohens sange, der ikke desto mindre fandt et publikum.

Strømmen af pladeudgivelser var også overskuelig dengang. Det var til at følge med, og de færreste havde særlig store pladesamlinger. Samtidig var der kun fem sange på hver side af eksempelvis »Songs Of Leonard Cohen«. Så de blev hørt til bevidstløshed, ligesom de tidlige rockredaktioner, eller beat­redaktioner som det hed herhjemme, havde tid og ro til at fokusere og skrive om hver enkelt sang og plade.

Der var heller ikke så mange musikere. At være musiker var ikke noget, alle kunne blive. Det vestlige samfund var statisk, klassedelt, og man blev ikke bare musiker efter en pludselig indskydelse. Derfor var der også tid og plads til at opbygge de sangskrivere, der var: Omgive dem med en mytologisk aura via store avis- og magasinanmeldelser og hengivne lyttere.

Samtidig var der mange græn­ser at overskride. Som da Bob Dylan, med et ramaskrig til følge, valgte at sætte strøm til sine sange og dermed fik sit navn skrevet i rockhistorien med flammeskrift.

Alt dette er naturligvis en smule fortegnet. Men faktum er ikke desto mindre, at 1950erne, 1960erne og 1970erne, hvor legenderne blev til, var til det: Der var plads, behov, tid.

Men lad os så spole fast forward frem til i dag, til 2013, med det påtrængende spørgsmål in mente. Og nej, intet at det, der kan siges om den tid, Leonard Cohen manifesterede sig i, giver mening nu. Alene strømmen af plader. Hver uge udkommer der sikkert flere album, end der gjorde i hele 1967.

Nu – i disse mere flydende identitetstider – kan alle også uden videre kalde sig sanger og sangskriver, og den teknologiske udvikling har gjort det muligt for såvel den mest talentfulde som den mindst talentfulde at indspille et album, med et computerprogram designe et professionelt udseende cover og så lægge det på nettet, så alle kan lytte med.

Det er en tsunami af ny musik, som det tidligere var få pladeselskaber forbeholdt at udgive, og streamingtjenester som Spotify har gjort, at det hele kun er et klik væk på computer, tablet eller smartphone.

Med al den den musik i spil bliver anmeldelserne af pladerne også kortere. I den brede dæknings hellige navn. Og lytterne som læser mediernes anmeldelser sidder ikke længere og hører side A på deres vinyl igen og igen og igen, men klikker på enkeltnumre i det bundløse hav af musik.

Lad mig lige gentage spørgsmålet: Hvis Leonard Cohen og hans legendariske kolleger have været unge i dag, ville de så have udsigt til gudedyrkelse og en hel verden af fans? Svaret er nej. Hvis de var tonet frem i dag, ville de naturligvis finde et publikum. Det gør alle, som er benådet med en kunstnerisk kraft af en anden verden. Men det ville aldrig blive så stort og intenst, som dét de opbyggede i en fortid, der efterhånden føles meget fjern. Tiden og lytterne er anderledes rastløse nu, troløse om man vil, og slet ikke del af en monokultur, som over tid kan skabe legender. Legendernes tid er ovre, tiden er splintret på så mange leder, og hver enkelt lytter samler sit eget spejl.

Men lad os lige spejlvende spørgsmålet: Kunne nogle af nutidens musikere være blevet legender, hvis de havde været unge i fortiden? Svaret er ja. Tag bare amerikanske Bonnie »Prince« Billy, der – og nu kommer alle de forhærdede fans efter mig – har et bagkatalog, som er på niveau med eksempelvis Bob Dylans. Han spiller på mellemstore spillesteder og har sit eget eksklusive publikum. Men havde han skrevet sine sange – som blomstrer mellem country og folk og kredser om livslyst og dødsdrift – i 1960erne, havde han været et ikon i dag.

Britiske Jake Bugg er også en sangskriverbegavelse af et helt usædvanlig styrke trods sine bare 19 år. Hans debutalbum udkom sidste år, og føjer velskrevne vers med ærefrygtindgydende revitalisering af rock og folk.

Et tredje eksempel er PJ Harvey, der har afsøgt sine indre tilstande og rockens grænseposter på måder, som kan måle sig med de bedste af legenderne.

Det er alt sammen kontrafaktisk. Selvfølgelig er det det. Og de nye kunstnere står naturligvis på skuldrene af de gamle. Men der males alligevel to meget virkelige verdener op: Den gamle og den nye. Og legendernes tid er ovre. Det kan man så vælge at begræde, når man ser den smukke, gamle Leonard Cohen træde ind på scenen i Odense. Med »Take This Waltz« og alle de andre sange fra en anden tid. Også de nyeste af dem. Og til vinter kommer Bob Dylan med sin Never Ending Tour forbi for gud ved hvilken gang. Så legenderne er stadig i spil. Men deres status blev skabt i en anden tid, som man – i det pessimistiske hjørne – godt kan drømme sig tilbage til. Til den tid, hvor musikhistorien blev skrevet. Det gør den ikke længere, den bliver bare til flere og flere kapitler i en bog der efterhånden er så tyk, at ingen kan overskue at læse den.

Men er man i bare nogenlunde stabilt humør, ser det hele anderledes ud. For nok er antallet af sangskrivere, som kan spille på Orange Scene og samle 65.000 fans, stagneret og vil alle forsvinde fra denne verden for altid. Men der har altså aldrig været så meget god musik at lytte til som i dag. Hver uge byder på nye oplevelser i den rasende strøm af udgivelser.

Hvis man altså orker at dykke ned i den på Spotify. For nye generationer er det en selvfølge. For de ældre en bevidst beslutning. Den er værd at følge. Og så kan man jo altid lytte til Cohen, Dylan og alle de andre hjemme på pladespilleren. »The Times They Are A-Changin«, for eksempel.

Leonard Cohen giver koncert lørdag i Kongens Have i Odense.