Cohen på vej hjem

Det tolvte album fra sangeren, melodikeren og poeten Leonard Cohen kan høres som et stilfærdigt, skønhedssøgende og lidt træt farvel til denne verden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1992 sang Leonard Cohen om, hvordan han forestillede sig fremtiden.

»I’ve seen the future, brother, it is murder,« lød det, og mon ikke han føler, han har skrevet linjen med profetisk blæk? Meget synes i hvert fald at være blevet blodigere, voldsommere og mere morderisk siden dengang.

Nu er manden med stemmen og stroferne så blevet 20 år ældre. Og ser ikke længere ind i fremtiden. I hvert fald ikke hvis man skal tro »Darkness« fra hans tolvte studiealbum, »Old Ideas«. Her lyder det »I got no future/I know my days are few«.

Det dødsbevidste spor løber i flere af de nye sange og ikke mindst i »Going Home«, hvor disse linjer ligner de første skridt på vejen ind i det hinsides. Derind hvor man omsider får fred: »Going home/Without my burden/Going home/behind the curtain/Going home/Without the costume/That I wore.«

Mesterskabet

Men som det ofte er hos Cohen, kan sætningerne læses på to niveauer. I dybden og på overfladen. Og måske handler »Going Home« bare om rejsen hjem fra den lange turné, som pengeproblemer har tvunget ham ud på. Ud foran scenetæpperne, ud foran sine tilbedere i sine velkendte suits. Og måske er en anden sang på albummet, »Lullaby«, ikke en farvel til livet goddag til himlen-sang, men blot den godnatvise, som guitarens og harmonikaens søvnige åndedrag lader antyde.

Det er en del af hans mesterskab, denne dobbelthed, og det samme er de karakterer, han fremmaner så overbevisende. Elskeren, tvivleren, kynikeren, damevennen, den dybt troende. Og vel er flere af dem til stede på »Old Ideas«, men der er skruet ned for temperamentet, hvilket også spejles i arrangementerne, som - lig de forrige album - er varme, organiske, håndspillede og med økonomisk brug af banjo, guitar, horn, trommer, orgel og kvindelige korstemmer.

Dertil kommer violinen, som løber gennem flere sange og forbinder de underspillede melodier med gammel europæisk folkemusik og al dens vemod.

Men Cohens sange er i sidste ende forunderligt tidløse. De er ikke vokset ud af en trend eller strømning og flyder som altid langsomt gennem lytterens øre. Og netop tempoet synes at være hans hemmelighed, for ved at levere sine sange så langsomt, så gør han dem eftertænksomme, dybe, melankolske, hemmelighedsfulde.

Ordenes album

Udødeligheder som »Suzanne«, »Chelsea Hotel #2« eller »Take This Waltz« - hans stærkeste sang til dato - er der nu ikke på »Old Ideas«, hvor han på mange måder er endt der, hvor det hele begyndte for ham. Nemlig med poesien. »Old Ideas« er nemlig mere end noget andet et ordenes album og de gives med hans karakteristiske mørke, aldersmærkede stemme, og i en form som ofte lyder mere som recitation end sang.

Men hvor hans tunge øjenlåg altid har fået ham til at se træt ud, så er det først på »Old Ideas« han er begyndt også at lyde træt. Og albummets titel peger også på en vis resignation. Gamle, brugte ideer. Eller hentyder titlen bare til, at han var gammel, da han fik ideerne? Hos Cohen er der mere end ét lag i ordene. Som den poet han er. Mere end noget andet.