Når virkeligheden indtager scenen

Flygtninge og hjemløse spiller rollen som sig selv, når kunsten sætter fokus på nogle af samfundets mest påtrængende problemer. I forestillingen »Vi ses, Rafiq-e-man!« møder vi de to unge flygtninge Salah og Diana.

Uledsagede unge fra Anneberg Asylcenter var en del af Helle Fuglsangs eventrække »Klæder skaber folk« under Copenhagen Fashion Week i august 2015. Foto: Mathias Vejerslev Fold sammen
Læs mere

Tre aktører er på scenen i koreografen Ingrid Tranum Velásquez’ dokumentariske danseforestilling »Vi ses, Rafiq-e-man!«, der de kommende to uger kan opleves på Københavns Musikteater.

Frej Stenholdt Mortensen er professionel danser, mens 16-årige Salah og 17-årige Diana er flygtninge fra henholdsvis Syrien og Rusland, som er kommet til Danmark uden deres forældre. Sammen fortæller de en på samme tid brutal og poetisk historie om, hvad der foregår i et flygtningebarns hjerte, én historie om angst, flugt, afsavn og uvished – men også om håb og drømme.

Den røde tråd i forestillingen, der blander fiktion og virkelighed, er beretningen om en 10-12 årig dreng, der er flygtet fra krigen i sit hjemland, og som den eneste i sin familie nåede Danmark, hvor han nu bor i et asylcenter. Hans bedste ven, Rafiq, som han har lært at kende på centret, er blevet hjemsendt for længe siden, men lovede at komme tilbage. Ingen har hørt fra Rafiq siden, men hans ven på centret nægter at opgive håbet om, at han kommer tilbage og tæller dagene, til de mødes igen.

Ingrid Tranum Velásquez har arbejdet på forestillingen i snart to år. En stor del af tiden er gået med at samle materiale under talrige besøg på flygtningecentre, hvor hun har talt med børnene og bl.a. arrangeret danseworkshops med dem.

»Jeg fik idéen for flere år siden, nok mest som en reaktion på den meget kyniske tone der allerede dengang var i flygtningedebatten,« siger hun. »Jeg oplever personligt, at der bliver udvist en total mangel på forståelse for, hvad det vil sige at være flygtning, og derfor synes jeg, det er så vigtigt at få nogle af de menneskelige historier frem. Vise og minde om, at det faktisk handler om mennesker.«

Den gennemgående historie om drengen, der venter på sin ven Rafiq, har hun stykket sammen af de mange historier, hun har hørt fra de unge på flygtningecentrene, mens de udsagn, som Salah og Diana bidrager med, er deres egne personlige oplevelser, erfaringer og drømme.

»Jeg arbejder mere og mere i det felt, hvor fiktion og dokumentar møder hinanden, og netop i denne forestilling har det dokumentariske arbejde fyldt meget, så vi har kunnet få de helt autentiske menneskelige historier frem. Det har jeg savnet meget i flygtningedebatten,« siger Ingrid Tranum Velásquez, som har mødt børn og unge helt ned fra børnehavealderen ude på asylcentrene.

»Noget af det, der især har berørt mig, er, hvor mange børn og unge, der er kommet hertil uden deres forældre. Det er i sig selv en voldsom fortælling ligesom hele den tilknytningsproblematik, som vi også fokuserer på i forestillingen. At når man hele tiden rives væk fra det, man lige har knyttet bånd til, så opstår der et enormt behov for at bevare de venskaber, man har opbygget undervejs. Drengens nærmest desperate insisteren på, at hans ven Rafiq nok skal komme tilbage en dag, bunder i netop de fortællinger.«

En lille båd der gynger

Ingrid Tranum Velasquez er kunstnerisk leder i performancegruppen for NextDoor Project, der skaber scenekunst for både børn, unge og voksne i krydsfeltet mellem iscenesættelse og virkelighed. Men også andre teatre og performere sætter virkeligheden på scenen og bruger deres professionalisme til at give samfundets udsatte grupper en stemme.

Siden 2001 har teaterprojektet C:ontact, der har sit udspring i Betty Nansen Teatret, arbejdet med unge med forskellig kulturel, etnisk og social baggrund, både herhjemme og via projekter i bl.a. Afrika, Mellemøsten, Europa og i Grønland. Senest har 65 flygtninge fra bl.a Eritrea, Afghanistan, Congo, Uganda og Iran tilbragt sommeren på C:ontact i samarbejde med professionelle instruktører og coaches inden for teater, rap, sang og dokumentarfilm. Ét af resultaterne var forestillingen »En lille båd der gynger«, der sætter ansigt på nogle af de flygtninge, der netop nu strømmer op gennem Europa. Forestillingen spillede sidst på sommeren 12 opførelser for fulde huse på Edison Scenen på Frederiksberg og skal senere på turné i en mindre udgave.

»I Danmark ved vi rigtig meget om flygtninge, både fra den skrevne og den elektroniske presse, vi har set dem sammen med italienske sikkerhedsvager i beskyttelsesdragter, handsker og mundbind, vi har set dem på landevejene, vi ved, at de kommer i stort tal, og vi har hørt, at de udgør et stort problem. Men på C:ontact tror vi på, at hvis man skal lære mennesker at kende, skal man også høre om deres egne liv og deres egne historier. Og det er netop det, vi gør her,« siger kreativ direktør Henrik Hartmann.

»Hvis vi havde skrevet alle de historier ned og ladet skuespillere opføre dem på scenen, var der kommet det forstyrrende element ind, der hedder kunstbegrebet, og vi havde straks vurderet dem på en anden måde. Men ved at give folk mulighed for selv at fortælle deres historier, binder de os sammen og lægger grundlaget for fællesskab. Det er det, der er filosifien bag alt, hvad vi gør – at skabe en interkulturel forståelse – eller en religiøs eller seksuel forståelse – det er underordnet. Det vigtigste for os herude er at få folk til at forstå hinanden.«

Virkelighedens aktører

Også koreografen og instruktøren Helle Fuglsang inddrager i sit teaterprojekt, Wilma Version, hvad hun kalder »virkelighedens aktører«, og bruger sin kunst som katalysator for netværksskabende projekter på tværs af lokale, nationale og sociale forskelle. Helle Fuglsang har bl.a. lavet forestillingen »Box«, hvor unge indvandrerdrenge fra Muay Thai Bokseklub på Østerbro lavede en danseforestilling sammen med balletpiger fra Christianshavns Balletskole. I 2012 var hun i Tanzania for at lave performance med lokale medvirkende, og ved sommerens Copenhagen Fashion Week skabte hun under fællestitlen »Clothes make the man/Africa in Denmark« en række ukommercielle events som en hyldest til afrikansk kreativitet og personlighed. Et projekt der også inddrog bl.a. asylansøgere og hjemløse.

»Jeg synes, vi som kunstnere er forpligtet til at forholde os til vores samtid og trodse den angst, der hærger vores samfund og dagligdag,« siger hun. »Det kan vi gøre ved at invitere alle mulige forskellige grupper ind og give dem en stemme, mærke, lytte, være nysgerrige og ikke bange for den politiske hverdag omkring os. Kunsten har et ansvar for at formidle den berigelse, andre kulturer og mennesker med andre livsopfattelser bidrager med. Kunsten kan skabe de nødvendige rum, hvor vi kan mødes på tværs og på trods. Siden politikerne åbenbart ikke kan finde ud af det.«

Én af Wilma Versions’ events under modeugen med titlen »Overlevelse« foregik på en tømmerflåde i Christianshavns Kanal, hvor uledsagede flygtningebørn fra Annebergparken Asylcenter i Nykøbing Sjælland optrådte sammen med afrikanske kvinder iført »overlevelses-couture« skabt af nyuddannede fra VIA Design i Herning.

»De unge flygtninge havde selv bygget tømmerflåden sammen med jævnaldrende danske unge, og trods deres vidt forskellige baggrund oplevede vi, hvordan mange forskelle brydes ned, når man mødes om en fælles iscenesættelse,« siger Helle Fuglsang. »Det er meget vigtigt for mig, at de unge kan bruge processen til andet og mere end at sætte fokus på sig selv. Det handler også om at skabe fællesskab og netværk, og jeg kan se, at mange af dem, der var med i projektet, nu mødes på kryds og tværs. Så kunsten skal ikke kun bruges til at sætte fokus på noget, men i lige så høj grad til at skabe en platform for nye fællesskaber.«

Ofre - og overlevere

I sit arbejde med »Vi ses, Rafiq-e-man!« er Ingrid Tranum Velásquez kommet tæt på mange af de børn og unge, hun har mødt på flygtningecentrene.

»Nogle af de historier, de gemmer på, er meget voldsomme,« fortæller hun. »Vi har arbejdet meget i klubregi, hvor man prøver at skabe så rare og trygge rammer som muligt. Jeg har også arbejdet meget nonverbalt, de unge har kunnet udtrykke sig gennem at tegne, male og gennem dans, og jeg fornemmer, at det har været en god måde for dem at bearbejde deres flygtningesituation på.«

Men der er også sket noget med hende selv gennem den lange proces.

»Jeg er nok gået fra i høj grad at have den indstilling, at jeg havde med en meget sårbar gruppe mennesker at gøre. Og det har jeg også,« siger hun. »Men jeg har også i den grad med en meget stærk gruppe mennesker at gøre. Når jeg tænker på noget af det, de har været igennem – de har rejst i mere end et halvt år, uden deres forældre, med båd og alt muligt – og med den usikkerhed, de hele tiden befinder sig i, så er det fantastisk, at de alligevel kan have overskud til at mødes og danse med mig. Derfor er det vigtigt for mig at huske, at de ikke kun er ofre, men også overlevere.«

Ingrid Tranum Velásquez har skabt »Vi ses, Rafiq-e-man!« som en børneforestilling målrettet aldersgruppen fra ni år og op.

»Det har jeg gjort, fordi børn jo er en enormt vigtig del af det samfund, der skal tage imod de flygtninge, der kommer nu,« siger hun. »Der vil meget hurtigt komme nogle børn ud i skolerne, som ikke taler dansk, og som måske er traumatiseret af deres oplevelser. Derfor er det vigtigt at danne en bro af forståelse til de nye klassekammerater – eller din nye nabo.«

Som tilskuere kommer børnene helt tæt på begivenhederne på scenen - og nogle gange bliver de endda selv medvirkende i forestillingen. De skal f.eks. være med til at skabe trængsel i den lille »båd«, der bragte flygtningene over havet, holde det stærke lys under forhørsscener og i det hele taget være med til at skabe nogle af billederne i forestillingen. Og de kommer til at følge skæbnens uransagelige spil - i form af en terning, der kastes - som afgør, om flygtningene når kysten – eller ej. Om folkene på stranden trækker båden i land – eller skubber den ud på havet igen. Og om Rafiq virkelig kommer tilbage til sin ven. Eller ej.

 

»Vi ses Rafiq-e-man!« har premiere på Københavns Musikteater 29. september og spiller til 11. oktober. Iscenesættelse og koreografi: Ingrid Tranum Velásquez/NextDoor Project, Scenografi: Sille Dons Heltoft, Musik: Henriette Groth. Læs mere på kobenhavnsmusikteater.dk.