»A musical review« er den oprindelige undertitel på forestillingen »Putting It Together«, der sætter en lang række af den amerikanske musicalmager Stephen Sondheims kærlighedssange sammen til en form for forløb. Folketeatret kalder den i stedet for »en musical om kærlighed«, men er der ikke reelt tale om en række noget løst sammensatte numre med tema? Men man skal vel også have forestillingen til at glide ned i de teaterforeningter, der skal tage imod den.
Alligevel kommer vi igennem en form for røntgenbillede af to parforhold: Aftenens værter, det ældre, desillusionerede ægtepar, på den ene side. De har efterhånden mistet fornemmelsen af, hvorfor de er sammen. De har det hele, undtagen den oprindelige lidenskab og en mening med det hele. I stedet flirter de med utroskab og skilsmisse, længes tilbage til noget, der måske aldrig har eksisteret og piner hinanden med sarkasmens nålestik. På den anden side det unge par, der ikke er helt så slidt af tilværelsen. Som leger med idéen om at finde sammen – selv om han har svært ved at lade sig binde, og hendes følelser er mindst lige så ubestandige. Og kredsen sluttes af en en udenforstående, mandlig betragter, der går til hånde, sætter den sparsomme handling i sving som en form for ceremonismester og fungerer som bindeled til publikum.
Sig det med en sang altså – talte ord er der så godt som ingen af. Til gengæld er der masser af kras humor og eksistentielle tømmermænd i disse overvejende bittersøde sange om alt det, vi som regel ikke siger til hinanden - og måske ikke engang til os selv. En kynisk-ironisk tilgang til hjertets anliggender, afspejlet i den musik, som, bortset fra enkelte øjeblikke, kun er iørefaldende indsmigrende, når den vil vrænge af forloren sentimentalitet. Når man tager i betragtning, hvor kropumuligt det er at oversætte Somndheims krævende ord, minutiøst afvejet og rimende på kryds og tværs, er Trine Dansgaard sluppet ualmindeligt heldigt fra opgaven. Flot.
Ætsende vid
Kasper Wiltons og Kim Lundsgaard Nielsens ydre iscenesættelse er mest af alt praktisk. Men de fem på scenen klarer den vanskelige opgave at blæse liv i disse skitser til figurer – læg dertil alle disse dødsvære tonespring, den hurtigtløbende ordatletik, godt støttet af Jakob Lindbirks formidbale kvartet. Preben Kristensen indtager scenen med afbalanceret, afdæmpet distraktion og følsomt vemod som den ældre mand, smukkest i »Mon jeg gik glip af noget«. Betty Glosted får blæst så meget drastisk temperament, ætsende vid og vivacitet ind i den ældre kvindes livstræthed, at man glæder sig til alle hendes entreer, med den furiøst-ondskabsfulde »Kunne jeg gå fra dig?« som et hovednummer. Vesyngende Charlotte Guldberg tager stik hjem med kælen sødme i strakt arm – hendes »Mer’« er virtuost afleveret. Til gengæld har David Owe en lidt poppet klang til Sondheim og forbliver vel anonym som hendes partner, mens den ellers så adrætte Peter Pilegaard virker noget alvorsstemt formørket som ceremonimester. Men virtuosnummeret »Buddy’s Blues« – når hun vil, vil han ikke – klarer han i fornem stil.
Det vil være forkert at sige, at hitparaden indfanger denfulde sandhed om Sondheims kompleksitet. Men er i hvert fald et par indtagende cocktailtimer med arsenik på bunden af glasset.
Hvad: »Dig og mig - Putting It Together«.
Hvem: Iscenesættelse: Kim Lundgsgaard Nielsen og Kasper Wilton. Koreografi og staging: Jeanette Binderup-Schultz. Scenografi: Sara Vilslev.
Hvor: Turné i hele landet: folketeatret.dk.
