Med fjerde del af Teater Grobs teaterværk »Det 6. Kontinent«, »Små forstyrrelser«, er vi hjemme igen. Eller vi er godt nok placeret i New York, i en klassisk kunstner-penthouselejlighed i noget nedlagt industribyggeri i Brooklyn, men på de indre linjer kunne det lige så godt foregå i Skive eller København, opgøret mellem den fraværende far, den omsorgssøgende datter og elskerinden.
Det eneste, der reelt placerer os uden for Danmark, er den spansktalende rengøringshjælp uden permanent opholdstilladelse. Hun (Margareta Diaz) virker til gengæld også mest som et forsøg på at give det hele lidt eksotisk kolorit.
Men Thomas Markmanns familiedrama er også en slags hjemmebane for Teater Grob, der netop altid har været kendt for sine moderne, realistiske dramaer fra hverdagen, og det mærker man på Per Scheel-Krügers ferme instruktion.
Victor Marcussen er kunstneren Jeppe, der for 18 år siden forlod familien på en gård i Skive for at realisere sig selv som kunstner i New York. Her sidder han stadig, måske går det ham godt, men dog ikke så godt, at han selv kan betale for sin lejlighed og atelieret. Det gør Ann, som han lever i et ægteskabslignende forhold med.
Eller måske er det snarere Anns mand, der bor i Singapore, der uvidende agerer mæcen. Ind i dette velfungerende bohemeliv dukker så Jeppes ellers lykkeligt glemte 28-årige, gravide datter, Majbritt, op med et forstyrrende behov for at få en far, nu hvor hun selv skal være mor.
»Små forstyrrelser« er et veltilrettelagt familiedrama uden de store overraskelser. Thomas Markmann lader det grundlæggende gå, som det logisk set må gå, hen over det døgns tid, de tre hovedpersoner tilbringer sammen i lejligheden.
Publikum suger de stærke kvinder til sig
Selv om det er Jeppe, alle følelser er investeret i, og dramaet cirkler om, er det kvinderne i hans liv, der suger publikum til sig. De er forestillingens styrke og fascinationskraft, og dens mest mindeværdige scene bliver en natlig samtale mellem Ann og Majbritt om kvinder med og uden børn.
Ikke så meget fordi dens indhold får betydning for stykkets slutning – det gør den faktisk - men fordi Trine Pallesen og Josephine Park begge har en helt særlig, afdæmpet naturlighed og unik evne til at få hvert ord til at lyde så ægte og rigtigt. I dén scene når de dybt ned i følelserne og ordene, og de berører os virkelig.
Det er lidt af en gåde, hvordan Victor Marcussens temmelig gråmelerede og middelmådige – som Majbritt kalder ham – Jeppe har kunnet få så skøn en datter som Majbritt og tiltrække så vidunderlig en kvinde som Ann.
Og det bliver i sidste ende det, der gør forestillingen mere gennemsnitlig, end den kunne have været, Det, at Jeppe ikke virker stærkere og mere karismatisk. Det er helt ærligt svært at tro på, at hans tilstedeværelse skulle være afgørende for de to kvinders liv og lykke. Til gengæld er det utroligt svært at forstå, at Jeppe kan tro, at hans liv vil være det samme uden dem.
Hvad: »Små forstyrrelser«.
Hvem: Af: Thomas Markmann. Instruktion: Per Scheel-Krüger. Scenografi: MAAM – Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm.
Hvor: Teater Grob. Til 10. oktober.
