»Hellere fejle end ikke at have prøvet«

Tidligere kongelig balletdanser Cecilie Lassen skuespilsdebuterer på torsdag i filmen »De standhaftige«, der handler om en såret soldat, der skal finde sig til rette i en smadret krop. I det virkelige liv har Cecilie Lassen selv været nødt til at finde en ny identitet, efter en skade for tre år siden sendte hende på ufrivillig pension på toppen af hendes karriere.

Tidligere balletdanser Cecilie Lassen er lige nu aktuel med sin spillefilmsdebut i »De Standhaftige«, hvor hun spiller en balletdanser, der lærer en tidligere soldat at gå igen, efter at han har fået sprængt begge ben af. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Cecilie Lassen kom ind på Det Kongelige Teaters balletskole som bare syv-årig, og blev tidligt spået en stor karriere. Det store gennembrud kom endelig i 2010, hvor hun spillede hovedrollen som Teresina i Bournonvilles »Napoli« – til seks stjerner.

Men alt var ikke godt, for kroppen gjorde ondt. Rigtig ondt. Og lægernes dom var ubarmhjertig: Den ledlæbe, der skal sørge for at lårbenet hænger fast i hoften, var ødelagt af knoglecyster. Hendes effektive og veltrænede krop var gået i stykket.

Fra den ene dag til den anden var hun ude af de træningsrutiner, der havde været hendes virkelighed i 23 år, og i sommeren 2012 tog hun den tunge beslutning at sige endegyldigt farvel til et helt liv i ballettens tjeneste – og til sin kongelige teaterfamilie.

»Jeg troede nærmest, at mit liv skulle stoppe,« fortæller Cecilie Lassen i dag.

»Det var en slags kunstnerisk selvmord, for der var ingen anden udvej end at klynge rebet op på min karriere. Vi kunne godt forsøge at operere, men der var så dårlige udsigter, at det føltes rigtigt at sige stop der. Der er en selvrespekt i at træffe valget selv, der har gjort nemmere for mig at rejse mig igen og tro på, at der stadig er noget for mig derude. At jeg ikke var færdig.«

Kræfterne vendte tilbage

Først tog hun dog lige seks måneder i fosterstilling.

»Der var mange mange tårer og identitetskrise. Først var jeg Cecilie, balletbarnet, og så var jeg Cecilie, balletdanseren. Og uden den krog at hænge mit ego på, hvem var jeg så? Det skulle jeg pludselig til at finde ud af.«

I dag er hun stadig plaget af smerter, men det har på ingen måde standset hende. Faktisk har der været overordentligt meget bud efter Cecilie Lassen, siden hun stoppede balletkarrieren.

Da kræfterne vendte tilbage, begyndte hun at undervise i ballet på en lokal balletskole, optrådte i programmet Smagsdommerne og spillede prinsessen på ærten i »H. C. Andersen eventyrshow« i Tivoli, hvor hun hang i en sele over scenen, mens der blev hiphoppet og breaket under hende – danse på professionelt niveau kunne hun ikke længere.

Det førte til et job som dommer i »Danmark har talent«, samtidig med at hun landede sin første filmrolle som Sofie i »De standhaftige« – og så er der også blevet tid til en blog og tre tøjkollektioner i samarbejde med firmaet Won Hundred.

Den røde tråd i det hele har været de gode historier og den lyst til at formidle, der også var hendes drivkraft som balletdanser.

»For mig har det aldrig handlet om sporten i det, eller hvor højt jeg kunne springe og så videre. Det, der interesserede mig, var at skildre mennesker uden ord. At finde det universelle kropssprog, der transcenderer sprog.«

En rejse ind i noget helt nyt

Hun udtrykker sig stadig med hele sin krop. Med flagrende håndbevægelser, store øjne, grin og en krop, der rykker sig ivrigt frem og tilbage i sædet. Der er ingen stilstand at spore hos Cecilie Lassen, der oplevede, at verden åbnede sig for hende, da hun trådte ud på den anden side af Det Kongelige Teaters kendte vægge.

»Pludselig piblede der ting op alle vegne. Jeg føler mig så heldig. Men jeg tror også på, at hvis man tør træffe svære valg og er åben og selektiv, så sker der gode ting. Og der er kun sket gode ting for mig – det er væltet ind med spændende projekter.«

Projekter, der hver for sig har givet mening i forhold til hendes rejse ud i det virkelige pulserende liv udenfor Det Kongelige Teaters mure. Som hovedrollen som balletdanseren Sofie i »De standhaftige«, der ikke alene gav hende mulighed for at prøve sig selv af på det store lærred, men også forærede hende et sidste gensyn med Den Kongelige Ballet, hvor Sofie blandt andet danser en passage fra Carmen, koreograferet af Kongelig solodanser Gregory Dean.

»Jeg følte lidt, at der var slået en revne i universet på den måde, at jeg fik lov til at tage afsked med min gamle metier, samtidig med at jeg tog afsæt i noget nyt. Det var den vildeste gave at få lov til at stå på Gamle Scene og tage et sidste vue ud over salen, hvor jeg er vokset op og dufte brædderne, gulvet, fortæppet Tata en sidste gang – på rejse ind i noget helt nyt.«

Cecilie Lassen kom ind på Det Kongelige Teaters balletskole som syv-årig, og blev ansat på Det Kongelige Teater, da hun var 16 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Egentlig var det meningen, at det var en stand-in, der skulle lave de mere krævende dansescener, men det er endt med at være Cecilie Lassen selv, der danser 80-90 procent af scenerne. I en ren viljesakt.

»Jeg bed tænderne sammen i tre dage, tog tåspidsskoene på og sagde til mine gamle balletvenner: »Kom, vær med mig«. Alban Lendorf, som jeg danser med i filmen, var også min sidste dansepartner, da jeg dansede min sidste forestilling som danserinde på Det Kongelige Teater, så det var pisserørende.«

»Jeg tudede, da jeg skulle derfra den dag. For så havde jeg jo virkelig danset min sidste dans. For real,« fortæller Cecilie Lassen, der ikke kunne få sig selv til at tage sine sko af efter optagelserne.

»Jeg sad og hylede i taxaen. Det var det sidste farvel, og midt i alt det nye der skete, havde det været SÅ trygt at få lov til at stå på Det Kongelige Teater igen. Jeg har jo været der flere timer, end jeg har været i mit barndomshjem, så det var ligesom at komme tilbage i sin rede.«

Følelsespaletten

Heldigvis opdagede hun hurtigt, at hun også kunne føle sig tryg på et filmset.

»Det var egentlig ikke så anderledes end livet på teateret. Det er en karakterskildring, og det er jeg jo vokset op med. Det der primært var anderledes var, at vi skulle lave den samme scene igen og igen, nogle gange en hel dag, uden at blive træt eller udtømt af følelserne. Og så bruger man jo sproget rigtigt meget på film, hvor det hele lå i kroppen før. Og i øjnene.«

»Indimellem har været nødt til at tænke over, hvor kraftigt jeg talte, og skrue ned for krop og øjne,« siger Cecilie Lassen, der ikke havde problemer med at hente følelserne frem – selv om det er de helt store af slagsen der kommer til udtryk i filmen, der handler om to mennesker i hver sin eksistenskrise.

»Jeg tror, at jeg er blevet meget transparent med mine følelser af at være balletdanser. Alle balletdansere lider nok af en grad af posttraumatisk stress, fordi man træner hele tiden for at blive bedre, uden at det nogensinde bliver rigtigt »godt nok« – man søger efter det perfekte hele karrieren.«

»Det gør nogle hårde, mens andre bliver følsomme. Jeg er blevet ekstra følsom og jeg føler, at min empati er vokset med årene,« siger Cecilie Lassen, der beskriver det som en lyst til at mærke hele følelsespaletten, både de lyse og de mørke farver.

»Jeg vil gerne se dokumentarfilm, der gør ondt. Jeg opsøger socialrealismen. Jeg vil gerne mærke det her liv, og tillægger det ikke større værdi at være glad end at være ked af det. Det er bare følelser, og hvis man har dem, så skal man også eje dem og stå ved dem,« siger Cecilie Lassen, der også i sit personlige liv går meget op i at være åben og empatisk overfor de mennesker, hun møder og har i sit liv.

»Jeg har et håb om, at hvis jeg tillader folk at være trygge hos mig, ikke er dømmende og viser empati og sympati, så vil jeg også blive mødt med det samme. Hos mig behøver de ikke at være perfekte – så behøver jeg måske heller ikke at være perfekt hos dem.«

At vende vrangen ud

Efter et liv i skønhedens og perfektionens tjeneste er det en lettelse for hende at få lov til bare at være sig selv.

»Bare at være. At turde. Den fysiske perfektion som balletdanser og den kunstneriske perfektion er jeg helt med på at stræbe efter, men den menneskelige perfektion findes jo ikke. Vi er alle fejlbarlige, og det er det, der gør os interessante. Det er jo skårene, der er klinkede, der er interessante. Og den skæve næse eller de skæve tænder.«

»Det er det, der gør, at man bliver ved med at kigge og undersøge, om det så er noget menneskeligt eller noget rent visuelt. Sådan er det også med kunst. De danserinder eller forestillinger, jeg bedst kan lide, er dem der arbejder med lys og skygge. Det er de danserinder, der tør blæse fuldstændigt igennem og lave en eller anden form for fuck-finger, en anarkisme på scenen, hvor de smider alt, hvad de ved og bare er.«

Derfor kunne hun også godt tænke sig at prøve kræfter med en rolle, hvor hun kan få lov til at være rigtigt grim – indeni og udenpå.

»Sådan rigtigt undersøge de sider af mig selv, som er grimme. Lys og skygge. Det er det, der interesserer mig. Jeg kan godt lide at arbejde hårdt. At tømme mig selv og vende vrangen ud på mig selv. Det vokser jeg af. Jeg har fundet ud af, at det er der, jeg har det rigtigt godt og er arbejdsmæssigt tilfredsstillet.«

Filmen »De standhaftige« får premiere næste torsdag og handler om soldaten Thomas, spillet af Mikkel Boe Følsgaard, der træder på en mine og mister begge ben i Afghanistan. Hjemme møder han balletdanseren Sofie, som hjælper ham. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rolf Konow Rolf Konow.

Stjernestøv

Derudover har hun ikke rigtigt nogen planer. Kun at hun vil tage nogle flere store bidder af livet.

»Jeg føler, at det først er nu, jeg har pudset mine vingefjer og har sat af fra reden. Jeg vil i virkeligheden gerne bare ud og prøve mig selv af. Jeg er meget åben. Jeg er sådan en, der skyder efter månen, så må det briste eller bære,« siger Cecilie Lassen, der allerede føler, at hun har fået oplevelser for et helt liv i en alder af 34.

»Jeg startede min karriere, da jeg var syv år gammel. Jeg optrådte med Michael Jackson, da jeg var ni og blev ansat på Det Kongelige Teater, da jeg var 16. Jeg har fået lov til at leve flere liv i et allerede, så hvis livet en dag siger: »Så Lassen, så er der ikke mere stjernestøv til dig, du har opbrugt din kvote’«, så er det okay.«

»Så kan det være jeg uddanner mig til fysioterapeut, eller måske er der en plads til mig på Det Kongelige Teater som instruktør. Det ville også være dejligt. Jeg gør bare mit bedste og jeg lægger mig ikke ned endnu. Jeg har lyst til at være verdens stærkeste lille pige. At drømme og aldrig stoppe. Og aldrig slå mig til tåls.«

»De standhaftige«, der får premiere næste torsdag, handler om soldaten Thomas, spillet af Mikkel Boe Følsgaard, der træder på en mine og mister begge ben i Afghanistan. Hjemme igen er han bitter og indelukket – indtil han møder balletdanseren Sofie, der har sine egne sjælelige skrammer, men har helt styr på det med kroppen.

Hun hjælper ham med at træne og hele – krop og sind. »De standhaftige« er inspireret af The Wounded Soldiers Project, der blev startet i 2009 af de to balletdansere Jojo Bowman og Jessie Lee, der sammen med Rigshospitalet begyndte at træne amputerede soldater efter balletprincipper. Se mere på www.danishwoundedwarriors.com