Vitale tanker om døden

Multikunstneren Laurie Anderson er klar med ny film og performancekoncert i Danmark. Hele hendes karriere har været en dybt personlig rejse i kunstens verden. Fra store pophits til små gallerier.

68-årige Laurie Anderson, som var gift med rockmusikeren Lou Reed de sidste fem år af hans liv, er klar med en sjælden koncert i Danmark på lørdag d. 14. maj. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camera Film
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Laurie Anderson er 68 år. Hun var gift med rockmusikeren Lou Reed de sidste fem år af hans liv, og han har betydet meget for hende, fornemmer man. Den aktuelle dokumentarfilm »Heart of a Dog« er dedikeret til »Min mand Lou Reeds storslåede ånd«, selv om den handler om meget mere end døden og skyggen af den visionære og vredladne mand.

»Heart of a Dog« er en uhyre speciel dokumentarfilm. Artiklen her kommer ikke til at indeholde en kvalitetsvurdering af den, men nærmere et forsøg på at beskrive, hvad den indeholder. Det er ikke let.

Den begynder med et drømmesyn. Laurie har syet sin hund Lolabelle ind i maveskindet for at kunne føde den rigtigt, som man ville med et menneskebarn. Dybt syret, foruroligende eller originalt eller alle tre ting alt efter, hvilket gemyt man er.

Bagefter møder vi hunden på bjergvandringer i Californien. Laurie Anderson vil gerne på den tur finde ud af, om det er rigtigt, at hunde kan forstå op til 500 ord, men fortaber sig i stedet i de smukke bakkede landskaber og sådan tager den ene association den anden i »Heart of a Dog«, der er fyldt med kornede optagelser fra gamle 8 mm film og regndråber der glider glider kunstigt på ydersiden af vinduesruder.

I »Heart of a Dog« glider opmærksomheden hurtigt væk fra hunden og kredser i stedet om familien. Den kolde mor, Laurie Anderson havde, og døden i forskellige afskygninger. Og så er der stribevis af politiske paralleller, hvoraf nogle af dem godt kan virke en smule pseudokonspiratoriske.

Vi begynder logisk nok med med terroristangrebet 9. september 2001.

»Efter det kom der flere kameraer på gaderne«, konstaterer Anderson.

Hun drager i øvrigt her en inspireret parallel mellem det øjeblik, hendes hund forstår, at den er truet af ørne fra luften, og det øjeblik, mennesker efter 9/11 forstod, at fra nu »kunne de komme fra luften«. Hunden og menneskene havde det samme skræmte blik i øjnene, som de aldrig havde haft før.

Filmen er fragmenteret fortalt og er nærmest en digtrække eller en spoken word performance krydret med billeder. Andersons nye film er den slags, som man enten vil synes er fantastisk, fordi man selv er i humør til at tage stilling, eller den vil være meget svær at få ind i kroppen, hvis du har rastløse ben og ikke er det store politiske eller poetiske dyr. Der er ikke rigtigt nogen mellemvej.

Fra Illinos til SoHo

Men hvem er Laurie Anderson? Hun er ikke den slags kunstner, det er muligt at fastholde, fordi hun på livstid snitter i den samme skabelon.

Anderson har sprunget rundt i alle mulige former for kunst. Meget tidligt, i 1981, fik hun et stort hit i England og resten af Europa med »O Superman«, der blandt andet kravlede op som nummer to på den engelske hitliste, men sangen har ikke været kendetegnende for karrieren sidenhen, selv om den gav hende mere opmærksomhed, end den gennemsnitlige installationskunstner får.

Oprindeligt kommer Anderson fra Wayne i Illinos i Midtvestens USA, hvor der er langt til de toneangivende storbyer. Hun tog som ung til New York, begyndte på Columbia University sidst i 1960’erne, og kom ud derfra med speciale i skulptur og blev hurtigt involveret i kunstnerscenen i SoHo, hvor blandt andet også komponisten Philip Glass huserede.

Her optrådte hun i små gallerier, ofte med korte shows, der kunne indeholde en bred vifte af kunstarter. Musik, fotos og ord i et overrumplende blandingsforhold.

Hendes højst forskelligartede kunst var præget af ikke så lidt opfindsomhed. For eksempel stillede hun op med en violin, der kunne spille ad sig selv, og en række andre originale og tankevækkende installationer. Der var puden, som sang til den, der lagde hovedet lå på den, en koncert for biler, bøger med musik i og meget mere.

Efter gennembruddet med »O Superman« havde Laurie Anderson en ekspressiv og flot karriere i musikken. Ikke i mainstreamdelen af den, men et sted, hvor art-rocken fik sit bedste udtryk på scenerne på flere turnéer. For eksempel har hun fået sin musik produceret af så forskellige producere som lyd-shamanen Brian Eno og Chic-guitaristen Nile Rodgers.

De musikalske år i 1980’erne kulminerede med koncertfilmen »Home of the Brave«, der var indspillet i New York i sommeren 1985, men som først blev vist på filmfestivalen i Cannes i 1987.

På det tidspunkt solgte Laurie Anderson ikke så mange plader længere, men filmen byder på en stribe interessante elementer som forfatteren William S. Burroughs, der dansede en langsom tango i et af numrene. Blandet ind i projektet var også undervejs eller på scenen Peter Gabriel og guitaristen Adrien Belew.

Jonathan Demme var på tale som instruktør, men Laurie Anderson endte med at stå for det hele selv, så hun fik det præcis, som hun ville have det. Siden gik det i nogle år mod de mindre scener og spoken word frem for musik, selv om man aldrig helt på forhånd kan vide, hvad multikunstneren Laurie Anderson fisker op af tasken.

Allerede i begyndelsen af 1990’erne samarbejdede Laurie Anderson og Lou Reed, og hendes nye dokumentarfilm afsluttes da også med hans sang »Turning Time Around«.

Lou Reed og den nye film

Om Lou Reed har Laurie Anderson skrevet i det amerikanske kulturmagasin Rolling Stone:

»Vi spillede musik sammen. Vi blev bedste venner og soulmates. Vi rejste, lyttede og gav efterkritik på hinandens arbejde. Vi opfandt tåbelige vittigheder. Vi holdt op med at ryge 20 gange, vi sloges, vi sang opera i elevatorer og tog til Afrika.

»Vi så altid en masse kunst og hørte meget musik, og jeg var vidne til, hvordan han beundrede andre kunstnere, fordi han vidste, hvor svært det de lavede var. Af og til tabte vi mere, end vi vandt, men vi fandt altid en strategi og kompromiser, der virkede. Selv når jeg blev sur, kedede jeg mig aldrig, og på en eller anden måde viklede vi vores hjerner og hjerter ind i hinanden i 21 år«.

En dag, da de to talte i telefon sammen i 2008, fortalte Laurie Anderson, at der var så meget, hun ikke havde nået. Hun havde ikke nået at lære tysk, hun havde ikke været i Colorado eller var blevet gift. Lou Reed spurgte med det samme, om ikke de to så skulle giftes? Dagen efter mødtes de i Colorado og blev gift. Og det var de, indtil Lou Reed døde i 2013.

»Når du gifter dig med din bedste ven gennem mange år, bør det egentlig hedde noget andet. Det, der overraskede mig mest ved at blive gift, var, at tiden ændrede sig. Og vi fik en helt anden ømhed for hinanden. Jeg er sikker på, at vi mødes i drømme igen, hvor det hele bliver levende«.

Om sig selv som kunstner og sin nye film siger Laurie Anderson:

»Jeg har lavet musik, malerier, installationskunst, skulpturer og teater. Men mest af alt er jeg historiefortæller. Min nye film var en mulighed for at oversætte mit arbejde i en form, jeg aldrig har brugt før. Selv om jeg har brugt billeder på flere forskellige skærme før i multimediesammenhæng, er det første gang jeg forsøger at binde dem sammen i en løst konstrueret historie og så har jeg brugt animation til at fuldende sætningerne.«

»Spørgsmålet i midten af filmen er, hvad historier er for noget? Hvordan bliver de lavet og hvordan fortælles de? Hele vejen gennem processen blev jeg guidet af David Foster Wallaces ånd og hans ’Every love story is a ghost story’ var min mantra. Jeg var også inspireret af Wittgenstein og hans tro på, at sprogets styrke kan skabe verden og Søren Kierkegaards tanker om at leve livet baglæns«.

Og som om det ikke er nok med en ny film, giver Laurie Anderson en sjælden koncert – eller måske bør man gardere sig og kalde det performance – i Danmark på lørdag 14. maj i regi af CLICK-festival på Kulturværftet i Helsingør. I skrivende stund er der stadig enkelte billetter at få.