»Det er ikke altid lige hurra alt sammen«

På Aalholmhjemmet i Valby har nogle beboere demens. Det samme har Jens, der er hovedperson i »Husker du?«. Teatergrad spillede den for beboerne og deres pårørende en mandag i november.

Teaterforestilling på Ålholm Plejehjem i Valby. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Nede på tredje række er de helt på. Fra det øjeblik Jens præsenterer sig selv med et »Jeg skal tisse«, er de i en konstant dialog med ham.

»Jeg skal på arbejde,« siger han lige efter det med at tisse.

»Nå, skal du det… ja, ja…« lyder det venlige svar fra den ene af damerne. Det er, som om der kun er hende, de to venner og Jens i hele den sal, der ellers er fyldt med publikum.

Det er forestillingen »Husker du?« , de ser, og det sker på plejehjemmet og dagcentret Aalholmhjemmet i Valby, hvor de bor, for den handler om den situation, de selv er i: At være blevet gammel og måske, som Jens, ramt af Alzheimer.

Demensdukkerne smiler forventningsfuldt fra to bløde sofakroge i den hyggelige opholdsstue på Aalholmhjemmet. Hvis ikke det var for de mange stolerækker, der er stillet op, ville man ikke kunne se, at lokalet lige om lidt skal være en teatersal, for scenografien falder fuldstændig ind i resten af interiøret, med den dejligt bløde lænestol og standerlampen med den lidt gullige skærm. Og Jens?

Ja, selv om skuespilleren Rolf Hansen, der spiller ham, til nød kan kaldes midaldrende, så er aldersforskellen på ham og publikum nærmest udlignet, som han sidder der i sine flannelsbukser med selerne og den ternede skjorte. Helt koncentreret om sin lille bitte guitar.

Forestillingen vækker minder

Jens har nemlig været musiklærer, fortæller han forsamlingen, da alle er kommet på plads. På Østre Borgerdyd. Og da han ikke længere har så godt styr på, hvad årstal vi skriver, og hvor gammel, han selv er, så tror han indimellem, at publikum er hans gamle elever. Det tager de med muntert sind og en udstrakt venlighed over for den ukendte mand, der er på besøg, og som de godt kan mærke ikke er helt på toppen rent mentalt.

Derfor er det også i orden, at han kalder dem Karin og Otto, selv om de jo hedder noget helt andet, og de griner indforstået til hinanden, da Jens siger, at han godt kan forstå, hvis ikke de kender sangen om »Lille frøken Himmelblå«, »for den er spritny«.

Til gengæld kan han huske helt præcist, at han mødte sin kone, Britta, 19. Juli 1960, og at de blev gift 10. August 1962.

»Det er minder, ja… Det er minder,« lyder det igen samtykkende fra en af damerne på tredje række.

Det er også minder, musikken vækker hos mange af tilskuerne. Mest markant hos en kvinde, der ellers sidder med helt lukkede øjne i sin kørestol under hele forestillingen. »Hun har ellers helt mistet sit sprog, men pludselig sad hun og sang med under forestillingen,« fortæller Lisbeth Duer, der er leder af demensaktivitetscentret på Aalholmhjemmet.

»Husker du?« er skabt, så den taler til både de pårørende og de mennesker, der har fået en demenssygdom. Da Jens’ datter til sidst i forestillingen fortæller om den dag, hvor »en velklædt overlæge og en sygeplejerske med sorgfyldte øjne« siger til hende, at hendes far har Alzheimers, er det de fremmødte pårørende, hun henvender sig til.

I en grad, så man kan høre, at en mand i salen begynder at græde. Hans hustru ved siden af forstår ikke hvorfor og læner sig bekymret frem og spørger til ham, men han er for bevæget til at svare hende. Og han kan heller ikke svare hende, for hun forstår sandsynligvis ikke, at hans tårer har at gøre med, at han netop genkender de følelser datteren giver udtryk for, fordi hans hustru har det ligesom Jens.

Går meget tæt på

Efter forestillingen kommer manden hen til Rolf Hansen for at takke for forestillingen. Hans stemme knækker, da han siger, at det virkelig ramte ham. Men der er tid til at veksle et par ord, der er plads til forståelse, for det er helt afgørende efter forestillingen.

»Vi har et ansvar, når vi laver forestillinger som går så tæt på det, der er svært. Vi oplever typisk, at folk har lyst til at tale om det bagefter, og der er Rolf Hansen en god katalysator. Jobbet er ikke færdigt, når han har sagt den sidste replik. En del af forestillingen er at være til stede, også bagefter,« siger Pelle Nordhøj Kann, der er kunstnerisk leder på Teatergrad og også har instrueret forestillingen.

Tove, der ikke bor på plejehjemmet, men kommer på dagcentret, er også påvirket af det, hun har set.

»Det sætter en masse tanker i gang. Jeg bliver ked af det. Man har levet et langt liv, og det er ikke altid, man synes, det er lige hurra alt sammen. Man kan godt blive ked af at se nogen, der har det sådan,« fortæller hun Rolf Hansen, der sidder på hug foran hende og lytter til hendes tanker og taler med hende om det sammen med et par ansatte.

»Det er noget svært noget at tale om,« siger Tove. »Man håber jo bare, at man ikke selv har knald i låget. Men man filosoferer alligevel over det - hvornår rammer det én selv?«

Dagen efter fortæller Lisbeth Duer, at der blev talt en del om den syge mand ved frokosten efter forestillingen. Og at de tilstedeværende havde undret sig lidt over, om Aaholmhjemmet var et sted for syge mennesker. For det var de jo ikke?

»Men så tog vi snakken om, at ja, der er nogle, der er syge her, og nogle af dem kan godt opføre sig lidt underligt. Men der skal jo være plads til alle,« siger Lisbeth Duer.