»Se mig, se mig! Jeg er kunst!«

Lars Rix, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

En søndag for en lille måneds tid siden tog jeg og min familie en tur til Louisiana i Humlebæk. Vi var så ikke de eneste, der var kommet på den ide. Alle, der har været på sådan en spontan sviptur til det populære museum i det nordsjællandske, ved, hvor klaustrofobisk en oplevelse det kan være.

Familier med dampende børn i støvler og flyverdragter, svenskere i Volvo på pitstop før færgen mod Helsingborg og pensionister med fast rejsekort til kystbanen og livslangt medlemskort til Louisianaklubben vader i gåsegang rundt og op og ned for til sidst - endelig! - at komme til caféen, hvor der så ikke er plads til at drikke sin økokaffe og spise en af Louisianas rugbrødsmadder til 79 kroner stykket.

Man må anerkende museets evne til gang på gang at få os gæster til at fortrænge, hvor indebrændt man kan blive efter sådan et besøg, men også på dét punkt viser Louisiana sin overlegenhed. Museet er ikke blot enestående i sin formidling af moderne dansk og international kunst. Det er også i kraft af sine omgivelser og sin arkitektur blevet et yndet udflugtsmål for folk som ikke nødvendigvis interesserer sig en døjt for hvad der tilfældigvis hænger på væggene, men mest af alt ser det som en mulighed for at komme en tur væk hjemmefra.

Denne pakke med lidt kunst, cafébesøg og nogle smukke omgivelser virker bare magnetisk, og det er ingen hemmelighed, at mange andre museer i Danmark har vendt blikket mod Humlebæk og forsøger at kopiere konceptet. Intet ondt ord om det.

Problemet opstår, når det populistiske forsøg på at tiltrække et publikum begynder af influere selve kunsten. Man får til tider den tanke, at visse museer i deres forsøg på at trække så mange som muligt gennem kasseapparaterne, bevidst spekulerer i en form for tivolisering.

Tag nu den aktuelle og voldsomt populære udstilling med Yayoi Kusama på netop Louisiana. Man kunne være fræk og spørge om denne kunstners værker er valgt ud fra væsentlighed eller nærmere ønsket om at give publikum noget sjov og harmløs underholdning, hvor de i det ene rum kan sætte runde farvede klistermærker i et hvidt rum og i det næste kan tage selfies med deres telefoner i rum fyldt med farver og spejle?

Ikke fordi det sidste er forbudt. Jeg »instagrammede« da også selv mine egne unger med mere fra udstillingen og ud til omverdenen den søndag, hvor vi var på besøg, men bortset fra dette billede satte oplevelsen på Louisiana ikke nogle dybere spor i mig.

For ærlig talt - hvorfor er kunsten pludselig ikke god nok i sig selv? Hvorfor skal den her og på mange andre populære museer som SMK, ARoS og Arken gøgles op, som var det et underholdningsprogram på TV fredag aften og stå der og råbe »Se mig, se mig! Jeg er kunst!«?

Som kunstkommentator Torben Sangild meget rigtigt siger det i artiklen om fænomenet i dagens kulturtillæg, så er det er jo ikke et problem i mindre doser. Men det er et problem, hvis det bliver omdrejningspunktet. Det er det heldigvis ikke endnu, men Louisiana og de andre museer skal tage sig i agt, når de vil have kunder i butikken. Gæsterne skulle jo gerne komme for at se på billeder af andre. Ikke af dem selv.