»Da jeg kom i tyverne, fandt jeg troen«

Visse spørgsmål er alment gyldige. Hver mandag stiller vi nogle af dem til kendt dansker. I dag: Alex Ahrendtsen, kultur- og folkeskoleordfører, Dansk Folkeparti.

Alex Ahrendtsen. Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Kan du beskrive dig selv med tre ord?

»Ærlig, humoristisk, gentleman.«

Tror du på Gud?

»Ja, men jeg skilter ikke med det. Som politiker skal man være varsom med at føre sig frem som kristen. Man bliver let til en hykler. I politik er det ikke ligefrem de kristne dyder, der hersker. Jeg har ikke altid gjort troet på Jesus. Jeg er døbt og konfirmeret, men var ikke synderligt optaget af det som ung. Det var mere fodbold og Stjernekrigen, der greb mig. I gymnasiet var jeg betaget af en meget smuk mørkhåret pige, der tilhørte Apostolsk Kirke. Hun tog mig med i kirke, og selvom jeg syntes vældig godt om det – måske især pga. hende – så var jeg ikke klar endnu. Da jeg kom i tyverne, fandt jeg troen. Ordene i Det nye Testamente var overbevisende og troværdige. Det er en af grundene til, at det er så afskyeligt at læse i koranen. Løgnen er ret fremherskende der.«

Er du bange for døden?

»Nej, og slet ikke nu, hvor jeg tror på Gud og det evige liv. Der er ikke noget at være bange for. Den amerikanske countrysang »Far Side Banks of Jordan« af Terry Smith handler om dette. En mand, der er ved at dø, er ked af, at han må forlade sin elskede, men han synger til hende, at han vil vente på hende ved Jordans bredder, og når det så er hendes tur, og han ser hende komme, vil han løbe ud i vandet og række hende hånden. Det er en smuk og meget enkel sang, båret af den uforlignelige kristne spiritualitet, som kendetegner kristendommen i USA, og som inspirerer mig meget. Jeg foretrækker denne enkle kristendom frem for den tunge teoretiske, som man ofte finder i Danmark og Europa.«

Hvad er det største problem i verden lige nu?

»Det er islam. En hadsk, voldelig, krigerisk og intolerant semireligiøs politisk bevægelse, der har vildæslets vildskab i sig. En fuldstændig utæmmelig og forfærdelig ideologi. Islam er et åndeligt fængsel, og jeg fatter ikke de vesterlændinge, der konverterer. De forlader jo friheden for at gå i fængsel, hvor de bliver underlagt rigide religiøse regler, styret af religiøse rockere. »

Hvad må man ikke udsætte dig for?

»Selvoptagethed. Det har jeg svært ved at håndtere, fordi det er så uopdragent.«

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»Jeg har et stort ar fra højre øjenbryn ned over kinden. Jeg blev som 11-årig skubbet ind gennem en glasdør i landsbyskolen, hvor jeg var elev. Det var vinter og koldt. Jeg havde spillet kurvebold i skolegården og frøs om hænderne. Jeg gik hen mod bygningen, hvor vi gerne måtte varme os. Bagved legede to knægte fra syvende klasse. Den bagerste skubbede til den forreste, der røg ind i mig. Jeg husker endnu pigernes rædselsslagne ansigtsudtryk, da jeg blev ført op på lærerværelset med blodet fossende ned ad mig. Jeg blev lagt på sofaen med et håndklæde på det åbne sår, mens jeg ventede på ambulancen. Jeg rejste mig og gik hen til spejlet og lindede forsigtigt på håndklædet. Jeg åbnede øjet. Jeg kunne se. Øjet havde ikke taget skade. Jeg lagde mig på sofaen. Jeg rystede ikke mere. Jeg var fuldstændig rolig. På sygehuset blev jeg kørt ind på operationsstuen. Da sygeplejersken ville føre en sprøjte ned i det åbne sår, begyndte jeg at skrige af angst, indtil hun sagde: hold kæft, knægt. Jeg sagde ikke et pip mere. Respekten for sygeplejersken var større end angsten for sprøjten. »

Hvad er den største løgn, vi fortæller hinanden om kærlighed?

»At den varer, til døden os skiller. Det gør den tit ikke. Da jeg læste Kierkegaards Kjerlighedens Gerninger, som er hans smukkeste bog, gik det op for mig, at den kødelige hedenske kærlighed sjældent varer evigt, fordi den søger sig selv og selvforelskelsen, mens den kristne kærlighed derimod søger næsten. Vort billede af kærligheden har sine rødder i ridderromantikken og den senere tyske romantik, hvor kvinden nærmest blev guddommeliggjort. Da kristendommen helt forsvandt ud af kunstnernes liv i den moderne tidsalder, var der kun et svagt lys af denne romantiske kærlighed tilbage.«