»Ikke en eneste paragraf eller tarif må indeholde ordet mand eller kvinde. Overalt må ordet erstattes med menneske. Det er selve demokratiets ide, at man er menneske, før man er arbejder, neger, tysker eller kvinde.«

(Poul Henningsen, 1936)

Det Frie Forskningsråd og regeringen vil afsætte 120 millioner kr. til at hjælpe kvindelige forskere med at starte forskergrupper. Dermed følger regeringen i kølvandet på Københavns og Aarhus Universitet, der har indført store økonomiske bonusser til institutter og hovedområder, der ansætter kvindelige lektorer og professorer.

Vi er mange, der ønsker en bedre udnyttelse af de højtuddannede kvinders ressourcer, men det skal ikke foregå ved tilsidesættelse af elementære retsprincipper, hvor man begynder at sortere på køn. Med disse initiativer har ligestillingsbegrebet rykket sig fra at handle om det enkelte individs rettigheder til at handle om kollektive rettigheder. Kvinder skal åbenbart nu som et kønskollektiv have ret til en højere andel af forskningsmidler uanset de individuelle talenter bag ansøgningen, der afholdes fra at indgå i åben konkurrence.

Det nye program hedder YDUN (Younger women Devoted to a UNiversity career) og er eksplicit inspireret af det tidligere FREJA-program, så lad os se lidt på erfaringerne herfra. I slutningen af 1990erne besluttede Det Frie Forskningsråd med dispensation fra Ligestillingsrådet, at der skulle en særlig indsats til for at få især de yngre kvinder videre i deres forskerkarrierer og gøre »kvindelige forskere mere synlige i forskningsverdenen.«

Læs også: Ingen lyst til kvindekvoter

I årene 1998-2001 blev FREJA så søsat. Ikke kun bevillingsmodtagerne skulle være kvinder, men FREJA-projekterne skulle også have »til opgave at samle nye større eller mindre forskergrupper af yngre forskere, gerne kvinder, omkring sig.« 78 millioner kr. blev fordelt til 16 kvinder ud af de 327 ansøgere, der skulle søge om mindst en million kroner primært til etablering af forskergrupper.

Navnet Freja henviser både til en feministisk retorik: Female Researchers in Joint Action (FREJA) og kan utilsigtet også henvise til en mere traditionel opfattelse af den privilegerede kvinde med særlige magtformer. I nordisk mytologi forbindes gudinden Freja med eros gennem de to forbundne kar: frugtbarhed og rigdom symboliseret i form af guld og ikke mindst hendes smykke, Brisingamen.

Når FREJA-programmet især skærer i øjnene, er det, fordi det blev igangsat på et tidspunkt, da man – hvis man havde ønsket det – allerede kunne have vidst, at kvinder langtfra var forfordelt ved ansættelser i forskerstillinger. Danmark har en fornem tradition for forskning i køn og forskerrekruttering. Netop i 1998, da FREJA startede, kunne statistikeren Bertel Ståhle vise, at »til både lektor- og adjunktstillingerne med kvalificerede ansøgere af begge køn, var der i gennemsnit dobbelt så mange kvalificerede mandlige som kvalificerede kvindelige ansøgere.« Helt i modsætning til de feministiske forskeres antagelser viste det sig, at kvinderne i begge kategorier til trods for det langt mindre antal kvindelige ansøgere opnåede lidt over halvdelen af stillingerne.

Læs også: Er det en kompetence at være en mand?

Problemet var og er altså ikke, at kvinder diskrimineres, men at de tøver med at slå ind på forskervejens højere niveauer og derfor undlader at søge. Ståhle så det endog som en mulighed, at der allerede i 1990erne foregik »en positiv særbehandling af kvindelige ansøgere« som en følge af »de sidste års debat om manglen på kvindelige forskere og det forsknings- og ligestillingspolitiske ønske om initiativer, der øger rekruttering af kvindelige forskere.«

For Statens Humanistiske Forskningsråd var FREJA-midlerne imidlertid ikke nok. I 2003 opslog rådet fem nye professorater, »der så vidt muligt ønskes besat med kvinder.« Vanen tro var der paternalistisk opbakning bag de kvindelige belønningsplaner. Med paternalistisk mener jeg tendensen til, at højt placerede ofte mandlige ledere udfra en forestilling om kvinders svaghed beskytter og favoriserer dem ved ansættelser gennem at sætte de gængse spilleregler ud af kraft.

Formanden for Det Humanistiske Forskningsråd skyndte sig at helgardere ved i dagbladet Politiken at udtale, at:

»Lykkeligvis blev det ikke nødvendigt at tage dispensationen fra ligestillingsministeren i brug. Det var ikke sådan, at to kandidater stod lige. Tværtimod har vi fundet de bedste, vi kunne finde.« Han undlod dog at forklare det mirakuløse i, at begrundelsen for opslaget var, at kvinderne sjældent fik professorater, men nu kunne de pludselig rydde hele bordet på trods af, at også mænd havde søgt.

Mon ikke vi vil se det samme mirakel med tildeling af de 120 millioner YDUN-midler kun til kvinder? I hvert fald forsøger man på alle måder at vride sig uden om at komme i karambolage med ligebehandlingsloven f.eks. ved orwellske »newspeak«-formuleringer a la »80 millioner kroner målrettes den nye pulje, ’Ydun’, som alle forskere kan søge, men som bliver tildelt kvinder, hvis en mandlig og kvindelig ansøger er lige kvalificerede.«

En af de mandlige ansøgere til FREJA-midlerne var den produktive og højt estimerede filosof, lektor, dr.phil. Jan Faye, der nøgternt skrev i Politiken, at: »Facit var dog givet på forhånd. Der er som så ofte før i den slags sager tale om en politisk beslutning.« Faye fik peget på et centralt spørgsmål, da han nævnte, at: »Nogle læsere vil måske genkende navne som Mogens Herman Hansen, Henrik Jensen, Jens Høyrup, Carl Henrik Koch og Sten Ebbesen, for blot at nævne nogle stykker, jeg kender til. I enhver anden verden, og uden for Danmark, ville de alle være blevet professorer.«

Dette henviser til en helt skjult dimension i debatten om kvindelige bonusprofessorater og tildeling af forskningsmidler på baggrund af køn. Det hævdes, at en del kvalificerede kvinder er blevet forbigået. Men hvordan ved man, at en lige så stor del, eller måske langt, langt større del af mandlige talenter, ikke ligeledes er blevet overset? Hvis man begynder at forfremme kvinder eller tildele dem midler på baggrund af køn, bliver disse mænd jo dobbelt tilsidesat, som det skete med Jan Faye.

Læs også: Et særligt sted i helvede

Heldigvis er der tegn på, at også kvindelige forskere vægrer sig mod, at der sorteres på køn. Således udtaler lektor på Aarhus Universitet, Iris Rittenhofer, følgende på spørgsmålet: »Oplever du, at der er nogle særlige udfordringer for kvindelige forskere?«: »Jeg ser det som problematisk, at forskere tillægges et betydningsbærende ord som ‘kvindelig’, som ikke er relevant inden for en professionel kontekst. Hvis der er en særlig udfordring, så ligger udfordringen i denne form for andetgørelse, der udgrænser og skaber distance.«

I et oplyst samfund skaber kampen for at nå toppen meget af dynamikken, uanset om det handler om at mobilisere det bedste argument i demokratisk diskussion, om at booste en virksomhed eller at vinde et 100-meter løb. Lighed i startsituationen giver mulighed for, at de bedste kan vinde, hvilket afføder ulighed i resultatet. Det, kvinder indimellem støder sig hårdt på, er ikke »mandssamfundet«, som nutidens feminister ynder at sige, men meritokratiet, og det er faktisk hårdt at navigere i for de fleste.

Universitetet er elitært, forstået som en søgen efter den bedst kvalificerede viden. Når man begynder at fifle med regler, så en del af ansøgerne forhåndfavoriseres via deres køn, ødelægger man en meget vigtig mekanisme i søgningen efter den excellente præstation på basis af meritokratiet, hvor man belønnes efter faktisk kunnen og ydelse og ikke efter andre parametre. Det er et nyt privilegiesystem, som regeringen og Det Frie Forskningsråd i bedste mening nu søger at indføre.

I nutiden holder vi ikke døren for kvinder, vi breder ikke vores jakke ud foran hende på den mudrede sti, og vi trækker ikke stolen ud for hende, når hun skal til bords. I stedet sørger vi for en gnidningsfri vej til samfundets top. Gavner det kvindens vej til styrke og selvstændighed?