Ligestillingsdebatten er i disse år ved at blive kapret af ligestillingsekstremister. Med ekstrem retorik og tænkning føres en ligestillingskamp, der giver minder om 70’ernes marxister. Det er tid til at sige fra. Men hvor er ligestillingsministeren i denne debat?

For nylig afleverede en række nordiske eksperter, herunder en dansk forsker fra Institut for Menneskerettigheder, en opsigtsvækkende rapport til det norske ligestillingsministerium. Rapporten, der er finansieret af Nordisk Ministerråd, indeholder en række bekymrende anbefalinger, som afspejler den tænkning, der er i visse dele af ligestillingsmiljøet i Norden. Rapporten har sit udgangspunkt i Breivik-sagen, da Breivik i sit såkaldte manifest brugte en del spalteplads på at argumentere for et kvindesyn, der mest af alt minder om det, nazisterne gav udtryk for i 30erne.

Rapportens problem er ikke, at den går i rette med Breiviks kvindesyn. Problemet er derimod, at rapporten med udgangspunkt i galningen Breivik påstår, at der findes en særlig »antifeministisk ideologi«, og at denne ideologi må bekæmpes af staten med ganske ekstreme midler. Problemet er endvidere, at det ikke defineres særligt klart, hvad antifeminisme overhovedet er, hvilket betyder, at rapportens anbefalinger retter sig mod alle, der ikke tilslutter sig en særlig radikal feministisk tænkning.

De vigtigste anbefalinger fra eksperterne er, at antifeministisk hetz og hadefulde ytringer skal forbydes, at der skal oprettes en central overvågning af antifeministiske ytringer, samt at de nordiske lande skal gennemføre kortlægninger af antifeminismen. Endelig foreslås det, at medierne bør holdes ansvarlige for, at ligestillingsfjendtlige ytringer ikke dominerer. Med andre ord skal staten og medierne bruges aggressivt mod alle, der ikke er feministiske nok, og hvis man tillader sig at være kritisk over for bestemte ligestillingspolitiske værktøjer, så risikerer man at ende på en overvågningsliste sammen med nazister og Breivik-tilhængere. Det er rendyrket censur og sindelagskontrol, og jeg mener, at det er decideret vanvittigt, at Nordisk Ministerråd har været med til at finansiere en rapport med et så radikalt budskab. Men hvordan er det kommet så vidt?

I forlængelse af 70ernes kvindebevægelse er en ny og radikal feminisme vokset frem. Dens kerne er en opfattelse af samfundet som bestående af en række såkaldte strukturelle uligheder, og den er i sit væsen nært beslægtet den yderste venstrefløj. Da målet for de ekstreme feminister er en total lighed mellem kønnene (i visse eksotiske versioner en egentlig afskaffelse af begrebet »køn«), så er den politiske værktøjskasse for disse feminister ofte meget langt væk fra en klassisk borgerlig tænkning om frit valg og personligt ansvar.

Da verden sjældent former sig efter de radikale feministers ønsker, ser vi ofte dens fortalere foreslå tvang, forbud og lovgivning. Herhjemme har vi set det i nylige debatter om kvoter for kvinder i bestyrelser, øremærket barsel til fædre og debatten om et forbud mod køb af sex. Debatter, hvor den enkeltes og den enkelte families frie valg underordnes et mål om en større »lighed«. Vi har også set politikere, som den radikale gruppeformand Sofie Carsten Nielsen, flirte med tanken om såkaldte kønsneutrale børnehaver efter svensk forbillede, hvor børnene tiltales »hen«.

Vi ser også den ny feminisme i større værdidebatter, hvor samme Sofie Carsten Nielsen har gjort sig til talskvinde for, at børn skal kunne have fire forældre (!) og at den enkeltes køn slet ikke skal fremgå af vores pas og cpr-numre, da det øjensynligt er stigmatiserende. Vores ligestillingsminister, Manu Sareen (R), er faret i flint over, at LEGO tillod sig at lancere en legetøjsserie målrettet piger i lyserøde nuancer. En uacceptabel fremstilling af kønsroller, måtte man forstå på ministeren. Skal man mon fremover registreres som antifeminist, hvis man er uenig i disse forslag?

Hvis ikke det var fordi, at denne ny ekstreme feminisme er ved at overtage store dele af ligestillingsdebatten, så ville det hele være til at grine af. Men min frygt er, at hvis vi ikke siger fra over for denne ligestillingsekstremisme, når den finder vej ind i regeringsrapporter og regeringsudspil, risikerer vi at tabe hele ligestillingsdebatten på gulvet. For det er grundlæggende latterligt at bruge tid på at diskutere kønsneutrale pas, cpr-numre og børnehaver. Almindelige mennesker må med rette tage sig til hovedet, hvis det er den slags sager, indflydelsesrige politikere bruger deres tid på. Men det er tilsvarende farligt - og burde medføre et oprør, når rapporter som den omtalte fra Nordisk Ministerråd pludselig er snublende tæt på at blive ophøjet til officiel nordisk politik.

Jeg frygter, at yderligtgående stemmer i den danske ligestillingsdebat, som eksempelvis Kvinfo, vil bruge netop denne rapport til at dunke politikere og debattører med oven i hovedet, når de tillader sig at ytre noget »antifeministisk«. Det ville derfor være på sin plads, hvis vores ligestillingsminister ville melde klart ud, at han ikke mener, at man er beslægtet med Breivik, hvis man ikke er feminist. Og det ville tilsvarende være på sin plads, hvis ligestillingsministeren, der tilmed er minister for nordisk samarbejde, offentligt tager afstand fra rapporten og erklærer, at han ikke agter at følge rapportens anbefalinger om at sætte et Stasi-lignende maskineri i gang for at overvåge personer, der ikke deler den radikale feministiske ideologi. Det mangler sådan set bare.

For faren er, at almindelige mennesker får nok af denne ligestillingsekstremistiske politik og retorik. At almindelige mennesker begynder at rynke på næsen og trække på skuldrene, når de hører ordet ligestilling, fordi de forbinder det med kønsneutrale børnehaver og sindelagskontrol. Det vil være synd. For der er bestemt stadig relevante ligestillingskampe at kæmpe. Bare ikke med totalitære metoder som overvågning og censur.